H. C. Andersens eventyr er nogle af de sværeste historier at dramatisere for børn. Både fordi teaterfolk ofte antager, at ungerne kender historierne meget bedre, end de reelt gør. Og selvfølgelig fordi de tager kampen op med alle de scenekunstnere, der allerede har gjort forsøget, både som børneteater og som voksenteater.
Alene i denne sæson har Aalborg Teater spillet 'Snedronningen' som musicalteater for børn – og Teater Republique har spillet 'Snedronningen' som madteater for voksne. For nu at nævne to af landets store teatres Andersen-bud.
'Hos Andersen' fra Teatret Fyren og Flammen er et helt anderledes og dejligt intimt bud på en Andersen-dramatisering på tværs. Her er det nemlig ikke et enkelt eventyr, der er på spil, men en hel række – levendegjort af en abstrakt Andersen-klovn uden synderlig hang til ord. Sjovt og uhøjtideligt – og umiskendeligt båret af den nysgerrighed, som må have været Andersens egen.
Desuden er forestillingen så herligt visuel, at det vitterlig vrimler med kostumespecialiteter og rekvisitdetaljer, som Andersen ville have elsket. Her er der vitterlig lige så meget for øjet som for øret.
God entré
Det er Birger Bovin, der træder i pedalerne på scenografen Tanja Bovins fantastiske cykel, der er akkurat så finurlig og eventyrlig, som en Andersen-cykel nødvendigvis må være det. Denne Andersen sidder da også stolt øverst oppe på cyklen – iført sort kjolejakke og høj hat, sådan som det sig hør og bør, hvis man skal skildre ’gamle dage’ på en scene. Det er, hvad man kalder en ordentlig entré!
Den mærkelige mand viser sig at gemme på utallige, forunderlige rekvisitter inde i sin sære cykelkasse. Opfindelser og yndlingsting og forvandlingsdimser. Her kan alt ske – og er alt godt. Og alle er parate til eventyr…
Men så tager Andersen en sagesløs pige fra første række op på ’scenen’ og sætter hende på en stol, og så bliver det lidt cirkusanmassende. For hvorfor er det lige, at hun skal med i et eventyr? Og hvad skal vi andre så gøre imens?
Fint svimlende
Andersen selv er ellers en betagende figur i Birger Bovins tolkning. Med danserens usvigelige kropssikkerhed kanter han sig rundt i digterens utilpassede figur – hele tiden lidt ude af balance, hele tiden kantet og forskudt. Han er så skæv, at man virkelig kan mærke, hvordan den hypersensitive kunstner sanser alting, men hvordan han svimler blandt andre og egentlig slet ikke magter at færdes normalt ude i verden. Det er fint set – og originalt og subtilt spillet.
Desværre bliver det svært at få lov til at lære denne Andersen-figur at kende. For forestillingen japper sin egen fortælling. Det viser sig nemlig, at denne Andersen vil fortælle alt for mange eventyr.
Det kunne vel principielt være spændende nok med en hel håndfuld eventyr. Men her lires de af på hurtigste facon – uden indlevelse, uden fokus og uden fordybelse. Og på et volapyksprog, som sikkert skal gøre forestillingen internationalt forståelig, men som forvirrer. Manden kunne formodentlig have DANSET alle figurerne i de forskellige eventyr – og have opnået større klarhed.
Klods Hans på speed
'Tommelise' for eksempel. Hun er her blevet til en lillebitte dukke i hånden på eventyrdigteren. Fint og sødt. Men plottet forceres, og vupti sidder miniaturekvinden på sin svale og flyver af sted med den i en fart. Det var det. Ikke noget med at dyrke fascinationen af dette lidt sære handicapeventyr, der heller ikke fra Andersens side er synderligt enkelt. Her hjælper ingen kære muldvarp.
På lydsiden har Mathias Nielsen komponeret noget glimrende feel-good musik i minimalismestil, som nydeligt binder historierne sammen. Men organisk bliver overgangene mellem eventyrene altså ikke. Klods Hans galopperer forbi på sin gedebuk – ’Ta’r hun mig, så ta’r hun mig….’ Men for de tre-årige, der velsagtens ikke kender deres 'Klods Hans' endnu, må historien godt nok være underlig.
Havfruens svømmepoesi
Det vidunderlige er, at så længe Birger Bovin danser sin Andersen, er der fremdrift og harmoni – og fælles fodslag og åndedræt med publikum. Her lykkes det hele.
Det gør det til gengæld ikke, når digterfiguren forfalder til simpelt gøgleri og klovneri. Så bliver det temmelig ligegyldigt. Desuden slår nogle umotiverede klovnetricks decideret forestillingens eget flow i stykker.
Forestillingens bedste eventyrfortolkning er af 'Den Lille Havfrue'. Den bliver nærmest til en forestilling-i-forestillingen, ikke mindst fordi Tanja Bovins havfruedukke er så smuk og så dragende smuk. Den er en lifesize-dukke med de skønneste øjne, og den kan svømme gennem de vildeste, imaginære bølger, så det er en lyst.
Her er der ikke tale om svømmeteknik, men om den reneste svømmepoesi. Men ikke så snart møder man hende, førend hun svømmer væk igen og forsvinder. Uden den mindste skum på havet.
Skalamystik
'Hos Andersen' kan åbenbart både spilles som gadeteater og som indendørs forestilling. Da jeg så forestillingen, foregik det indendørs – og da var det tydeligvis et problem, at kun tilskuerne på de forreste stolerækker kunne se de mikroskopiske rekvisitter. Men det kan vel løses ved at gå OP i skala.
Dramaturgisk set er forestillingens problem dog, at den ikke går nok NED i skala – og slet ikke dvæler nok ved eventyrenes detaljer. Og at den insisterer på at fortælle så mange eventyr, at man slet ikke kan få lov til at leve sig ind i de drabelige eventyrskæbner.
Mere havfruepoesi, tak!
