Det begynder med musikken, der lokker med lækkert slagtøj, og det fortsætter med en svimlende flot scenografi. Storbyens tårnhøje ejendomme står tæt omkring gården, hvor små blomster spirer frem af et lille stykke jord, og hvor to små dukkepiger finder sammen. Deres venskab føles ikke som noget, der langsomt vokser frem, men er hurtigt slået fast. Det forstår man, for de er begge yndefulde udenpå – den ene med brandrød hue, den anden med knaldgrøn bluse – og seje indeni.
Ejendommens nidkære vicevært skælder ud, fordi der er malet blomster på den fantasiforladte husmur, og han går straks i gang med at fjerne dem. Viceværten er sur og grov, men også sjov, og når pigerne ikke lader sig ikke skræmme af hans arrigskab, gør tilskuerne det heller ikke. På trods af, at den lille spinkle dukkemand indledningsvis stiller sig op og for en sikkerheds skyld brøler sin afsky for børn ud i hovedet på dem.
Et generøst tilbud
Julie Michelsen og Camille í Dali har masser af overskud som dukkeførere og i rollerne som de kvikke piger, der er meddelsomme, selv om de kun benytter sig af få ord, der er forståelige. Et af dem er ordet motorsav. Den er viceværten svært glad for, og han når at knække et smukt træ, der netop er vokset op, da der pludselig opstår ildebrand. Så må saven skiftes ud med en vandslange, mens pigerne sørger for nye grønne vækster, der er lige til at spise.
Det kan man ikke nå at opleve i løbet af en teaterforestilling. Til gengæld bliver man klogere på, hvordan det foregår, når gulerødder og kartofler skal kommes i jorden. Hvem siger, at det ikke kan være både festligt og fornøjeligt. Især, hvis man samtidig sidder ned og hygger sig.
De høje bygninger har et utal af vinduer, som en opfindsom og vellykket lyssætning inddrager som en skøn sanselig del af forestillingen. Der er også en enkelt altan, hvorfra en kvindelig beboer betragter begivenhederne nede i gården. På samme måde er musikkens mangfoldighed af instrumenter, toner og rytmer og lidt poetisk fuglefløjt ikke alene medfortællende. Den opleves som en helt selvstændig rolle og et generøst musikalsk tilbud til et børnepublikum.
Den fremadskridende handlingsgang i ’Spiren’ er nem at følge, og skuespillernes energi og nærvær får sammen med den spændende musik og de herlige scenebilleder forestillingen til at strutte af livsmod. Det smitter helt ud i ens fingre, der pludselig kribler af lyst til at så og plante og se grønne spirer skyde op af jorden. Op til foråret og solen, der skaber så sød musik mellem viceværten og damen på altanen, at alle ejendommens vinduer bliver røde.