Det er ikke hver dag, man bliver inviteret til lanceringen af noget undervisningsmateriale. Men én gang skal jo være den første, og således går det til, at jeg pludselig befinder mig i et mødelokale på Department of Digitalization på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg i selskab med undervisere, forskere fra bl.a. CBS og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), gymnasielever, almindeligt interesserede og ja… teaterfolk.
Skuespillerne Stine Q. Pagh og Ditte Ylva Olsen fra Teater Fantast indleder arrangementet med at spille et lille uddrag af deres forestilling ’DATA DATA’, og snart er vi blevet en del klogere på, at opfindelsen af computeren bygger på mange videnskabelige opdagelser, der rækker mange hundrede år tilbage i tiden.
For nej, Steve Jobs og Bill Gates kunne ikke have gjort det, de gjorde, uden de erkendelser som bl.a. den britiske videnskabsmand Charles Babbage (1791 – 1871) og matematikgeniet Ada Lovelace (1815-1852) arbejdede sig frem til i starten af 1800-tallet, hvor de med udgangspunkt i forsøg med simple hulkort og vævemaskiner (!) tog de første skridt til at bygge en såkaldt ’analytisk maskine’.
Stine og Ditte, der tilsammen ynder at kalde sig ’fantasterne’, giver foran de fremmødte – på ganske underholdende vis – liv til de to historiske videnskabsfolk ved hjælp af Rebecca Arthys dukker. Scenen er dermed effektivt sat til at dykke ned i dagens tema, som kredser om den seneste teknologiske udvikling, der er muliggjort af computeren: Den kunstige intelligens eller Artificial Intelligence (AI).
Det store overblik og de mange emner
Og nu skulle man slå ørerne ordentlig ud, hvis man skulle følge med. Jeg var faktisk lidt glad for, at jeg havde haft mulighed for at tyvstarte og studere det omfangsrige undervisningsmateriale i forvejen, så jeg havde bare lidt styr på ord som algoritmer og kvantecomputere, vidste hvem f.eks. Alan Turing og Hedy Lamarr var, og kunne nikke genkendende, når der blev talt om ChatGPT, Copilot og Gemini.
Materialet, der er på i alt 48 sider, gennemgår, ligesom teaterforestillingen gør det, computerens udviklingshistorie kronologisk – helt fra oldtidens talsystemer og frem til den igangværende AI-revolution. Nogle perioder behandles mere grundigt end andre. Således er der nedslag i historien helt tilbage i 1600-tallet og frem til internettets fremkomst, hvor udviklingen for alvor begynder at gå hurtigt. Materialet behandler således også emner som f.eks. sociale medier, overvågning, neurale netværk, færdighedstab, mennesket overfor maskinen og trivsel.
Det er en ordentlig mundfuld; især når man bare sidder og bladrer det igennem, men undervejs i materialet er der selvstændige artikler, hvori man kan fordybe sig yderligere i udvalgte emner. Hertil kommer mange forslag til, hvordan indholdet kan bruges praktisk i undervisningen, forslag til rammesætning af arbejdet med stoffet og lister med forståelsesspørgsmål med relation til de beskrevne emner. Materialet er målrettet mellemtrinnet og udskolingen i folkeskolen med udgangspunkt i teaterforestillingen, men det kan ifølge Teater Fantast sagtens bruges uafhængigt af forestillingen.
Teatret giver i øvrigt materialet disse ord med på vejen: ”Vi er klar over at der ofte udvikles undervisningsmateriale i forbindelse med forestillinger, men vi synes selv, at vi i denne omgang har gjort et ekstra nummer ud af videnskabsformidling både i selve forestillingen og i materialet”.
Det må man som læser af materialet give dem helt ret i. Vi har så til gode at høre, hvordan materialet rent faktisk bliver modtaget ude i skolerne. Nu skal det stå sin prøve, møde sit publikum. Forfatterne til materialet håber især, at det kan finde anvendelse indenfor STEM-fagene: Teknologiforståelse, matematik, fysik og biologi. Men også i fagene dansk og samfundsfag ville det give god mening at inddrage materialet, peger forfatterne på.
AI som hverdagspraksis og i gymnasiet
Det er forsker ved CBS Sine Zambach, der har været med at udarbejde undervisningsmaterialet til ’DATA DATA’. Sine Zambach har arbejdet med kunstig intelligens og data science siden 2007. Hun er forfatter til flere bøger om emnet og deltager til daglig bl.a. i forskningsprojektet Naturvidenskabelig almendannelse og teknologiforståelse i udskolingen.
’AI i gymnasiet’ er Sine Zambachs nyeste udgivelse, der altså lanceres ved samme arrangement som ’DATA’ DATA’-materialet, og hun giver den selv følgende kommentar med på vejen: »AI er kommet for at blive, og derfor er det afgørende at ruste kommende generationer til at forstå og udnytte teknologien på en ansvarlig og innovativ måde.«
Bogen er – i modsætning til undervisningsmaterialets historiske gennemgang – et øjebliksbillede af, hvordan en ny teknologi lander i en praksis, og hvad det afføder af tanker. ’AI i gymnasiet’ er også en praktisk guide, der introducerer og udforsker anvendelsen af kunstig intelligens i den danske gymnasieskole i et 360-graders perspektiv set med bl.a. leder-, forsker og underviserbriller. Læseren kommer f.eks. helt tæt på, hvordan AI anvendes i blandt andet i fagene dansk, matematik, filosofi, engelsk og billedkunst på gymnasierne.
