Hans Henrik Clemensen kommenterer udsagn i en artikel om refusionsgodkendelser og fortælleteater, 'En historie om fortælleteater':
For mange år siden producerede den teatergruppe, jeg dengang var medlem af – Banden – en forestilling bestående af tre Mistero Buffos af Dario Fo, som undertegnede turnerede med. For et par år siden producerede Gråt er Godt nogle forestillinger i Teaterbussen, som alle var enmandsforestillinger og alle havde mere eller mindre fortællemæssig karakter. For et års tid siden var jeg lidt involveret i Ole Sørensens 'Ørkenbrevet', og jeg spillede selv for nogle år siden 'En Klovns Ansigt', som også var en enmandsforestilling.
Nu har det været så heldigt, at alle disse forestillinger er blevet produceret med støtte. Men eftersom jeg mener, at I bevæger jer ind på en yderst farlig vej, som åbenbart udspringer af teaterpolitiske og ikke kvalitetsmæssige overvejelser kunne det være givende at få at vide fra jer hvilke af ovenstående forestillinger, der ville miste refusionen, hvis de var produceret uden tilskud og selvfølgelig gik igennem nåleøjet hvad angår kvalitet.
For undertegnede, som for nogle år siden selv sad i bemeldte udvalg, er det beskæmmende at se, hvordan Refusionsudvalget har udviklet sig fra at være et udvalg, der beskæftiger sig med kvalitet, til at være et udvalg, der beskæftiger sig med teaterpolitik (jævnfør formandens tale om teknisk tunge og lette forestillinger). Formanden kan tilsyneladende ikke skelne mellem sine kasketter. Hvilket i sidste ende fører til en farlig sammenblanding af begreber, som hverken publikum eller det danske børneteatermiljø har fortjent.
Hans Henrik Clemensen er skuespiller og instruktør
