Scenografiens basisfarver er mørkegrå, og en af de sætninger, Jum Jum gentager mest, er: 'Bare vi ikke var så små og alene'.
Men netop gennem det dunkle og gennem tristessen lader Odense Teater lyset og håbet skinne varmebetonet igennem.
Det dukker frem i selve lyssætningens stærke klare farver (hvor rødt dominerer – dog som tegn på både farer og venskab) og i den måde, hvorpå lyset brydes i stærke baner, og sammen med flittig brug af videoprojektioner er medskaber af naturstemninger.
Det bliver også fremhævet i dramatiseringen og i skuespillet. Som publikum er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det relationelle – båndene mellem mennesker – som er en af de vigtigste ting, teatret vil fremhæve i teaterudgaven af Astrid Lindgrens klassiker.
Bånd, som kan være både fraværende og fyldt af mistrivsel – som drengen Bos bånd er til hans adoptivforældre. Adoptivforældrene har nærmest nødtvungent – nu der ingen pige er at få – taget til takke med børnehjemsdrengen Bo, som de i hjemmets arne herefter konstant irettesætter og taler ned til.
Men frem for alt er det, der fylder langt mest, bånd fyldt med kærlighed, trofasthed og tillid – som Mios bånd til drengen Jum Jum og dennes tilsvarende bånd til Mio. Og som båndet mellem Mio og Mios far, Kongen i Landet i Det Fjerne – far og søn knytter lynhurtigt et stærkt følelsesmæssigt bånd.
Som en pointe gentages det også flere steder, at Mios mission var kendt af alle skabninger, ja af hele universet i uendelige tider – det er kun ham selv, det først går op for nu.
Det er en fin måde at understrege, at den eventyrverden, Bo træder ind i og bliver til Mio i, er Bos egen indre proces.
Tydeliggørelser
Som iscenesætter har Frede Guldbrandsen valgt – med eksempelvis pauseringer og et neddroslet tempo – at betone, de øjeblikke, hvor Mio kommer i tvivl om sin styrke og føler, at situationerne er ham uoverskuelige. Ligesom han har iscenesat Kongen til at elske sin søn ubetinget og give ham frie rammer.
Det er i og for sig udmærket, men samtidig er der også i iscenesættelsen lagt noget for tydeliggørende ind i det relationelle. Det forgrover og fravrister forestillingen nogle af de lag af anelser, som kunne gøde publikums forestillingsevne og sætte tanker i gang. Og så er der nogle steder lagt noget afsporende ind, som flere steder kommer til at virke ufrivilligt komisk. Fx at æblet svinges i luften, så vi ser at det er rødt på den ene side og guldfarvet på den anden. Det ødelægger illusionen.
Ligesom legen med at skulle springe over stegepandens hank, før man snupper en bid pandekage, nok signalerer munterhed, men samtidig virker som et fremmedelement i fortællingen.
Endelig er Ånden i flasken gjort mere grovkornet sjov end poetisk eventyrlig.
Fintfølende skuespil
På positivsiden spiller Mathias Sprogøe Fletting Mio med en fin fysisk vågenhed og en følsomhed, der vibrerer af ærlighed. Heldigvis for det, da han også tydeligvis er noget ældre end den drengerolle, han spiller.
Når Mio mødes med Kongen – da jeg så forestillingen – i Claus Riis Østergaards skikkelse, skal mit blik også lige vænne sig til, at der ikke er så mange år mellem de to skuespillere, som der vanligvis er mellem en far og en søn. Mon børnene også tænker på det? Det skal her nævnes, at Kongen spilles med dublering. Også af den lidt ældre Søren Poppel.
Vi tror tillige på Jum Jum, Mios tro rejsekammerat, spillet af den mere drengeudseende Jeppe Ellegaard Marling. Her er også nærvær i spillet. Omkring de to skuespillere har de øvrige syv skuespillere flere roller at tage sig af. Meget forskellige roller.
Malene Melsen spiller fx både stramtandet adoptivmor og den onde Kato – begge dele kan hun spille med god snerren og skarp kølighed – og i tillæg til det har hun rollen som den hjertevarme Nonnos gamle farmor, som serverer det magiske brød, der stiller sulten.
Ole Boisen har råstyrke som både Ånden i flasken, Sværdsmeden og andre roller. Og Lea Baastrup Rønne tryller med sin fine stemme sorgfyldte toner frem, spiller væverens datter og har i den modsatte ene af spektret rolle som en af Katos onde patruljerende soldater.
Tendentielt en 1:1 visualitet
Visuelt er Odense Teaters 'Mio, min Mio' en lidt sjov fisk. Alt vi ser, er tydeligvis gennemtænkt i udtryk og farvevalg. Camilla Bjørnvad har skabt en scenografi, som med grå flader forskudt i flere lag går igen som en basiskulisse for samtlige scener. Den kan – fordi den består af de mange lag – danne gemmesteder, indeholde huler og skabe dybdeperspektiviske virkninger.
Og Signe Krogh kan med sit videodesign skabe stadigt nye landskaber ovenpå de grå flader. Vi ser billedbelysninger af de flaksende, klagesyngende hvide fugle, som var levende børn, før de blev tilintetgjort af Kato. Den magiske brønd, som er fyldt med savn og eventyr fremstilles som et kik ned på et rundt videolærred, hvorpå billeder af Mio og Jum Jum toner frem til lyden af replikken 'Der var engang en kongesøn…'.
Hele scenerummet dækkes videoprojekteret af et massivt murværk med lyse fuger, når Mio og Jum Jum når tæt på Katos borg. Et fæstningsværk, som på et (videobilledskabt) splitsekund kan smuldre væk og gøre plads til den rosenfyldte frihed, som Mios drab af Kato forårsager.
Alt sammen har det en effekt, men også her er der tendentielt en for markant tydelighed på spil. En bogstavelighedsfyldt markering af handlingen, som på den vis også gør universet for direkte – for konkret.
I den forbindelse er det godt, at lydsiden fungerer. I ly i en lille synlig hule i scenografien sidder Klaus Risager og skaber stemningsgivende forestillingens lydkulisse.
Bog versus teater
Som barn var jeg meget opslugt af Astrid Lindgrens bog. Det ligger jo en del tiår tilbage. Jeg kan jo ikke udtale mig om, hvad de af nutidens børn, der måtte kende eventyret på forhånd, synes om henholdsvis bogen og teaterforestillingen.
Jeg så forestillingen sammen med en sal fyldt med børn fra 3. til og med 6.klassetrin. De forekom koncentrerede om oplevelsen. Men det rokker ikke ved det faktum, at jeg synes at forestillingen – undtaget de nuancer skuespillerne leverer med deres spil – er en tand for direkte på samtlige parametre.
At det indre billedskabende ikke får topkarakterer, er jo ærgerligt, når et af teatrets ønsker – ifølge forestillingens undervisningsmateriale – er, at stykket skal minde os om, 'at vi med legen og fantasiens kraft kan overvinde mange af livets hårde benspænd'.