AI som hjælpemiddel i skolen eller?
Sine Zambach er som afslutning på eftermiddagens bogreception vært for og moderator på en lille paneldiskussion, hvor folk, der enten underviser i, er aktive brugere af eller forsker i AI, kom rundt om mange aspekter af AI i hverdagen. Det vil falde uden for denne artikels format at gå i dybden med netop denne diskussion, men hovedpunkterne er dog værd at trække frem.
Således koncentrerede diskussionerne denne eftermiddag sig især om de nyeste former for kunstig intelligens som indenfor de sidste par år er blevet tilgængelige for de almindelige brugere, f.eks. Bing, Bard, CoPilot, Gemini – og ikke mindst ChatGPT, som blev udgivet af firmaet Open AI i 2022. Alle disse AI-produkter – eller ’algoritmer’, hvis vi skal være helt præcise i vores sprogbrug – som stort set alle har direkte adgang til på deres egne computere, kan skrive tekster og lave billeder ud fra ganske simple tekster, som brugerne skriver til dem.
Disse AI-programmer har allerede gjort livet en del lettere for f.eks. advokater, programmører og journalister, som jo lever af at skulle skrive tekster eller skabe billeder på skærmen – ofte under tidspres eller op mod skarpe deadlines.
Men selvfølgelig har medaljen også en bagside. For alt kan misbruges, og ikke overraskende er det meget nemt at misbruge AI-værktøjerne i f.eks. undervisningen i folkeskolen og gymnasiet. Det er f.eks. blevet meget nemmere at skrive dansk stil med ChatGPT – og stadigt sværere for lærerne at gennemskue, hvornår der blevet snydt, eller hvor i høj grad et afleveret produkt er ægte. Risikoen for, at eleverne i nogen tilfælde intet lærer, er enorm.
Alle er klar over, at AI er kommet for at blive – også i uddannelsessystemet. Nu handler det om at finde ud af bruge det rigtigt, så det er til glæde for alle. Det interessante er dog her, at man skulle tro, at et AI-værktøj ville gøre livet lettere for dem, der er udfordret i uddannelsessystemet. Men sådan er det bare ikke altid. For det viser sig nemlig, at dem, der i forvejen er fagligt stærke, også er bedre til at bruge AI-værktøjerne.
Dermed ’skubbes eleverne længere fra hinanden’, som den forhenværende gymnasieelev i panelet forklarede. AI-værktøjernes svar skal jo tjekkes. De svarer nemlig ikke altid 100 pct. korrekt. Langt fra, faktisk. Dét kan fagligt stærke elever og/eller personer måske håndtere, mens fagligt svage elever måske lader sig forføre af teknologien. Og hvor er vi så henne?
Får vi en verden, som er domineret af svar givet af AI-værktøjer, der har freestylet på det groveste, fordi de har adgang til uendelige mængder af information af tvivlsom oprindelse? Og hvad om vi, som reaktion på dette, lavede en intelligens, der i stedet for svar, stillede spørgsmål? Det vil være mere ansporende ift. selvstændig tænkning og kreativitet, ville nogen mene – en ’omvendt chatbot’. Dette sidste tema er i øvrigt fint udfoldet en Podcasten Ekstremt Online, som der findes et link til i denne artikels faktaboks, og hvor Sine Zambach også medvirker.
AI som den store klimasynder
Og så er der klimaaspektet. Og her bliver diskussionen først rigtig ophedet på en i forvejen varm eftermiddag på CBS’ Frederiksberg Campus.
For de nye AI-værktøjer bruger nemlig ualmindelig meget serverkraft for at kunne fungere optimalt. Faktisk forbruger en enkel forespørgsel eller såkaldt ’prompt’ til ChatGPT lige så meget energi, som der medgår til at oplade en mobiltelefon hele 40 gange. Man kan streame på Netflix i en hel time med den samme mængde energi eller køre en hel kilometer i en elbil.
Hertil kommer de enorme mængder ferskvand, som datacentrene skal bruge for at køle deres systemer ned i processen. CO2-aftrykket er dermed enormt, hver gang vi bruger AI-værktøjer til selv de simpleste ting. Det er tankevækkende og skræmmende på samme tid. Og det er jo faktisk såre logisk…
At skrive og tænke… og at svine
Jeg kunne faktisk have fået god hjælp af kunstig intelligens til at skrive denne artikel, og mange anbefaler da også at bruge f.eks. ChatGPT, Copilot eller Gemini til ’at komme i gang’ eller ’at skrive et første udkast’.
Jeg valgte dog – ikke mindst med tanke på klimaaftrykket – at lade være i netop dette tilfælde, eftersom det for mig er en vigtig del af skriveprocessen at tænke over, hvad jeg skal skrive, inden jeg skriver det. Det er faktisk en stor energiudladning og erkendelsesproces i sig selv. Derefter skal teksten jo ‘bare’ skrives.
Men sådan arbejder mange ikke mere. Nu er den kunstige intelligens næsten blevet en integreret del af enhver skriveproces – også de mere kreative skriveprocesser. Vi skriver og tænker bagefter. Ja, vi sparer sikkert tid på at gøre tingene på den måde, men er det befordrende for vores måde at tackle og forstå verden på?
Og svaret på dét spørgsmål ville vi for kort tid siden have søgt ved at bruge Google. Nu skriver vi blot en prompt i f.eks. ChatGPT eller spørger Copilot til råds. Hvis vi vel at mærke kan leve med tanken om, hvor stor en klimabelastning, vi er med til at forårsage ved denne ganske simple operation…
