Mens Projektstøtteudvalget for Scenekunst holder dialogmøder og inviterer til matchmaking mellem bl.a. projektteatre og egnsteatre for måske ad den vej få de mange gode ideer og de få støttemidler i spil via udvidet samarbejde, har forestillingen 'Livets blå tone' i slutningen af september og starten af oktober spillet i Aarhus og på Djursland som et glimrende eksempel på (starten på) et storstilet samarbejdsprojekt.
Forestillingen er ikke alene en co-produktion mellem Syddjurs Egnsteater på Djursland og lillestorbyteatret Filuren i Aarhus – det var tillige blot første trin af en aftalt flertrinsraket under navnet 'Hjerterum', der udover tre selvstændige, men samhørende produktioner, der opføres i 2014, 2015 og 2016, skal afsluttes med en totalteaterforestilling i 2017.
De to teatre deles om den store økonomiske satsning omkring selve forestillingerne, mens de tilkoblede samarbejdsprojekter omkring skoler og museer bl.a. er støttet via den kasse, der finansierer projekter for '2017' – det år hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad.
Men projekt 'Hjerterum' holder sig slet ikke til det østjyske. Mens 'Livets blå tone' er blevet opført i Teaterhuset Filuren og et par herregårde kulturhuse på Djursland, skal de kommende forestillinger bl.a. spille på Fregatten Jylland, Skibsfartsmuseet i Flensburg og Falstadsmuseet i Levanger i Norge.
Spilledåse i fokus
Det er således et større teaterprojekt med endnu større logistiske udfordringer, der er sat i søen med 'Hjerterum', der i sin kerne er tre forestillinger om tro, håb og kærlighed. Og hvor en spilledåse og den blå farve – der traditionelt kan symbolisere både troskab og melankoli – har gennemgående roller…
Selve fortællingerne i de tre forestillinger, der udover den nu afviklede 'Livets blå tone' – som blev rigtig godt modtaget af både publikum og teateravisen.dk's anmelder – omfatter 'Livets blå bølge' og 'Den blå tid', er baseret på autentiske kærlighedshistorier, som tidsmæssigt strækker sig fra 1830 til 1940'erne og geografisk når fra herregårde på Djursland og skibe på Atlanterhavet til Norge og kz-lejre i Nazi-Tyskland.
Trilogiens fortællinger har dog alle i større eller mindre grad relation til Djursland, og formålet er da også at give mulighed for det lokale publikum for at forholde sig til både deres egen lokalhistorie som teatrets muligheder.
»'Hjerterum's formål er gøre historien levende og nærværende ved at skabe anderledes, stærke teaterforestillinger, bygget på beretninger fra virkeligheden og således – i et nytænkende samarbejde mellem teaterbegivenhed og museumsoplevelse – opdatere og optimere historieformidling og gentænke teaterforestillingens rolle og muligheder,« som Syddjurs Egnsteaters administrator, Lone Poulsen, formulerer det i en skrivelse til teateravisen.dk, hvor også de tre forestillinger er præcist beskrevet (se faktaboks).
De tre forestillinger er målsat til alle fra alderen 13 år og opefter. Også selvom denne form for teater og historie kan være en 'udfordring for teenagere af i dag', som Kirsten Dahl skriver i sin i øvrigt meget positive anmeldelse af 'Livets blå tone' her på portalen.
Som en edderkop
Bag projekt 'Hjerterum' og historierne i trilogiens forestillinger står den norskfødte leder af Syddjurs Egnsteater, Hege Tokle, der udover flittig brug af egen fantasi har dykket grundigt ned i såvel lokalhistoriske arkiver på Djursland som sin norske slægtshistorie.
Og så har hun sikret sig en masse samarbejdspartnere omkring det samlede projekt. De tre forestillinger produceres som nævnt sammen med Teaterhuset Filuren – hvor teaterleder Steen Mourier straks sagde god for ideen – men også med støtte fra og samarbejde med Fregatten Jylland, Gammel Estrup Herregård, Møllerup Gods og Syddjurs og Norddjurs kommuner – samt Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Desuden har Hege Tokle bl.a. allieret sig med internationale samarbejdspartnere i Norge: Levanger Kommune og Falstadcentret (dokumentationscenter for fangehistorier fra Anden Verdenskrig); Vefsn Kommune (i Nordland fylke) og Olavsdalens Venner (en frivilliggruppe af lokalhistorikere) og Nord-Trøndelag Teater. Og i Tyskland: Sydslesvigsk Forening, Flensburger Schifffahrtsmuseum og Flensborg Kommune/Kulturbüro der Stadt Flensburg.
