Rigtige magikere behøver ikke så mange ting. Samuel Gustavsson har bare anbragt en bunke aviser på et ægte tæppe – og en skraldespand ved siden af. Så går det løs med forvandlingskunsten i X-acts første børneforestilling nogensinde.
‘Det magiske lydcirkus’ får dog hurtigt også gjort sig selv til ’Det magiske kropscirkus’, for nycirkuskunstneren Samuel Gustavsson er en kropsekvilibrist ud over det sædvanlige. En spinkel mand, der vist udelukkende er skabt af muskler og sener. Knoglerne kan i hvert fald nærmest bukkes og bøjes, så gummismidig er han, når han først kaster sig ud i sine undersøgelser på det ægte tæppe.
Først forsøger han at bære aviser. Og med klovnens ubehjælpsomhed flyver de fra ham, jo flere han forsøger at holde under armene og mellem benene. Det er ganske muntert – og han ligner egentlig en jonglørnørd, der kunne blive ved i timevis. Hvis altså ikke lige, at hans musiker havde råbt på ’kaffe’!
Den kaffetørstige musiker Sture Ericson er ellers også lykkelig, hvis bare han har sin samling af sære trutteinstrumenter med sig. En bassaxofon og en klarinet, eller hvad de nu end hedder, disse gamle instrumenter, der i hænderne på Ericson pludselig forvandler sig til hypermoderne designerkasser for den lyd, der vælter ud af højttalerne.
Rytmer og hypnose
Alt er improvisation – og det tænder tydeligvis ungerne, at de to mænd hele tiden følger hinanden så tæt. De begynder i hvert fald selv at knipse med på rytmen, så de også kan glide med ind i den legende impropuls. Ericson smiler med øjnene, og Gustavsson charmer med armene. Det er harmoni med suspense.
For i virkeligheden varmer Gustavsson op til sine centrifugekunster. Den mand kan dreje rundt og rundt, så man skulle tro, at han havde været dervishdanser i et tidligere liv. Hans krop bevæger sig fuldkommen harmonisk rundt – uden den mindste ujævnhed i centrifugeringen. Albuerne bugter, anklerne føjer sig, og intet stritter. Denne mand bliver aldrig rundtosset! Det virker næsten hypnotiserende at se på, og ungerne mærker tydeligvis kraften.
Gustavsson udvider repertoiret til også at kunne ’bevæge sig urørligt’ med en kaffebakke, hvorefter bakken selvfølgelig er endt med at være i hænderne på ryggen af ham…
Alt dette er sjovt, også selv om det har en finurlighed, som vitterlig bliver strakt til bristepunktet. Men børnene anerkender tydeligvis hans langsomhed som et udtryk for, at han gør sig umage; de stirrer i hvert fald koncentrerede på ham, både forbløffede og beundrende.
Svane med haps
Ellers er forestillingens projekt ret småt. En kagedåse skal åbnes. Aviserne skal smides i skraldespanden. Et bord skal slås ud. En taburet skal findes. En blyant skal tegne prikker. En taske skal åbnes. Seks jonglørringe skal findes på deres gemmesteder…
Gustavssons ’koreografi’ består af de mest gakkede balancearter. Hans hænder finder ind i smukke positioner, som om han var en indisk danser, der var i gang med at fortælle om svaner. Og her går det pludselig ret stærkt. For haps! Så har det ene svanenæb da nappet det andet…
Visse dele af forestillingen er en videreudviklet hapser fra koreografen Kitt Johnsons nycirkusforestilling ’Aber Dabei’ for voksne, der havde premiere midt inde i et gammelt bibliotek i Store Kannikestræde i 2007. Men her uden sorgfortællingen om at lede efter ’meningen med livet’, som gjorde den oprindelige forestilling tung. I ’Det magiske Lydcirkus’ handler det heldigvis snarere om at lede efter ’legen med livet’.
Det stille zoom
Undervejs begynder man dog at ærgre sig over, at Gustavsson så stædigt har fastholdt sine få rekvisitter. For ungerne ville nok synes, at det var sjovere, hvis han også kunne jonglere med andre ting. Og måske ville de også synes, at det var sjovt, hvis der var en klarere fortælling om manden, der truttede – og manden, der kunne kravle ud gennem en blyant, sådan næsten da.
Kitt Johnsons elitære, kunstneriske idealer bliver interessant nok også synlige i dette X-act-kunstværk for børn: Kravet om det stille zoom. Kravet om den udelte opmærksomhed. Og kravet om det totale nærvær.
Dermed sniger dansens abstrakte udtryk sig også ind i børneteatret i denne forestilling, hvilket er interessant i sig selv. Her bliver det abstrakte bare lidt for stillestående. Desuden kræver forestillingen antagelig mørkelægning, hvis ikke den skal stille for store krav til koncentrationen hos de ivrige 6-10 årige.
Så forhåbentlig flyver aviserne fremover helt op og klistrer sig fast til ruderne, så forestillingen kan skabe fokus. For magi kan godt lide mørke.