Malene Skjold kører den ene cocktailpølse ind efter den anden. Hver pølse får en 'husk-det..'., 'gør- det…' og 'hvis du ikke, så'-kommentar med på vejen af Janni Popp Mølgaard, Theresa Carlsen og Thomas Smith, der i rollen som tjenere stikker dem ind i 'gabet' på Skjold.
Hver lille pølse – nyt fad. I løbet af ingen tid har Skjold munden fuldstændigt proppet med cocktailpølser. Det ligner bulimi i højeste potens, men er stresspølser.
Pølse-proppe-scenen er en af de mest groteske at se på i Teater Klumpens forestilling, der meget betegnende har titlen 'Stresspølsen'. Kvalmen stiger op i én, som man sidder der på publikumsrækkerne og er vidne til, at Skjold bliver stopfodret og tygger løs uden på nogen mulig måde at kunne følge med fodringstempoet.
Hurtigt hænger der pølsestumper ud af mundvigene på hende og der er tydeligvis overhængende fare for at hele molevitten vælter udenbords. Men Skjold kæmper. Hun tygger løs.
Vi holder vejret i en blanding af ubehag og latter – for stresslivets barske fortrædeligheder bliver her serveret på så grotesk en måde, at latteren uvægerligt også trænger sig på.
Scenen sættes i gang som om Malene sidder på en restaurant ved et bord og venter på at få serveret lækkerier. Men ak, det går helt anderledes. Hvad der skulle være behag og høflig betjening viser sig at være en tvangsfodring som ingen ende synes at ville tage.
Sider af stress
Stress er en udbredt folkesygdom for tiden. Det er m.a.o. et aktuelt emne som Teater Klumpen tager op. Forestillingen, som er skabt i fællesskab af de medvirkende på scenen, kobler tale, performance og dans i et udtryk, der er sat sammen til scener, der viser forskellige sider af stress.
Scenografisk er der ikke det vilde for øjet. Nogle garderobestativer i baggrunden med sorte dragtposer på rad og række. En fin idé, fordi det skaber enkelhed i scenebilledet og mulighed for at spillerne kan skifte kostume direkte i spillet, uden at det virker akavet.
Som fortælling får vi gradvist fyldt mere og mere på om, hvad stress vil sige, hvordan det føles, og hvordan det virker på den, der er ramt af stress og på omgivelserne.
'Jeg har det fint' er en replik, som går igen hele tiden, mens den hastigt bliver efterfulgt af et situationsspil, en dans eller nogle replikker, som understreger, at personen har det alt andet end fint.
Spillerne fortæller på skift om, at symptomerne på stress kan være at man har hovedpine, ikke får søvn nok m.v. Siden følger kløe i huden, irritation over andre mennesker, vejrtrækningsproblemer, angst og depression.
Spillerne gestalter det også fysisk i udtryk, hvor de fx løber på tværs af rummet, tager sig nervøst til halsen, peger distræt i alle retninger og pludselig kollapser og falder om på gulvet. Og de foretager tillige mere abstrakte bevægelser – i dans, hvor de danser synkront, enkeltvis og i duetter.
Fin form
Udover det informative og humoren er der noget meget umiddelbart og ærligt over 'Stresspølsen'. Vi er ikke i tvivl om teatrets gode intention om at belyse og advare mod stress. Den genre-miksede form fungerer også dramaturgisk fint.
Forestillingens svaghed ligger på det håndværksmæssige plan. De medvirkende er tydeligvis ikke garvede ud i det skuespil, den dans og performance, som de har givet sig i kast med. Ikke alle bevægelser bliver udført med lige stor præcision og ikke alle replikker bliver leveret lige præcist og velartikuleret.
Forestillingen er på det plan 'ret grøn'. Men i kategorien forestillinger fra en nystartet teatergruppe hører den til en ok en af slagsen.
