Tra-tra-tra-tra-traaaa: Chadi Abdul-Karim og Rasmus Reiersen smækker døren op og træder ind i spillerummet for med hurtige håndbevægelser og sikre skridt at snurre ommøblerende omring med scenografiens grej. Det grej, som i bogstaveligste forstand er indbegrebet af handy turnégrej: snildt transportable kasser i forskellige størrelser med solide kanter og beslag, behændigt monterede på let drejelige hjul.
Nuvel, allerførst varmer de to i attituden friske og dynamiske fyre op. De ’smider’ de sorte jakker med titelskriften KNUS på ryggen og geråder ud i ‘kom til stede’- og udstrækningsøvelser, der spiller på, at Rasmus Reiersen halter dovent bagefter Chadi Abdul-Karim i smidighed og dynamik.
Hjerteløs, Asger, Luder, Gaza, Amir, Bid og Ar, står der med hvide bogstaver på turnékasserne. Fordi de gemmer på grejet til de forskellige numre – eller tracks, som Opgang 2 Turnéteater kalder det. Track, der skal skabe debat om ære, skam og respekt ved at tage fat i store og små hverdagskampe i forskellige afskygninger.
Invitation til diskussion
Mens scenografien er ny, er teksterne et remix af udvalgte scener fra Opgang 2 Turnéteaters tidligere forestilling ’I kærlighedens navn’. De absolut bedste tekster er taget med, mens de mindre gode og dårlige er siet fra. Fint.
Fin nok er også de to spilleres energi. Dampen mellem scenerne holdes oppe af et lille stykke musik, der i anslag og puls får en til at associere cirkus. Også OK. For det passer meget fint til det manegespil, numrene er udtryk for, i og med at de alle som små sketch tematiserer forskellige livsopfattelser og levemåder. Som noget gennemgående mødes og kolliderer et vestligt kultursyn med et mellemøstligt.
Det er på tekst- og skuespilsiden, at stykket ‘knager’ lidt. De enkelte tracks er alle dramaturgisk bygget op så de munder ud i ‘tænk lige over det’ –finaler, eller ‘diskuter lige det’ –slutninger. Debatspørgsmål, som også fremføres som undertitler til de enkelte tracks. En overtydeliggørelse som – kan man indvende – afspejler den lidt forudindtagede stillingtagen, der er bygget ind i teksterne.
Omvendt kan man også indvende, at numrene, ved at trække så skarpe fronter op i indstillinger og væremåder, baner vejen for, at det unge publikum kan melde sig på banen med argumenter for hvorfor de synes den ene eller den anden af personerne handler rigtigt eller forkert. Jeg er i tvivl. Også fordi jeg synes teksterne tendentielt savner nuancer. Men måske de kommer frem i diskussionerne bagefter…
Fin energi
Chadi Abdul-Karim og Rasmus Reiersen kan skabe nærvær med energifyldt spil på scenen. Dog har Chadi Abdul-Karim en tendens til at overstråle Rasmus Reiersen.
Chadi Abdul-Karim spiller habilt på sin egen mellemøstlige baggrund. Ikke blot når han slår over i sit modersmål. Men også når han folder sig fysisk dynamisk ud og spiller med et temperament, der får hans synspunkter til at brillere over dem Rasmus Reiersens roller formidler.
I ’Du er ik’ i Gaza!’, hvor Reisersen som fodboldtræner bliver udfordret af Abdul-Karim, der optræder som far til holdets nye pode, Muhammed. I ’Luder’ hvor de to spillere – som spejl på den samme person – gestalter manden, der smadrer en smuk pige, som ifølge ham har optrådt som en luder. I ’Bid!’ hvor Abdul-Karim spiller vennen, der overraskes af sin ‘på vej i krig dragende’ kammerat, der viser sig at være bøsse. Og i ’Hjerteløs’ hvor Reiersen er politimanden, der – efter overfusende at have afhørt Said, som han påstår har begået et røveri – ikke kan mærke sit eget hjerte.
Mest egal i spillet og mest nuanceret som debatoplæg fungerer ’Asger’ – numret hvor den udeboende skilsmissedreng Asger nok engang svigtes af sin far og afreagerer ved at binde sin evigt kimende mor en masse løgne på ærmet. Og ’Amir’ hvor Abdul-Karim springer mellem to roller i en ‘dialog’ om traditioner, ægteskab og penge.