Godt gammeldags teater, taler man nogle gange om. Så konstaterer man, ofte med en vis lettelse i stemmen, at der i den pågældende forestilling ikke er noget af alle de eksperimenterende, moderniserende og uforståelige påfund, som sære instruktører finder på, når de mener sig kaldede til at ’forbedre’ teksten.
Den slags godt gammeldags teater kan være rigtig udmærket. Ikke al teaterkunst behøver partout at skulle forny genren, blot historien er god, virkemidlerne gennemtænkte og håndværket i orden..
Men der findes altså også den type gammeldags teater, der bare virker ubegribeligt gammeldags. Som tiden umiskendeligt er løbet fra for mange, mange år siden.
En sådan oplevelse er Grethe Mogensens Familieteater med forestillingen ’Cirkus Mikkelikski’. Kulisserne er bedagede – et stort klude- og patchworkagtigt bagtæppe og sidetæpper, der ligner en eksploderet stofbutik – skabt af billedkunstneren Nulle Øigaard for formentlig ganske mange år siden, og derefter lagt sammen og hængt op utallige gange. Med uendelig træthedsfølelse i farverne til følge. Og med en feriekoloni af store, lettere mølædte dyredukker som medvirkende.
Engang var de uden tvivl sprælske og sjove, nu ligner de bare noget, der for længst har overskredet sidste salgsdato.
Stendøde dyr
Grethe Mogensen selv er ene kvinde på scenen, forklædt som det gamle træ i skoven, der fortæller historien om alle dyrene. Om pindsvinet, egernet og haren, der går i dyreskole hos frøken Krage. Når de da ikke flokkes om rådyret, der måske er blevet kørt over, eller kredser om mulighederne for at komme til at optræde, enten i Mikkel Rævs Cirkus Mikkelikski eller i to skumle cirkusfolks manege, hvor dyr indfanges og tvinges til at lave kunster.
Det er her, rådyret havner – en sørgmodig tøjdukke med kronisk slatne ben, så den kun kan ligge ned, og derved ligner noget, en dyreværnsforening burde tage hånd om – hvorpå skovens andre dyr sætter sig for at befri det.
Det lykkes, efter mange historiemæssige svinkeærinder og kælent-friske sange, hvorpå vi slutter med, at de to slyngler skal optræde i Cirkus Mikkelikski i stedet for.
Historien, der er hentet i en børnebog af den norske forfatter Alf Prøysen, kunne med stor fordel være beskåret betydeligt. Vi farer let vild i de mange sidehandlinger, der partout skal fortælles, og det gør ikke forståelsen eller interessen større, at de store tøjdukker logisk nok står stille på scenen det meste af tiden. Fordi der kun er Grethe Mogensen til at flytte rundt på dem og forsøge at banke liv i de stendøde dyr. Samtidig med at hun skal fortælle historien, spille alle rollerne og undervejs pludselig insisterer på, at nu skal børnene og de voksne tilskuere aktiveres. Uden at det bliver ganske klart, hvorfor vi egentlig skal pippe som fugle eller hvine som en elefant.
Til hendes ros skal siges, at hun er god til at få os med på spøgen. Effektiv, uden at være hverken kommanderende eller sødladen. Om man bryder sig om den slags ’interaktivt’ teater, er en smagssag. Men at råbe i kor – helst tre gange, højere og højere – er i hvert fald lige efter opskriften på det meget gammeldags børneteater.
Glimrende fortæller
Ros skal Grethe Mogensen også have for at være en glimrende fortæller. Her mærker man virkelig den modulerede stemme og den erfarne skuespiller med fuld kontrol over alle retorikkens virkemidler. Det er de kvaliteter, man nogle gange godt kan savne i andre dele af dansk børneteater.
Entusiasmen og spilleglæden fejler heller ikke noget, mens hun pisker rundt på scenen, synger, taler og flytter på dyr i en uendelighed. Det er denne energi, der trods alt kaster et vist forsonende skær over foretagendet.
Skulle man nytænke forestillingen – og det skal man desværre nok ikke – så ville den samme historie, fortalt i overskuelig størrelse og bordhøjde, med små nylavede dyredukker i en frisk dekoration, med en instruktør og med Grethe Mogensen solidt plantet bag samme bord, give en langt større ro og koncentration. For tilskuerne og for Grethe Mogensen selv, der så kunne koncentrere sig om det, hun virkelig er god til: At fortælle en historie med sin stemmes mange muligheder.