Nådesløs og barsk. Brutal og ubærlig. Tillægsord i den dystre ende af skalaen står i kø, hvad angår handlingen i ’DNA’. Temaerne er tydelige: Ansvarlighed, lederskab, mobning og moral – som nogle af de mest markante.
Ishøj Teater vil fortælle de 12 til 16-årige en vigtig historie. En fortælling om hvor galt det kan gå, hvis man blindt underlægger sig en demagogisk leders ordre. Og en lektie i de fatale følger, det får, hvis man altid sætter sig selv forrest. Hvis man fx udøver eller er vidne til, at andre gør grusomme ting mod et andet menneske for at redde sit eget skind.
Peter D. Weiss har dramatiseret den engelske manuskriptforfatter Dennis Kellys manus, som første gang blev opført i 2007. På scenen medvirker otte i 2020 uddannelde skuespillere fra Skuespillerskolen Ophelia samt to fra år 2022's afgangshold. ’DNA’ udbydes nu af Ishøj Teater.
Ifølge Skuespillerskolen Ophelias hjemmeside spillede ’DNA’ også i juni 2019 som andenårs-forestilling for skolens årgang 2017-2020, dvs. for majoriteten af de i Ishøj Teater-produktionen medvirkende. Om eller i hvilken grad forestillingerne er identiske i opsætningen, er jeg ikke bekendt med.
Ordrig og stødvis
Der er en del paralleller til 1990'ernes in-yer-face-teater i ’DNA’. Stærke voldsscener. Et konfronterende, trodsigt, aggressivt og påtrængende udtryk. Om Kelly selv tænker det sådan, og om opsætningen her bestræber sig på at matche en ’lige-i-synet’-forestilling, ved jeg ikke. Men der er utroligt mange ord i ’DNA’, og de vælter frem som en vred overtryksreaktion. Der er stridslyst og megen ufordragelighed på spil.
Det skaber overblik, at teksten er grupperet i hovedafsnit med underscener. Men strukturen kommer også i iscenesættelsen, som Ophelia-skuespillerskolens grundlægger Carsten Kressner står for, til at fremstå noget skematisk.
På en scene udelukkende scenograferet i hver ende med et par lave træstubbe og med publikum siddende på hver langside (så man ikke kun følger spillet, men også hinandens reaktioner på spillet) følger vi i en times tid i et kronologisk handlingsforløb, hvordan en flok unge forsøger at flygte fra ansvaret for det dødsfald, de i en form for choktilstand mener at have forvoldt den klassekammerat Adam, som de brutalt har mobbet.
Velartikuleret, pausefattigt og for hastigt
Som et slags refræn med variationer, der underbygger den stigende alvor, som er i de unges handlinger, træder to af de unge i gruppen ind på scenen og har ansigt til ansigt og på afstand fra hinanden en dialog, som sparker en ny og forværrende handlingsetape i gang. Man kan indvende, at den noget staccato-agtige måde, hvorpå de medvirkende afleverer deres replikker, underbygger handlingernes grusomhed. Men samtidigt har den stødvise lyd noget mekanisk og rolledistancerende over sig.
Ligeså eller måske mere problematisk er den næsten konstante mangel på pauser i strømmen af ord, og det konstant næsten råbende lydniveau, de medvirkende taler med.
De er gode til at artikulere. Men de er samtidigt sat på et ucharmerende replik-afleverings-speed. Tempoet understøtter det faretruende, deres fadæser, voksende menneskelige afstumpethed, flossede mentalitet eller psykiske ødelæggelser. Men det giver ikke rigtig mulighed for, at publikum undervejs får bobler at reflektere i, og det spærrer – sammen med det konstant kraftige stemmevolumen – vejen for scenekunstnerisk atmosfære og finesser.
Martin Dupont, som den såkaldte intelligente anfører Mark, og Mette Omann Hansen, som hans formodentlige kæreste eller i al fald tætteste relation Thea, spiller indenfor den udstukne ramme udmærket henholdsvis sammenfiltret tavs og udadvendt mundrap. Det samme gør de øvrige. Fx Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel som Zara, der totalt fattes empati og kun styrer efter at blive jeg-eksponeret. Og Marco Grimnitz, der gestalter den sensitive og snart nervepillemedicinerede Pelle. Alle medvirkende spiller dog med et markant strejf af stivhed, mekanik og forudsigelighed i gestaltningen.
Chimpanser og fremmede planeter
’DNA’ eskalerer ikke kun, den overrasker også på det ydre handlingsplan. Åbningspanik-replikkerne: ”Død. Altså DØD… ingen joke? Han er død? Gemmer sig ikke bare…FUCK!, hvad gør vi?!” er afsættet for en fatal glidebane for samtlige medvirkende.
Og alt det forkerte, de gør, bider sig selv i halen; de bliver fortfarende tilskyndet til at gøre endnu mere alvorlige ting. Til sidst lever de stadigt alle, men er gået mentalt til grunde. På den vis fungerer stykket som et skræmmebillede på hvor galt det kan gå, hvis man ikke behandler sine medmennesker ordentligt.
Håbet er svært at øjne i en forestillingshelhed, hvor der også – på en noget villet og noget konstrueret facon – bliver filosoferet både bagud og frem i tiden. Der drages i evolutionsrefleksioner sammenligninger mellem mennesker og chimpanser, og der tales om hvorvidt, der er liv på andre planeter.
