Hvad er magi? Det er for eksempel, når himlen rører jorden. Når teater på en lille times tid kan føre én ind i en verden, som er af en helt anden slags, og samtidig være uhyre tæt forbundet med den virkelighed, vi lever i.
Det sker hele vejen og i udstrakt grad til slut i Gruppe 38’s juleforestilling, ‘Den Hellige Nat’. Når vi højt oppe – fra den svalegang vi sidder på og kikker ned i himmelrummet – under os ser en stor hvid himmeldug duvende røre jorden for gentagne gange at kaste små stjernelys i vejret. Når vi intenst og kollektivt sidder på himmelhylden og trækker vejret i præcis samme takt som den hvide dug, er der tale om totalovergivelse eller magi i mageløs potens.
Og når forestillingens tid rinder ud er det som om vi i et bevægende langt øjeblik er hele verden som holder vejret. Applausen må simpelthen vente, til vi magter at slippe det gribende fælles øjeblik af lykke.
Det er store ord. Men når ord knyttets til stor kunst og begavet teaterforførelse, rækker de i virkeligheden ikke langt. Man skal være med i det for at få del i det.
Og det sker. Lige fra det øjeblik Bodil Alling siddende i et eldorado af ‘skummende’ skyer sætter herlighederne i gang som englen, der suverænt ser, kommenterer og forstår at dirigere spillets gang.
Første trin er hendes småsyngende, forventningsfulde og fabulerende tilstedeværelse i skykassen, som er placeret på niveau med os. Højt oppe. I himmelrummet. Næste trin er modtagelsen af Søren Søndberg, der i overfrakke og med en lysende potteplanteblomst ankommer som festens trædeorgelmusikant. Med et ‘tør skoene og tag fødderne af’ skruer Alling-englen op for det uhøjtideligt skæve humoristiske blus. Hun får med diskret charme listet blomsten fra ham, og sender hans frakke ‘af H til’ for lige at konstatere, at han er ‘en af den slags med bare ben’, inden han får besked om at spille nummer 278.
Herfra er det tid til at blande alvor og sjov i den fortryllende sprøde og sanselig tætte cocktail som er et af forestillingens fremmeste greb. Herfra er det tid til at sende evangelie-tolkningen ud i rummet.
Lysende objekter
Englen lemper forsigtigt et lille skinnende væsen ud over skybådens kant. Og fluks bliver verden til i et univers af lysende objekter, som på lyksalig vis både er uhøjtidelige, skrupskøre, nuttede, skrøbelige, grusomt grumme, hæsligt farlige, velduftende, næsten sfærisk ikke-tilstedeværende og berørende vedkommende.
En lysende badeboldglobus svæver om kap med orange fisk, vævre dioder, romertal der sprænger alle antalsrammer. En lydkulisse af alskens dyr og teknologiske landvindinger blander sig. Og et fælt Herodes-fjæs kaster skygger, der bare synes at kunne vokse og vokse.
På jorden sejler de tre vise mænd ind med lampeskærmslys i lampetten på jagt efter en drilsk dansende Betlehemsstjerne. En række overforbrugsbelæssede karavaner snegler sig frækt lysende og voldsomt plastificeret gennem rummet. Til lyden af en vandrestoks slag mod jorden vandrer Josef og Maria som små hvide væsner ydmygt rundt for finde husly. Til tider er det som om der flænses sprækker ind til et gloende rødt ondskabsrum – og man gåsehudsgyser. Til andre tider skaber hvide neddalende tæpper kærkommen adgang til (stald)gemakker med brægende får og muh’ende køer – og man varmes og ler.
Intet er forkert, for småt eller for stort, når bare objekterne er bærere af den overordnede tanke som forestillingen åbenlyst formidler: budskabet om at ondskaben er til, men at der samtidig er noget som er større end Kong Herodes. Det ‘noget’ som lagde hele verden stille den dag det blev til. Mere overbevisende, betagende og fri for sentimentalitet og frelst forherligelse kan Juleevangeliet næppe fortælles. Tillykke!