I den ordløse forestilling ’Kat Fugl Fisk’ bygger to elegant klædte sorte skikkelser trin for trin et miniunivers op af store og små klodser, yndefulde skyggebilleder og kæmpestore røde garnnøgler.
En stiliseret pantomimisk spillemåde giver i første omgang indtryk af noget raffineret, meget minimalistisk og en smule fjernt, men det ændrer sig. For undervejs breder forestillingen sig ud til et imødekommende, poetisk og afvekslende billedteater fuldt af finurligheder og humor.
De medvirkende er pludselig forsvundet og lader tilskuerne tilbage med nogle smukke lysende hvide hjerter, en lille rød plet og snore, der manipuleres, uden at man kan se af hvem. Næste step er et garnnøgle med en lang ende, der kan trille og svinde som et pendul, og så kommer klodserne på banen.
Deres abstrakte mønstre og opstillinger er tilsyneladende tilfældige, men man opdager, at sådan er det ikke. Lige som i legen med kloderne er der også mål og mening i den ledsagende musiks fine ringlen og klingen af slagtøj i selskab med strygere.
’Kat Fugl Fisk’ er inspireret af den tysk-schweiziske maler Paul Klee, der var en fremtrædende person inden for de modernistiske kunstretninger, der prægede første halvdel af 1900-tallet.
Det ses tydeligt i klodsernes ekspressionistiske stærke farver og typiske geometriske former, der viser sig at kunne danne overraskende billeder og former, efterhånden som de dygtige performere skruer op for tempoet og opfindsomheden og komisk drilleri, hvor de vælter hinandens klodser.
Intens og nærværende
Til sidst begynder de at sammen at stable klodserne som konkrete genkendelige skulpturer, men fortsætter med at prøve at overgå hinanden i selvsikker udspekuleret snilde. Det resulterer i et hus, en fugl, en fisk og en kat med bittesmå bevægelser, og et cirkus med magnetiske bolde.
Der kommer også en kirke og en portal, indtil der er en hel by, som børnene kan blive en del af ved selv at anbringe en klods, hvor de har lyst. Så er byggeprojektet færdigt, og tilbage står en flot og farverig skulptur parat til muligvis at blive væltet omkuld igen.
’Kat Fugl Fisk’ foregår i et ret lille telt, hvor skyggebillederne på teltvæggene og de medvirkendes pantomimiske spil med klodser og rekvisitter kommer helt tæt på tilskuerne. Det er med til at gøre stemningen intens og nærværende og indimellem farvet af magisk trylleri. Det skyldes ikke mindst, at Hisako Miura og især Annemarie Waagepetersen hele vejen holder øjenkontakt og kommunikerer klart og direkte, så ingen ryger af i svinget.
Heller ikke, når de lister forsigtigt rundt og signaler, at nu skal alle være ikke stille, men tyste, selv om ingen larmer. Det holder muligvis ikke, hvis alle i teltet er børn. Men det er godt gået i betragtning af forestillingens abstraktionsniveau og fravær af en egentlig historie, og som publikum bliver man sendt af sted med hovedet fuldt af herlige billeder.