Teaterdirektør Jakob Tekla Jørgensen har søsat den vision for Kolding Egnsteater, at teatret skal producere forestillinger, som har en lokal forankring. Han lægger i det lys idé til teatrets familiejuleforestilling ’Nisserne fra Koldinghus’.
At vælge Koldinghus som arena er både oplagt og velvalgt, da det gamle og utroligt smukt restaurerede kongeslot fra midten af 1200-tallet, som ovenikøbet ligger meget tæt ved teatret, er et af de mest betydningsfulde vartegn for byen. At nisser spiller en ganske central rolle i forestillingen, er også oplagt nu, hvor nissernes travleste tid står for døren.
Til premieren gjorde Jørgensen i sin lille velkomsttale publikum opmærksom på, hvordan nisser gennem tiden er blevet tillagt forskellig betydning. I gamle dage var de forbundet med noget farligt og negativt. Den gamle talemåde, “Nissen flytter med”, kan oversættes til “Man kan ikke flygte fra sine problemer”. I dag har nisser en helt anden betydning. De er snarere en slags moralsk kompas. Nisser er noget positivt. At være nisse for nogen, betyder fx at gøre noget godt for den, man er nisse for.
Den gamle talemåde siges en enkelt gang i forestillingen. Men det er nu den nutidige nisse-betydning, som gør sig gældende. Julie Petrine Glargaard har skrevet en tekst, som peger på, at det først er, når man er åben overfor nisser (læs: og andre fænomener af en anden verden), at der kan ske noget magisk. Eller sagt på en anden måde: At ens drømme kan gå i opfyldelse. En unægteligt både positiv og interessant nisse-vinkel.
Historisk drama – mager tekst
Nisserne bor – jævnfør det lokalgeografiske sigte – på Koldinghus. Vi er langt tilbage i tiden. Dramaet må siges at være historisk. På slottet bor også Oberst Hviid (der er på slagmarken i Danmarks krig mod svenskerne), hans hustru og parrets to sønner, Arthur og hans lillebror Lukas. Vel at mærke indtil der går ild i Koldinghus. Året er 1808. Branden betyder, at alle må flygte – også stedets tre nisser, som vakst smutter ned i Lukas’ kuffert.
Handlingen, som scenisk tager en time og 40 minutter inklusiv 20 minutters pause, er egentligt ret liden. Her er ingen komplicerede intriger eller store opgaver, som skal løses, før alt ender lykkeligt.
Budskabet er klart: Mennesker har brug for nisser, og nisser kan også komme ud for, at mennesker træder til, for at de, som nisser, kan redde livet. Men vejen til, at Arthur, som modsat Lukas, overhovedet ikke tror på nisser, finder ud af, at nisser faktisk findes og har magiske evner, er bare lige lovlig lang, og præget af scener, som ligner lidt hinanden.
En teatertekst behøver bestemt ikke at være handlingssvulstig og fyldt med detaljer for at være spændende. Det interessante kan sagtens ligge i små mellemmenneskelige rørelser, eller i de enkelte personers funderinger, i de handlinger, de udfører, eller i måden hvorpå, de gør det. Men her kommer man til at sidde med en fornemmelse af, af teksten er lidt mager.
Nisser på menneskekærlig mission
De to brødre gennemspiller et forløb, hvor de på skift holder sammen og tvister med hinanden, alt imens de er udfordret af farer udefra. Da drengenes mor ser, at der er behov for hendes hjælp til at pleje de sårede soldater i den kirke, de sammen har søgt tilflugt i, sender hun drengene videre alene mod mosterens hus. Nisserne følger med drengene og bliver deres redning. Både undervejs og tilslut, hvor de ligefrem udvirker underværker.
