I den enkle træ-scenografi à la fjællebod ligger der en bog helt alene på de skrå brædder. Den skal blive bestemmende for det sceniske liv, vi skal følge de neste 50 minutter.
Drengen Pind – ikke at forveksle med Søren P. – bliver vækket og hastet gennem morgenritualet, for Far skal af sted og selv skal han i skole, så det er bare om at 'bide i det sure æble og spise brød til', alt i mens han kaster stjålne øjne i bogen.
Den hedder 'Pinocchio', og allerede de første linjer vækker en umiddelbar genkendelse i ham: Børn i skolepligtig alder har det præcis ligesom marionet-dukker – de er styret med usynlige tråde af forældre og lærere og vækkerure og lektier og hvad det nu hedder.
Han tager bogen med, og på vej til skolen øver han sig i rollen som marionet. Det tager ikke lang tid, før han scenevant leger med kantede bevægelser og klaskende skridt. Og når vennen Jimmy slutter sig til ham, bliver de to om legen – og om planerne om at pjække og hellere tage på det spændende eventyr, som bogen viser vej ind til.
Når den opfindsomme Felicia – Pind er lidt lun på hende, det kan man godt mærke – også lader sig overtale til at tage med, er de – vupti – det nødvendige trekløver til at gestalte Carlo Gollodis fortælling hele vejen igennem. Notabene i Jesper B. Karlsens udgave.
En udviklingshistorie
Så Pind og hans venner gestalter i store træk den kendte historie om dukken, der begår den ene fejl og dumhed efter den anden på vejen mod at blive en rigtig dreng.
De laver dukketeater med Harlekin og Mester Jakel; Timmy Græshoppe, med rygsækken som hovedbeklædning, advarer og formaner; de skifter brat til den lumske ræv og den indsmigrende kat og lokker Pind til Dompappeland med løfter, der overgår Lehman Brothers, hvorpå de stjæler Pinds penge (en rigtig tyve-krone); de bliver til æsler i Slaraffenland, det ene dummere end det andet, og reddes i sidste øjeblik af den blå fe – og Pind genforenes med Far i hvalfiskens bug.
Og den blå fe, synes at Pind, der redder sin Far, bare er så tapper og dygtig og sej, og han kan godt få et kys, og marionet-båndene bliver klippet over.
Men hvilke bånd? Eventyrets eller virkelighedens?
Til sidst ender det lykkeligt med, at Pind og Far tager til lufthavnen for at ønske den længe savnede Mor velkommen hjem fra det store udland. Pind har gået en historie igennem og er blevet en rigtig dreng! Et rigtigt menneske.
Eller er han egentlig? Er båndene virkelig klippet over? Jeg er ikke overbevist. Hverken om båndene ER klippet over, eller om de BØR klippes over.
Bearbejdelsen
Jeg aner ikke hvad denne forestillings budskab er. Om den har noget.
Er det rigtigt og vigtigt, at skolebørn frigøres fra alle forpligtigelsers bånd? Bliver de så glade? Kommer Mor så hjem?
Det ER rigtigt og vigtigt, at deres fantasi frisættes, javist, men skal den relatere sig til Utopia? Til Dystopia? Til dagen i dag?
Det ER rigtigt og vigtigt, at de lærer at tage ansvar – både for sig selv og andre, javist, men skal de voksne derfor overlade dem til sig selv?
Zangenbergs Teaters udgave af 'Pinocchio' er – som jeg ser det – uigennemtænkt og uforpligtende. Ikke et ondt ord om anarkisme, men det kræver en mere overbevisende argumentation og tankegang end den, jeg oplevede ved forestillingen.
Ikke at argumentation og tankegang – i teksten – skal leve op til universitetspensum. Forestillingen – fortællingen – må kunne overbevise i sig selv. Det eneste jeg vil sige er: Man kan ikke gøre det nemmere for sig selv, bare fordi det er teater for børn!
Jeg har set Jesper B. Karlsens (med Marc van der Velden) fremragende bearbejdelse af 'Peer Gynt'. Derfor forundres jeg over denne temmelig ureflekterede bearbejdelse af den gamle italienske historie om Pinocchio.
Gennemførelsen
Forestillingen pådrager sig et problem mere. Undervejs standser forestillingen op, fordi en eller flere af skuespillerne drager bogen eller teaterbearbejdelsen i tvivl. Dét er jo ikke noget usædvanligt virkemiddel i teatret, og ofte kan det være sjovt, men det kan også være forvirrende, med diskussioner om forholdet mellem bogen og historien og forestillingen.
Forestillingen begynder ligesom at diskutere sig selv. Metateater. Og jeg kan ikke helt se, hvad det skal gøre godt for.
Når alt dette er sagt: Jeg var i godt selskab i Zangenbergs Teater. Scenografien havde overraskende elementer med sindrigt udskårne sidedøre, og musikken og sangene var diskret, men ikke betydningsløst placeret og udført.
Og skuespillerne var levende og til stede: Janus Kim Elsig som Pind var bevægelig og klar, Henrik Zangenberg var som altid lidt kluntet, men charmerende tilstede (mon han ikke begynder at blive for gammel til børnefaget?), og Susanne Bonde, som jeg sidst så som en vidunderlig Alice, var lige præcis så agil og karismatisk, at både den blå fe og den onde kusk blev samlingspunkter i forestillingen.
