De voksne har længe kendt fænomenet teaterkoncert. Nu er det så blevet børnenes tur. Som i de voksnes teaterkoncerter ligger en del af fornøjelsen i genkendelsen. Her er det sangene fra Børnenes Trafikklub, der sættes ind i en teatermæssig ramme. Det er også her, forskellen kommer ind. Den forskel, der ligger i, at forestillingen på samme tid vil være teater og pædagogik.
Den blanding er sjældent befordrende for teatrets magi. At der hele tiden findes en bagvedliggende pædagogisk dagsorden, en løftet, velmenende pegefinger og en række trafikpolitisk korrekte budskaber, som teatret må underlægge sig.
Den spinkle historie gælder tre pudsige fyre – den fornuftige, lidt dominerende Dyt, den ukomplicerede Båt og den bekymrede og forsigtige KlingKlang. En dag dumper et brev ind af døren til dem med en invitation til en fødselsdag, og det betyder, at de må forlade de hjemlige og velkendte omgivelser med alle musikinstrumenterne og begive sig ud i den farlige og ukendte verden.
Og så er det ellers, at vi går i gang med trafikundervisningen. For vejen frem til fødselsdagen går via en skattejagt, hvor en række trafikskilte skal findes, afkodes og indlæres. Af de tre figurer og helst også af publikum.
Hyggeligt og muntert
Undervejs møder de et levende trafiklys og en kæk politimand, der eeeelsker skilte, inden de til sidst når frem til fødselsdagen. Som viser sig at være hjemme hos dem selv. En lagkage dukker pludselig frem under en kasse og alle er glade. Hvem der egentlig sendte brevet, hvor lagkagen kommer fra, og hvorfor de i virkeligheden skulle ud på denne trafikrejse, bliver aldrig forklaret.
Den slags dramaturgiske problemer glemmes diskret, lige som der rent fortællermæssigt er et problem med den enhedsdekoration, det hele udspilles i.
Den betyder nemlig, at de tre fyre fra begyndelsen er omgivet af færdselsskilte, at deres instrumenter står midt på en fodgængerovergang og at de rent faktisk sover i et mægtigt Indkørsel Forbudt-skilt. Det ser sjovt ud, men skaber jo ikke nogen logisk overgang fra den trygge hjemmehule til den farlige trafikverden omkring dem.
De tre medvirkende – Jan Irhøj, Anders Bøgelund og Jesper Falkensteen, tilsammen gruppen Rumlerim – er ikke just de store skuespillere. Det er musikere, der med instruktøren Martin Miehe-Renards hjælp nydeligt og ganske sødt agerer tre små bamsede tumlinger, der spiller og synger bedre end de agerer.
Musikken og teksterne er lettilgængelige og iørefaldende, sådan lidt Shu-bi-dua-agtige, og de fremføres med smittende energi, lige som hele forestillingen sine dramatiske svagheder til trods er en ganske hyggelig og munter affære. Oven i købet med et kønt og vigtigt budskab, hvis pædagogisk påtrængende tydelighed nok generer en voksen tilskuer mere end børnene.