Vi begynder med at skulle være stille. Helt stille! For der er tydeligvis aktivitet inde i det store hvide æg på scenen.
Ud vælter det med hvide ællinger, ens og alligevel med forskellig attitude til livet, hvilket er sjovt. Samme skuespiller spiller alle ællingerne, og det fungerer fint. Og derefter kommer den grimme af slagsen. Ja, den ligner nu de andre, bortset fra at den har rødt bryst, men vi opfatter alligevel klart, at den er anderledes.
At der så kun er én pæn ælling sammen med mor og den grimme, når det er de tre skuespillere, der spiller, og hele tre pæne ællinger, når forestillingen kaster sig ud i dukke- og skyggeteater, forekom mig undervejs ikke ganske stringent, men det lader vi hvile. Forestillingen får nemlig større problemer end det.
Foreløbig er alting dog godt. Ord er der ingen af, kun lyde, og scenen, hvor andemor lærer den pæne og den grimme ælling at føre sig frem i verden, er glimrende. Stramt og skægt med klart kropssprog og en kazoo i munden til at lave lyde. Vi forstår det hele, som var det talte ord – en hel lille klovneentre.
Unødigt indviklet
Det er her, den grimme ælling skiller sig tydeligt ud. Den er mere ballettet i motorikken, hvor andemors og ællingernes bevægelser går i retning af det gemytligt eksercerende. Og så 'taler' den med en minimundharmonika i næbbet og ikke en kazoo.
Den er altså 'for aparte og så skal han nøfles', som Andersen skriver. Det er desværre også her, forestillingen selv begynder at skeje ud.
Et diskoteksbesøg med blinkende lamper forvirrer nok dem, der kender eventyret, men har dog den pointe, at der ikke er nogen, der gider danse med den grimme ælling.
Men derfra bliver det unødigt indviklet og indforstået at se på. Hvor første del var skarp og klar, resulterer ællingens asyl i bondekonens hus med hønen og katten i en spøjs blanding af dukker og kroppe.
Vel er det sjovt, at bondekonens ansigt gemmer sig på maven af en skuespiller, og at de lysende dukker vistnok alle er fremstillet af hvidt køkkengrej, men scenen i bondehuset roder simpelthen rent arrangementsmæssigt.
Og endnu mere forvirret opleves den efterfølgende scene med vildgæssene, der plaffes ned af jægerne, hvorpå vi forvilder os helt bort fra Andersen i konfrontationen med en edderkop og nogle lysende myg. Der stod jeg af – det føltes bare som unødigt fyld, når man nu kender eventyret.
Og gør man ikke det i detaljen, vil der være mange ting i anden del af forestillingen især et børnepublikum vil have svært ved at afkode. For eksempel scenen, hvor ællingen er ved at fryse ihjel, inden den forvandles til den smukke svane.
Det fik vi her illustreret ved, at skuespilleren blev svøbt i scenetæppets hvide stof. Smukt, men måske også en kende for voksent i udtrykket oven på ande-eksercits og kazoo.
Slutning vinder
Men mest uheldigt er roderiet. De tre spillere – Annevig Schelde Ebbe, Mette Alvang og Vika Dahlberg-Hansen – stæser energisk rundt på den hvide scene, hejser op og hiver ned, snart skyggespil, snart fysisk teater, mens de pipper og fløjter alt, hvad de kan.
Borte har taget det enkle udtryk og den klare, ganske originale spillestil fra begyndelsen. Det samme gælder det bevidst barnlige lysbilled- og skyggespil, som fra start virker enkelt og fint, men ender med at opleves som en række larmende og unødigt forvirrende påfund.
Heldigvis vinder slutningen, hvor de hvide vinger ligger gemt i bukserne, og sortien med de tre dukkesvaner, der flyver ud af døren til teatret, lidt af den ro og renhed tilbage, forestillingen lagde så flot ud med.