Dirck Backer har skrevet dette indlæg om klima og internationalt samarbejde:
INGEN KAN længere være i tvivl: Klimaforandringer er noget vi står i.
De aftryk vores handlinger hele tiden sætter på atmosfæren, er afgørende for vores fremtid på kloden. De forandringer, vi iværksætter i disse år, er afgørende for, om vi når at bremse udviklingen og indfri Parisaftalens målsætninger.
Vi ved det, for debatten om klimaet er det sidste år kommet frem i vores bevidsthed som aldrig før. Vi lever i en kamp med tiden. Vi har ikke længere nogen chance for at glemme det.
I Danmark har vi nu fået en regering, der har sat ambitiøse mål for omstillingen, og hele det politiske klima i fht. klimaet har forandret sig markant.
En radikal omstilling ligger forude, hvor alle brancher må se sig dybt i øjnene og spørge sig selv hvordan de kan bidrage.
Det gælder også vores miljø.
DET TURNERENDE TEATER baserer sig på et rejsende princip. Man kan sige, at vi hermed sparer vores publikum for at rejse. Men det betyder at vi som teatre rejser meget selv, og vores transport i dieselbiler rundt i landet sætter betydelige spor af CO2.
Det bliver selvfølgelig værre, jo længere vi rejser og værst hvis vi rejser med fly, som vi gør, når vi turnerer internationalt.
En forestillings rejse med fly frem og tilbage til et andet kontinent, udleder hurtigt mere CO2 end adskillige måneders turnè i dieselbil rundt i Danmark. Sådan er regnskabet.
I DANSK BØRNETEATER har vi de sidste 30 år udviklet en vidunderlig international fortælling.
Med stolthed – og med god grund – har vi fortalt historien om dansk børneteaters eksportsucces til udlandet.
Vi har været rundt i verden med vores forestillinger og det har skabt glæde og inspiration for vores publikummer og ikke mindst for os selv. Vi har nydt godt af udsynet til verden, glæden ved at rejse med vores kunst – og vi har tjent penge på det. Vi har været priviligerede, fordi der har været efterspørgsel efter vores forestillinger, og fordi vi kommer fra en del af verden, hvor det har være muligt for os at rejse ud. Og vi har udviklet visionen om det globalt rejsende børneteater i en tid, hvor flybilletterne blev billigere og billigere, og hvor klimadebatten ikke for alvor var brudt igennem.
Hvor vi nok kendte til sammenhængen, men hvor bordet ikke rigtig fangede endnu.
DET SIDSTE ÅR er jeg for alvor blevet ramt af det etiske dilemma omkring klimaet. Jeg ved jo at mit eget aftryk – stort eller lille – under alle omstændigheder er en dråbe i havet. Men med de stærke følelser jeg har omkring at skabe en bæredygtig udvikling på vores klode, føler jeg mig på den anden side nødt til at stille spørgsmålet: Hvad gør jeg selv?
Privat skeler jeg til mit eget kødforbrug og føler mig ikke længere lokket af fjerne turistdestinationer – men hvad med min egen teatervirksomhed?
I MAJ VAR Teater Patrasket i Nordamerika, hvor vi præsenterede forestillingen ”FLYV” på to festivaler i Ottawa i Canada og i Pittsburgh i USA. Vi spillede 16 forestillinger i alt.
Det var som altid interessant, givende og festligt at optræde med sin forestilling i en ny og international sammenhæng og vi havde en fantastisk tur.
Men for første gang kom jeg også i tvivl om rimeligheden i at tage turen over Atlanten med scenografi og mennesker:
På festivalen i Ottawa var der 6 andre europæiske teatre i programmet, som også havde taget turen.
Det var et flot program for festivalen, men måske også en kende for godt til publikumsgrundlaget.
På flere forestillinger oplevede vi at der langt fra var fuld belægning.
Spørgsmålet opstod i mig:
Var det godt nok?
Var det rimeligt at sætte det aftryk i atmosfæren, for at nå et så forholdsvist begrænset publikum i Nordamerika? Hvor går grænsen for min egen moral for hvad jeg selv synes er rimeligt?
SOM MANGEÅRIGT bestyrelsesmedlem og nuværende formand i ASSITEJ er jeg om nogen en varm fortaler for betydningen af international udveksling. Jeg mener, at det er utroligt givende og inspirerende at møde scenekunst og scenekunstnere fra andre lande.
