Tre skuespillere, Anni Bjørn, Anna Ur Konoy og Thomas Biehl, stiller sig ved siden af hinanden med hver sin dåseøl i hånden. De står helt fremme ved første publikumsrække. Så åbner de rytmisk forskudt for hinanden øldåsen, hvorpå de fører den op til munden. Anni Bjørn og Thomas Biehl tager en slurk. Anna Ur Konoy simulerer, at hun drikker.
Med den ultrakorte, lille åbningsscene skaber 'Tabu' et billede på hele stykkets tematik: At være et barn, som vokser op med voksne, der drikker. Anna Ur Konoy spiller teenagepigen Julie, Anna Bjørn hendes mor Trine, mens Thomas Biehl spiller Vagn, Trines kæreste.
Biehl har herudover rollen som Julies skolekammerat Oliver, samt Julies klasselærer og, som noget vigtigt i stykket, den person som sætter stykkets scener på pause for at stille publikum nogle spørgsmål.
Og hvor fungerer forestillingen da ovenud godt. Den er stærkt følelsesmæssigt berørende, samtidig med at den qua sin hudløse og ærlige form får et solidt og kærligt tag i sit publikum.
Jeg så den sammen med en gymnasieklasse og oplevede, hvor meget de unge var på. Uden forbehold, ærligt og engagerede, og i en lind strøm kommenterede de spillet og stillede spørgsmål, som tydeligvis kom fra hjertet. De unge kom sørme meget langt i den dansktime, de i forestillingens start fortalte, at de var så heldige at slippe for.
'Vil du have en mandarin?'
'Tabu' er sat op, så publikum slet ikke kan lade være med at engagere sig. At de unge ryger direkte på, skyldes forestillingens nøgne, åbne og ærlige form, – intet virker postuleret, og det skaber i den grad involvering og respons.
'Tabu' består af en række små scener, som er skåret ud af en hverdag, som den skræmmende vitterlig ser ud for et barn eller et ungt menneske, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug. Tilsammen danner spilscenerne en barsk fortælling. Scener som alle er iscenesat meget realisme-nært tilføjet små stilistiske markeringer, som peger på alvoren i situationen.
Eksempelvis: Spillerne 'fryser' i et 'vi er en lykkelig familie'-foto. Anni Bjørn hænger som Julies alkoholiserede mor som en usynlig byrde om halsen på Julie, da hun alene går til forældre-samtale. Julies mors gentagne replik: 'Vil du have en mandarin?' indfanger Julies mors desperate forsøg på at udfylde rollen som mor. Og familien slubrer mekanisk suppe i sig – undtagen én, ham som i stedet drikker sig i hegnet.
Vi bliver konfronteret med en historie om, hvordan teenagepigen Julie først lever med en mor, som har kæresten Vagn, der, fordi han drikker, både svigter sig selv, moren og Julie. Vi oplever, hvordan Vagn – fordi alt, han har i sine tanker, er at finde noget at drikke, ikke formår at være nærværende overfor Julie, og hvordan han ikke er i stand til at holde det, han lover (her: at købe et juletræ til juleaften).
Vi ser hvordan moren forsøger at glatte ud og hvordan hun forsøger at trække blot lidt julehygge ind i den ituskårne familie. Siden, da Vagn forlader Trine, finder vi sammen med Julie ud af, at nu er moren begyndt at drikke. Vi ser og hører, hvordan Julie fortsat forsøger at dække over at der er alkoholmisbrug i hendes hjem (hun gør alt hvad hun kan for at hendes kammerat Oliver ikke skal komme med hende hjem). Hvordan moren i takt med sin afhængighed kræver mere og mere følelsesmæssigt af Julie, som ønsker at beskytte sin mor samtidig med, at hun har mentalt set har brug for luft og gerne vi ud at være sammen med sine jævnaldrende.
En sprække af mulighed
En af stykkets indlagte sange spiller her fint ind. Når Anna Ur Konoy som Julie griber sin guitar og synger 'Alene sammen med dig', så er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at hun, som hun synger, føler sig 'mere alene end alene' og er mere alene sammen med sin mor, end hvis hun var alene.
Til slut i selve stykket synger og spiller Anna Ur Konoy sangen 'En sang til dig'. Det er – hører vi i aftertalken – en sang, hun selv skrev og komponerede, da hun var omkring 20 år. Sangen skaber en meget stærk finale på selve stykket, fordi dens tekst siger tingene både ligeud og med poetiske strofer, og fordi den melodiøse grundtone vibrerer af både smerte og livsmod.
