Døden, som jo ikke er noget nyt tema i børneteatersammenhæng, bliver af Teatret Kimbri iscenesat som et møde mellem tre generationer: Den gamle bedstefar – som dør undervejs – hans datter og dennes datter.
Teatrets bestræbelse er at rette op på det, at gamle mennesker i dag bliver hægtet af og at døden som vilkår fortrænges i vores fortravlede og materielt orienterede kultur.
Intentionen er tydelig i det sceniske udtryk. Lige fra begyndelsen, hvor Miriam Ariana og Gitte Kielberg åbner forestillingen på henholdsvis violin og klarinet og går i dialog om efterårsbladene.
Kielberg siger om bladene, at de er smukke og at hun vil ønske at de kunne blive hængende på træerne og ikke falde ned og blive brune. Ariana svarer hende, at det er de nødt til for at nye blade kan komme til.
Kort efter berører de livets cyklus på samme vis, når Kielberg kommenterer vinteren som et tidspunkt, hvor det er (ubehageligt) koldt, hvorefter Ariana siger, at efter vinter kommer forår og varme.
Introscenen spejles så i hele forestillingen på den måde, at vi bevæger os fra en mor og et barnebarns besøg hos deres far og bedstefar, over dennes død, til den proces det er for moren og datteren at finde fornyede kræfter og glæde i forhold til det liv, som skal leves efterfølgende.
Bedstefar i hopla
Teatret Kimbri ønsker helt klart at holde fast i et minimalistisk udtryk og at bestræbe renhed i formen. Det lykkes tildels og i mange henseender – også takket været Folmer Kristensens iscenesættelse, som sørger for en dynamisk lethed. En lethed som danner modvægt til de to medvirkendes optræde-modus, som tendentielt får noget stillestående og 'for pænt og rigtigt' over sig.
Alderdom og død kommer til udtryk via bedstefaren, som Kielberg dukkefører samtidig med at hun spiller hans datter – et greb man lige skal vænne sig til. Bedstefar-dukken har Trine Guld og Yvonne Thomsen fremstillet som et stort furet ansigt med bar isse, blødt hvidt hår hen over ørerne og store udtryksfulde øjne.
Kielberg er ikke altid superpræcis som dukkefører, hvilket gør at fokus ikke altid havner præcist på bedstefaren. Fokus slingrer undervejs. Kielbergs stemme er også lagt meget dybt og rustent, når hun taler som bedstefaren. Nødvendigt for at adskille den fra den datter hun også spiller, men også en vanskelig manøvre at gøre uden at det skurrer lidt kunstigt.
Men det fine er, at bedstefarens livslyst bliver iscenesat i små muntre bevægelsesoptrin, tillige med at han lader små replikker falde, som varsler, at han mærker, at han ikke har så langt igen. Noget både mor og datter ikke har blik for. For dem har bedstefaren masser af tid, mens de har travlt.
Travlheden illustreres ved at mor og datter bevæger sig rundt på scenegulvet med hurtige 'automatisk' skridt i lige linjer mens man hører et ur tikke.
Ordløs død
Bedstefaren dør. En dag mor og datter kommer på besøg, er det sket, mens han sidder i stolen. Forestillingen gør ikke stor dramatik ud af det øjeblik, de opdager det, det er mere tiden derefter – de to personers proces som vises i mimik og trin – ret abstrakt men alligevel til at oversætte, fordi de udtrykker stemninger og forholder sig til hinanden. De finder sammen tilslut i en dans som er forbundet med forløsning og glæde.
Det er befriende, at der ikke bliver sat en masse ord på døden i selve forestillingen. Skønt at det er kroppene i rummet, som taler og skaber fortællingen, selvom udtrykket til tider vil mere end det kan.
Åndelighed og energi
Da bedstefaren dør, vises det også med en lille gammel dukke som iført nogle sfæriske gevandter bliver ført bagud i rummet som åbner en lyssprække. Vi er ikke i tvivl om, hvad der er sket, og udtrykket synes at skulle vise en vis åndelighed. Men spørgsmålet er, om det ikke er for bogstaveligt alligevel. Om udtrykket ikke er renere uden det billede?
Bagefter putter mor og datter bedstefaren i kiste – alias den store kuffert han har tømt, da han intet kan tage med der hvor han skal hen. Det sker helt udramatisk og med en lille håndkoreografi – som der i øvrigt er et par stykker af andre steder. Lidt overraskende. Men et ok krydderi.
Som modvægt til de optrin, som ligger på grænsen til det patetiske, er dukkespillene med det lille gule væsen. Den gule handske(dukke) som iført et lille rødt rundt ansigt bevæger sig lysteligt omkring – som inkarnationen af mindet om bedstefaren og som symbol på den glæde ved livet, som mor og datter formår at genfinde .
Der er både gode takter og mislyde i 'Når bladene falder', hvis bedste publikum jeg tror er det publikum, som selv består af tre generationer.