At mødes internationalt giver indblik i nye måder at tænke på og bidrager også til et særligt perspektiv på ens eget arbejde.
Det har givet mig nogle af mine bedste oplevelser – som menneske og scenekunstner – at spille og arbejde andre steder i verden.
Jeg ønsker derfor ikke at festen skal stoppe, jeg vil at vi skal fortsætte vores internationale eventyr.
Men jeg mener, at klimakrisen stiller krav til os og konfronterer os med et etisk dilemma, som vi bliver nødt til at begynde at forholde os til. Uden at sætte alt over styr, er vi nødt til at begynde at tale om hvad vi kan gøre for klimaet: Hvordan kan vi udvikle vores internationale arbejde, så vi inddrager hensynet til bæredygtighed i vores valg?
DET ER IKKE NEMT at sige fra til et tilbud om at spille på en enkeltstående festival på en fjern og lokkende destination – men måske nødvendigt for at være i harmoni med sin egen klimamoral.
Set med de øjne vil en rejse vinde i berettigelse, hvis man kan opnå mere aktivitet, og flere opførelser, når man drager af sted med lange flyrejser til et andet kontinent.
Som teatre må vi overveje, hvor vores grænser går og hvordan vi kan forhandle turneer igennem, som tilfredsstiller vores egne krav til rimelig klimamoral.
Vi må påvirke vores arrangører til også at tage det ansvar. Det skal ikke længere være givet, at man som arrangør kan vælge frit på alle hylder, når man sammensætter sit festivalprogram – uden at tænke klimaet ind.
Arrangører må indgå aftaler og samarbejder, som tilgodeser at forestillinger, der rejser langt, kan opføres på flere festivaler og i længere forløb, så forestillingerne sikres en rimelig turne.
DANSKE FORESTILLINGER turnerer over hele verden, og der er en tendens til at nogle af de fjerne destinationer fylder godt i turneoversigten, mens udvekslingerne med vores nærmeste nabolande er langt mindre. Der findes mange grunde hertil, men måske skal vi i det internationale arbejde begynde at tænke lidt mere udfra den etik, som angår grønsager: Think global, act local.
En opprioritering af det regionale samarbejde og udvekslinger med vores nabolande vil også være internationalt – og langt bedre for klimaet.
ASSITEJ har satset stort på at være en globalt omsluttende organisation for scenekunst for børn og unge. Sat overfor tidens største udfordring, vil organisationen måske kunne spille en ny og afgørende rolle i politikudviklingen omkring vilkårene for mere bæredygtig international turne-virksomhed for scenekunst for børn og unge.
MEN ASSITEJ International må måske også gribe til egen barm:
I de senere år har organisationen arbejdet ud fra en model med afholdelse af store årlige og globale Artistic Gatherings og med Verdenskongres hvert tredje år. Det har vist sig som en meget fin model i forhold til at sikre kontinuitet i organisationen og værdien af at mødes ved de årlige møder har vist sig stor for deltagerne.
Men årlige globale møder med mange delegerede fra hele verden vejer tungt på klimakontoen.
Hvilke andre ideer opstår, når man begynder at tænke hensynet til klimaet ind?
Kunne man f.eks. tænke sig at det ene Artistic Gathering arrangeres med henblik på det regionale ASSITEJ samarbejde, så man f.eks. opererer med seperate arrangementer i Sydamerika, Afrika, Europa og Asien?
Eller kunne man forestille sig at placeringen af ASSITEJ arrangementerne lægges på steder, hvor flest muligt deltagere har kortest mulig transport vej? Evt. suppleret med en fond til at hjælpe de deltagere, som kommer langvejs fra?
DEBATTEN OM bæredygtighed i det internationale samarbejde blev rejst på ASSITEJ Artistic Gathering i Kristianssand for nylig. Men den er endnu kun i sin vorden.
Såvel i ASSITEJ som i den danske børneteaterverden som branche er det vigtige nu, at vi fortsætter snakken. At vi som teatre og senekunstnere diskuterer hvor vores klima-etiske grænser går og sammen udvikler ideer og krav til hvordan vi fortsat kan realisere et rigt og sprudlende internationalt samarbejde – på en måde der svarer til situationens alvor.
Ikke som den tager sig ud i en fjern fremtid – men som den ser ud lige nu.
Dirck Backer er kunstnerisk leder af Teater Patrasket og formand for ASSITEJ Danmark
