Steen Nørgaard kommenterer Janken Vardens anmeldelse af Nørregaards Teaters forestilling, 'Sne':
Som ansvarlig for manuskript og instruktion på Nørregaards Teaters vinterforestilling 'Sne' vil jeg gerne rette en fejl i og konsekvenskommentere på Janken Vardens anmeldelse af forestillingen her i avisen den 7.12.2016.
Janken skriver følgende i sin anmeldelse: ”Når busken til sidst – og pludseligt – siger, at 'du kom vel tilbage kun for at sige endeligt farvel?' må jeg indrømme, at jeg tænkte: Hvor kom den fra?”.
Det virker her, som om Janken ikke helt har fulgt med i forestillingen. I scene lige før den omtalte scene konkluderer Albi, som citatet er rettet mod og som er forestillingens hovedperson, nemlig følgende som siges højt og tydeligt: ”Der er noget, jeg bliver nødt til. Jeg må hjem og sige farvel”.
Denne passage er Albis motivation for at rejse hjem igen fremfor at blive sammen med sin nye ven, og det er ikke, som Janken fejlagtigt konkluderer, en samtale med vinden som fører Albi tilbage.
Jeg tror, at alle, der ser forestillingen, vil lægge mærke til og forstå dette. Hvis Jankens uopmærksomhed er skyld i, at der savnes ”en klarere motivation”, tror jeg modsat Janken ikke, at et publikum fra 4 år og op vil savne motivationen, alt den stund den netop er der.
Jankens konklusion, at forestillingen er opbygget ”mere efter indfaldsmetoden end efter en dramaturgisk sammenhæng” kan selvfølgelig bygge på samme uopmærksomhed, men giver for mig ingen mening.
Dramaturgisk sammenhæng må betyde sammenhæng i måden at fortælle en historie på. Denne sammenhæng behøver ikke nødvendigvis at være lineær. Den kan også være mere cirkulær eller episodisk. Den kan bryde med det man kan kalde normativ dramaturgi.
Måden historien fortælles på i denne forestilling bygger på Albis (og via den drejelige publikumsopbygning også publikums) rejse, og de situationer Albi kommer ud for på denne rejse. Situationerne opstår nogle gange på baggrund af skæbnen andre gange motiveret af Albis valg. Der er ikke tale om en klassisk lineær dramaturgi men en episodisk episk dramaturgi. At en sådan dramaturgi bliver kaldt ”indfaldsmetoden” må bero enten på den nævnte uopmærksomhed eller på en nedladende normativ holdning.
Til anmeldelsens afsluttende kommentar til det skuespiltekniske kan man sige, at ikke alle går til nye udfordringer med ro og undren, nogle går til dem med nysgerrighed og begejstring.
Steen Nørgaard er producent og del af den kunstneriske ledelse på Nørregaards Teater
***
Janken Varden svarer:
Kære Steen,
For det første: Jeg mener ikke at være nedladende, gud forbyde. Bare så det er sagt.
For det andet – om dramaturgi: Du har ret, når du siger, at en dramaturgi ikke nødvendigvis behøver være lineær. Men når jeg ser din forestilling som en dannelsesrejse for Albi (og gerne for publikum også), så ser jeg en udvikling fra et udgangspunkt i barndommens uskyld og harmoni til en afklaring, som gør ham i stand til at sige farvel til barndommen og gå ud i livet.
Denne rejse – altså selve rejsen – er ikke nødvendigvis lineær, enig i det. Det, som imidlertid er lineært, er, hvordan indtryk lægger sig på indtryk, oplevelse på oplevelse, indsigt på indsigt osv. – altså at erkendelsen vokser – langs en vej som kan være aldrig så snoet og mærkelig, men som dog har en retning fra noget til noget andet.
Det synes jeg ikke kommer klart frem i 'Sne'. Når jeg nu læser min anmeldelse igen, ser jeg, at dét godt kunne være kommet klarere frem hos mig også.
At jeg ikke fik en nøglereplik med mig, kan jeg kun beklage. Det er jeg ked af.
Hilsen fra Janken – og Glædelig Jul.