Umiddelbart inden denne slutsang træder skuespillerne frem for publikum og præsenterer sig ved deres egent navn. To af dem fortæller, at de selv er vokset op i et hjem med forældre som drak og den sidste fortæller, at hendes barndom var præget af en mor, der svingede meget psykisk. Jeg er overbevist om at det, at de medvirkende har haft alkoholisme tæt inde på livet, styrker forestillingens udtryk. Det selvoplevede virker til at være et stort plus for forestillingen.
Også fordi der ikke er gran af navlepilleri i udtrykket. 'Tabu' er ikke blevet til for at dreje optikken over på dem selv (hvilket jo desværre ind imellem ses i scenekunstverdenen), men åbenlyst for at give publikum en sprække af mulighed for at tage et initiativ til at få brudt fortielserne omkring problemet.
Vellykket interaktion
Tekst og sang fungerer optimalt. Det gør – som noget centralt – den interaktive del tillige. Som en slags joker sætter Thomas Biehl undervejs handlingen på pauser og stiller publikum spørgsmål. At det vil ske får publikum, som et sympatisk træk, allerede at vide inden forestillingen går i gang.
Og hvor det da fungerer godt. Biehl går fx hen til Anni Bjørn, som spiller Julies mor og siger, mens han imiterer, at han lyner op ind til hendes hjerne: 'Lad os sige, at man faktisk kunne lyne hovedet op på moren her og åbne op for hendes tanker. Hvilke tanker forestiller I jer så at hun står med nu?'
Til andre tider angår spørgsmålene Julie, som har sat sig med sin dagbog. Eller Julie, som lige har løjet overfor sin klasselære om, hvordan de har det derhjemme. Spørgsmålene er situationspræcise. De bliver stillet stille og roligt. Og det afføder helt naturligt en lyst til publikum for at tage del i interaktionen.
'Tabu' trækker med et ærligt og naturligt skuespil og sceneoptræden gardinerne fra. Stykket er problemkonfronterende på en facon som ligger milevidt fra den måde, hvorpå firkantet, rigidt politisk korrekt debatteaterskuespil vil gøre det.
Forestillingen viser, hvordan børn og unge som vokser op i hjem med voksne med et alkoholmisbrug lever en tilværelse, hvor de hele tiden skal sørge for at holde en facade af at alt er ok derhjemme. Indadtil råder og hærger svigt, ensomhed og skamfølelser. Udadtil skal alt se fint ud. Billedet af at alt er normalt, må ikke krakelere. Det vil gøre for ondt. Være pinligt. Være forbundet med svigt. Med skam. Og med konsekvenser, man ikke tror man kan overskue.
Understøttende skrabet scenografi
Rummet er totalt minimalistisk og fuldstændig hverdagsagtigt bygget op. Fire-fem skalstole, en lille blå bagvæg og nogle poser med lidt forskelligt i. Tilsvarende er de tre spillere helt dagligdags klædt i cowboybukser og T-shirts. Man savner hverken teaterlys, fancy kostumer eller avancerede rumopfindelser. Tværtimod understøtter den skrabede scenografi og det, at spillerne er klædt i helt almindeligt dagligdags tøj, den afklædthed, som er forestillingens stærke og formidable kerne.
Efter 40 minutters spil lægger teatret op til en aftertalk. Også denne eftersamtale fungerer forbilledligt godt. Skuespillerne fortæller og svarer, kommenterer og fortæller.
Spørgsmål og kommentarer fra publikum bliver på en fin måde besvaret i et forløb, hvor de tre skuespillere igen på en ikke-selvhenført måde fortæller om deres erfaringer som børn af alkoholikere. Erfaringer som er barske, men som også viser, at der kan være en vej ud af det, som gør livet lyst og rart at være i.
Bryd tabuet
Børn af voksne, som drikker, lider og er følelsesmæssigt i klemme i en grad, vi som flest ikke aner. Og ved vi af det, så lukker vi øjnene for det, eller vi dækker i misforstået hensyntagen over det, ligesom det involverede barn, der retter skam mod sig selv over den voksnes alkoholproblem eller på forskellige måder forsøger at flygte fra misbrugsproblemet for at glemme det.
Alkoholisme er et tabu. Noget tendentielt alle dækker over, fordi det gør for ondt at tale om og forholde sig til.
Teater Tabu er kommet meget vellykket fra start med sin debut 'Tabu'. Forestillingens intention er at skabe et afsæt for at vi begynder at bryde vores 'det taler vi ikke om'-adfærd overfor alkoholisme. For at skabe grobund for en anderledes menneskelig frugtbar måde at forvalte liv.
Gid den fortsat må lykkes. Og gid den når rigtigt, rigtigt langt ud. Det fortjener alle.
