Mozarts Tryllefløjten er i den grad vellyd i Den Jyske Operas familieforestillings-opsætning. Den fornemmelse, man kommer til at sidde med i salen, svarer meget fint til den musikappetit, som forestillingens tekstoperatør, Susanne Vinther, skaber i en lille børnevenlig intro forud for forestillingen.
Meget pædagogisk elegant indledes denne med små sangstrofer, som hun introducerer og øver publikum i at synge. Og man bliver vitterlig glad i låget, når vi står der udenfor salen og synger ”Det klinger så herligt, det klinger så sødt/Tra-la-la-la-la-la-la-la-la” og ”En tone som denne har jeg aldrig mødt”.
Indenfor i Musikhuset Aarhus' store sal formår Den Jyske Opera at fylde det meget store rum med både smukt klingende sang, flot musik og en optræden, som livfuldt udfolder sig i en scenografisk kulisse, der stilrent og enkelt lader musikken, sangen, skuespillet og de fantasifuldt avancerede kostumer få plads.
Børn som voksne spidser ører, får mættet øjet på interessant vis, og får på den vis i helheden smag for musikkens kraft og fortællingens grundtråde af, at det gode sejrer over det onde, fordi kærligheden overvinder alt.
Orkesterrus
En af de største kernekvaliteter ved opsætningen er den, at operaen har prioriteret topprofessionelle kræfter på såvel instrument- som sangsiden. Ikke noget med halvgode sangere, og ikke noget med et stærkt reduceret orkester.
Her får børn fra 7 år og opefter lov til at opleve, hvordan et stort orkester – og vi taler om mere end 40 professionelle symfoniorkestermusikere – kan angive en stemning og fylde et rum med atmosfære. Det er fx frydefuldt at høre det store orkester spille så sagte, at man vil kunne høre en knappenål falde til jorden. Og imponerende at lytte til musikken, når den slår over i temperamentsfulde og faretruende vinde.
Hvem de symfoniorkestermedvirkende er, er givet ud fra den by, forestillingen spiller i. Jeg oplevede forestillingen med medvirkende fra Aarhus Symfoniorkester.
Topprofessionelle sangstemmer
Et andet kvalitetskendetegn er sangerne. Det er virkelig dygtige stemmer, som medvirker. Operaen er behændigt skåret en times tid ned. Fra cirka tre til en time og 45 minutter inklusiv en pause undervejs. Librettoen er reduceret og oversat til dansk og gjort kvik, nutidsdansk og børnevenlig.
I det lys er det også imponerende, at flere af sangerne, som ikke er danskere, men fx kommer fra Norge (som Leif Jone Ølberg, der spiller Papageno), Tyskland (Simone Lichtenstein, der spiller Pamina) og Canada (Cassandra Lemoine, der spiller Papagena), så ubesværet synger på dansk.
Sangpartier er flettet fint sammen med dialoger
Og musikken og sangene får lov at få plads. Dominik Wilgenbus har som iscenesætter fint banet vejen for, at der kommer ro og opmærksomhed omkring vanskelige arier. Som fx Nattens Dronnings arie, som Nina Sveistrup Clausen synger forjættende i første akt. Som duetten mellem Papageno og Pamina, som Leif Jone Ølberg og Simone Lichtenstein, suger fokus til sig med i samme akt. I rollen som Sarastro synger Steffen Bruun i både første og anden akt bas så kyndigt dybt, at rummet vibrerer.
Udover sangerne spiller Søren Ruby en fortællings-sammenbindende figur, kaldet Sprecher, og han gør det med både præcision, humor og stil.
Børn på 7 år og deromkring er – som flest – næppe opflasket med og vant til at høre opera. Det ved Den Jyske Opera tydeligvis, for man mærker klart alle de godt gennemtænkte og velfungerende kunstneriske manøvrer, der er foretaget for at åbne op for et univers, som ikke er velkendt for de fleste børn – og nok heller ikke for alle medfølgende voksne.
Kompleksitet og enkelhed
Musikken og sangene henfører. Handlingen gør det på en måde også. Den originale libretto er ret kompliceret og fyldt med mange lag. Her har beskæringen og omskrivningen, foretaget af dirigent, instruktør og dramaturg, tydeligvis – og klogeligt – valgt at eksponere kærlighedsrelationerne mellem de to unge elskende par. Forelskelse, kærlighed og alle de prøvelser, som de involverede skal igennem for at få hinanden, er sat i fokus.
Prins Tamino (som Jonathan Koppel gestalter gelinde og synger flot) forelsker sig i Pamina, datter af Nattens Dronning, og hans kærlighed er gengældt. Fuglefænger Papageno (der bliver Taminos følgesvend) får tilslut sin kærestedrøm opfyldt ved at møde Papagena.
Hvad der derimellem sker, er ikke helt så klart. Det vises med en fin og ikke udbasunerende tydelighed, at Sarastro ikke er en ond troldmand, men derimod et godt menneske. Mere sløret er Nattens Dronnings virkelige karakter. Lige som nogle af sidefigurerne skildres mindre klart. Frem træder en eventyrfortælling med tre prøvelser inden lykken opnås, samt episoder af humoristisk karakter (typisk Papageno som klovner) og forskellige visuelle optrin og sjove 'set-ups' i baggrunden.
Smuk og enkel visualitet
Scenograf Peter Engels meget rensede og æstetisk smukke scenografi hjælper effektfyldt til med at bringe operamusikken og kærlighedsfortællingen i fokus. Enkle linjer og klare farver i rummet skaber vej til at øret kan få ro til at lytte, og til at blikket kan fæstne sig på Sandra Münchows kostumedesign.
Et kostumedesign, som iblandt udmærker sig ved opsigtsvækkende og særprægede kreationer. Som fx Nattens Dronnings blomstertragtformede kjole, kontrastfyldte sort-hvide rober og habitter, samt det mere hverdagsagtige tøj i stærke klare farver som Papageno og Papagena har på.
At i alt en velfungerende børneopera – en opera med klingende klokkespil, glade tryllefløjtestrofer, imponerende arier, smukke linjer, små klovnerier og store amoriner.