Kasper Wilton har finurligt iscenesat nisserne. Først titter tre røde filt-nissehuer op i scenens baggrund, og når de taler, slår huerne bølgende buler, som sidder der en mund midt på huen. Nisserne dukker op, når Lukas åbner sin kuffert. Siden kommer kun to huer til syne, fordi den tredje nisse er sprunget op på scenen i fuld nissefigur. Autodidakte Siw Ulrikke Maibom spiller denne nisse med stor charme og intenst nærvær.
Wiltons arrangementer har en udtalt tydelighed og ro over sig. Her er ingen slinger i valsen. Lutter kontrol. Nok sker der voldsomme ting, så som tumulten under branden, som bliver fint vist med råb, løb og ‘panik’. Drengene toppes og forenes og toppes igen. De ryger gennem tynd is og bliver skræmt af en stor ulv. Men alligevel kommer man til at sidde og længes efter overraskelser i en helhed, der bliver noget forudsigelig i sit formudtryk.
Mestendels er der kun de to brødre sammen på scenen. De får selskab af den vævre Maibom-nisse. I begyndelsen spiller de kortvarigt sammen med slottets spanske vagt – lidt trægt gestaltet af Michael Brostrup. Og siden under flugten med to røvere – her er der mere liv over Brostrups spil, selvom det også er lidt kantet, modsat Ashok Pramaniks underfundige røver.
Marie Mondrup funkler
Mere guf er der i de scener, hvor drengene spiller sammen med deres mor, fremragende spillet af Maria Mondrup. Mondrup er i det hele taget et scoop for forestillingen. Mondrup løfter det kunstneriske niveau markant. Det er hendes præstation, der suger sig fast som en, man glædes over glansen og karakterarbejdet i.
Mondrup funkler. Helt ud i fingerspidserne og helt ind i hjertekulen spiller hun en mor, vi tror på. En mor, som vi kan mærke knuselsker sine drenge samtidigt med, at hun i den krigstid, stykket udspiller sig i, kommer sårede soldater til undsætning. I scenerne, hvor de tre spiller sammen, tegner forestillingen med fokus på sammenhold, tillid, mod og håb som omdrejningspunkt, et billede af nogle af de barske vilkår under krig.
Det er i sig selv en sympatisk idé at lade børn, som går på teaterskoler, prøve kræfter i forestillingssammenhænge. Men det kan, når de spiller sammen med professionelle voksenskuespillere, godt komme til at forstyrre den kunstneriske oplevelse.
Karl Buhl, som til premieren, spillede Lukas, gør det utroligt godt ud fra de forudsætninger, han har. Men det rører ikke ved, at han naturligvis ikke som de uddannede skuespillere kan skabe så kropsligt og verbalt troværdigt et rollespil.
Der er nu også – som allerede nævnt – niveauforskelle i voksenskuespillerrækkerne. Johan Damgaard-Lauritsen spiller ikke hele tiden Arthur præcist og indlevelsesfyldt. Hertil gør det forestillingen meget skrøbelig, at de to brødre skal løfte så meget.
Træge fortællescener – gode sange
Julie Petrine Glargaards stykke er skruet sammen på en måde, så det kun kan spilles som en sammenhængende fortælling ved at indlægge en hel del fortællescener. Scener, hvor typisk alle medvirkende, eksklusiv Karl Buhl og Damgaard-Lauritsen, agerer fortællere. Men de mange fortællescener fungerer ikke rigtigt. I længden er det lige som om, at de trækker dynamik ud af spillet.
Til gengæld fungerer de sange, som fortællerne undervejs slår over i, rigtigt godt. Her er kendinge som ’Luciasangen’, ”’Det er hvidt derude’ og ’Juletræet med sin pynt’ samt en mindre kendt ’December årets endeligt’. Sangene bliver sunget rigtigt flot og tilfører forestillingen dybder.
Camilla Bjørnvads store træbjælkescene gør også noget godt for forestillingen. Det rustikke gulv, som kan kippe og har lemme, skaber en fornemmelse af de gamle dage, historien udspiller sig i, og er med til at give fortællingen tyngde.
