Det begynder med et par gevaldige brag fra de store kanoner på scenen. Musicalen 'Skatteøen' har nemlig ikke en brik med jul og julefred at gøre. Men det har fælles teateroplevelser i mange familier, og Folketeatrets klassiker er stadig populær.
Det er ikke ufortjent. Til næste år er det tre årtier siden, at Preben Harris’ ferme dramatisering og Sebastians talent for medrivende musicalmusik havde urpremiere. Men forestillingen opleves stadig som frisk og fuld af energi.
Før som nu er pirateri i den virkelige verden farligt og forbryderisk. Men 'Skatteøen' har ingen intentioner om at ligne virkeligheden eller at få os til at tro, at den gør det. Det er en vaskeægte sørøverhistorie af den robuste kulørte slags. En genre, som musicalen viser respekt ved at lægge adskillige vellykkede sceniske og musikalske lag til litteraturens.
Sebastians ørehængere sidder, hvor de skal, både i orkestret og på scenen. Unge Emil Birk Hartmann har dramatisk og vokalt en renfærdighed, der klæder rollen som den unge faderløse Jim, der får overdraget et skattekort. Hvorefter han straks bliver inddraget i en skruppelløs jagt på en skat, som en afdød sørøverkaptajn engang har begravet på en sydhavsø.
Tilbage står Kirsten Price, der kan musicalstilen til fingerspidserne, og lyser op i rollen som Jims kærligt bekymrede og smukt syngende mor.
Rundt om dem smøres der tykt på hele vejen i de mange manderoller af skuespillere, der kan, hvad de gør, med arme og ben og gode sangstemmer. Der er fuld fart på slagscenerne, hvor der kæmpes mand mod mand, og kun de onde falder. Bort set fra – selvfølgelig – Lars Boms et-benede kaperkonge, Kaptajn Silver, der trods adskillige runder med forestillingen ikke har mistet sin kampgejst.
Ydmygelsen bider
Med ustyrlig adræthed drøner han rundt på sit ene ben og tryner og truer brutalt sine omgivelser i jagten på den forsvundne skat. Det sker i kapløb med Niels Weydes ludfattige godsejer Trelawney, der krabber duknakket rundt og med urkomisk hviskestemme viser viljestyrke ved at tage tåbelige beslutninger.
Heldigvis har han nogle mere begavede og fysisk kabable rådgivere i Torbjørn Hummels myndige Doktor Livesey og Rasmus Haxens stålsatte kaptajn Smollet.
De får sat Silver så eftertrykkeligt på plads, at han omvender sig til det bedre og hjælper dem. Den omvendelse tror vi dog ikke meget på. Men det gør indtryk, da Silver havner på gulvet, og ingen vil hjælpe ham op. Ydmygelsen bider, og et kort sekund afslører Boms ansigt, at han kun alt for godt ved, at han er den, de andre ikke vil lege med. De pæne borgedyr nøjes med at udnytte ham for at få fat i skatten. Men den har en efterladt og absurd osteglad sørøverkammerat for længst fundet og flyttet til et andet sted på øen.
Scenografisk billedbog
'Skatteøen' er godt gammeldaws teater i den store stil uden antydning af fancy virkemidler. Det gode skib 'Hispaniola's kæmpe stævn tårner sig op på scenen. Det skal bringe godsejeren ud til skatteøen og de rare penge. Andre enorme – og enormt flotte – skibsdele bugseres ud og ind, Spøgelserne har grinende dødningehoveder og krostuens dør smækker, så enhver kan se og høre, at det er en kulisse.
Du får, hvad du ser, i en scenografi, der ligner en billedbog, og hvis tunge stoflighed bidrager fint til forestillingens nærvær.
En musical fra 1986 bygget på en sørøverroman fra 1883 i en opsætning uden video og storskærm – er det noget for nutidens børn?
Svaret er ja og det i overraskende grad. Romanen er angiveligt skrevet for drenge, og måske går røverhistorier aldrig af mode. I hvert fald beviste en ivrig udveksling af iagttagelser blandt nogle 10-11-årige knægte efter forestillingen, at de havde haft en stor teateroplevelse. I computerspillenes tid holder 'Skatteøen' holder sig flydende
