Det måtte jo komme. Efter bøger og ikke mindst massemediet film er det blevet teatrets tur til at gå om bord i Birkelands herlige Krumme-historier. Selvfølgelig er ’Krummerne’ musikteater, som jo er blevet et ’must’, når det handler om familieforestillinger. Børn i hovedroller er også godt, og med populære bøger som forlæg kan det næsten kun gå godt.
Det gør det også i Holbæk Teaters og Teater Vestvoldens forestilling om den mildt sagt dysfunktionelle familie Krumborg. Komikken er håndfast og fuld af hurlumhej, sangene iørefaldende og skuespillet hjertevarmt. Og med børneskuespillere der kan spille uden at krukke.
Solide trækonstruktioner, der emmer af 1970’erne, deler krummernes liv op i bittesmå rum i den klaustrofobiske lejlighed, der er familiens omdrejningspunkt på godt og ondt. Her kommer alle hinanden ved, hvad enten de vil eller ej. Det gælder også den indebrændte underbo fru Olsen og underdog-vicevært Svendsen, der huserer på hver sin fløj af familien.
Men lysende skærme på kryds og tværs og i skiftende kulører signalerer lige som Krummes bærbare, at tiderne skifter. Det gør klassekammerat Yrsas sangprojekt med Krumme som vrangvillig partner også. Drømmen om at vinde en sangkonkurrence og få chancen for at blive set af ’hele verden’ viser, at ’X Factor’ ikke forgæves har gjort indpas i familien Danmarks hjemmehygge. Samtidig er det en fin karakteristisk af tidens tweens.
Krumme med krummer i
For lige som i de andre sangnumre afspejler stilen i musikken hver sin generation. Skæggest og ret grænseoverskridende, når Anne Karin Broberg giver den gas som storsyngende, jazzet diva. En fin mulighed for at antyde, at hun er til meget mere end at dunke arrigt i loftet, når beboerne ovenpå folder sig ud. Hvad de selvfølgelig gør hele tiden. Der er derfor, at vi så godt kan lide dem.
Thøger Birkelands kærlige satire kunne nemt være endt som nostalgisk 70’er sentimentalitet eller – endnu værre – ren karikatur. Men det lykkes iscenesættelsen og især skuespillerne at give familien Krumborgs kærlige overbærenhed og rummelige nærhed ny vitalitet. Det er skønt at opleve et forældrepar, der spilles og synges af Maike Bahnsen og Ken Vedsegaard, så man tror på dem som engagerede levende mennesker midt i det børnefamilieliv, det hele handler om.
Det er ikke så sært, at deres tre børn har en meget kreativ opfattelse af tilværelsen. For Krummes vedkommende ligefrem alternativ, når han koger kattekranie i suppegryden, så det stinker helt ud til publikum. Og der er virkelig krummer i ham Krumme. I hvert fald ham, der spillede rollen til premieren.
Selvbevidst og sød, stensikker i replikken og fint syngende passer han perfekt til rollen. Men det, der fylder rollen ud, er hans totale tilstedeværelse på scenen som knægten, der er lige på grænsen til det teenageliv, storesøsteren allerede plager familien med.
I rollerne som andetparret vicevært Svendsen og fru Olsen griber Torbjørn Hummel og Anne Karin Broberg temmelig dybt i skuffen med klichéer. Sådan er de også mere eller mindre tegnet fra forfatterens hånd. Men selv om de males op med folkekomediens allerbredeste pensel, får de tilsat deres aldrende forelskelse lidt af den sødme, der præger hele forestillinger.