Det brede og omfattende samarbejde hænger sammen med, at de to næste forestillinger i trilogien også har begivenheder i Norge og nazitiden som omdrejningspunkt.
Og det siger også en hel del om ildsjælen Hege Tokles rækkevidde. For hende er projekt 'Hjerterum' både en personlig satsning og et fint bevis på mulighederne for et velfungerende og udadvendt egnsteater, idet projektet både rummer egnshistorie, lokalt samarbejde – og udsyn til verden.
Hun føler sig derfor som en edderkop midt i spindet, måske lige nu en lidt træt en af slagsen, for det har krævet meget arbejde at forene de mange gode kræfter i projektet, der selvsagt er hendes største til dato.
Vejen til egnsteatret
Og det har ellers ikke skortet på udfordringer i Hege Tokles kunstneriske karriere – og private liv for den sags skyld, for for hende hænger det tæt sammen. Og er en lille skæbnefortælling i sig selv.
Norskfødte Hege Tokle (f. 1968) blev uddannet fra den nu nedlagte Skandinavisk Teaterskole i København i 1989 og var i nogle år tilknyttet Teaterkompagniet i Aarhus (oprettet i 1978), men da teatret lukkede midt i 1990'erne, drog hun til Norge, lånte 100.000 kroner og satte incestdramaet 'Fars lille pige' op. Soloforestillingen høstede en norsk kulturpris og mange roser både i Norge og Danmark, hvor hun siden turnerede med den i flere år.
I 1999 'genåbnede' Hege så Teaterkompagniet for at have en platform for sine børne- og ungdomsteaterforestillinger, og trods en uheldig start og økonomisk tab på forestillingen 'Stenbroen' – for lånte penge – der aldrig nåede frem til premieren og blev forkastet af Refusionsudvalget, kæmpede hun videre med sit teater, som trods manglende støtte alligevel i flere sæsoner spillede 120-130 forestillinger årligt – og måtte lide under gentagne indkaldelser til showcase for at få refusionsgodkendt forestillingerne.
I lange perioder måtte Hege således arbejde mange timer ugentligt som hjælper på et plejehjem for at få økonomien til at hænge sammen.
Det ændrede sig, da teatret fik egnsteaterstatus fra 1. januar 2009 i Syddjurs Kommune.
Fra starten udgjorde Hege Tokle og Thomas Trier lederparret, men sidstnævnte stoppede med udgangen af 2012 – hvor teatret også skiftede navn til Syddjurs Egnsteater.
Trods en mindre harmonisk exit mellem de to siger et citat fra Trier lidt om, hvor svært det er at holde Hege 'nede i flasken': 'Når man tænker på, at vores fag har en stor arbejdsløshed, så er det fedt, at nogen tager sagen i egen hånd og tør satse hele butikken. Men ind imellem har Hege altså så meget krudt i røven, at jeg ikke kan andet end konstatere, at hun er bindegal'.
Uddannelse på trods
Og hun er bestemt noget for sig. Meget talende og pågående og overbevist om, at hendes kald her i livet er at lave teater. Og rigtig god til at få andre til at samarbejde om sine projekter, samtidig med at hun er kendt for at give lang snor til folk – kunstnere og personale og alle andre – som hun stoler på.
For et par år siden besluttede Hege sig for selv at stoppe som skuespiller for at koncentrere sig fuldt og helt om at lede sit teater – og dertil skrive nye stykker og udtænke nye planer.
Rent forestillingsmæssigt er det bl.a. blevet til 'Krimi' (se anmeldelse), første del af trilogien 'Hjerterum' og manus til to kommende forestillinger.
Og så har hun også lige fået tid til at tage en flerårig lederuddannelse på Scenekunstens Udviklingscenter, der med hendes egne ord har været med til at redde egnsteatret og hendes egen rolle som leder. Det er en præstation med mange skriftlige forhindringsløb – set lyset af, at Hege Tokle er stærkt ordblind og først har lært at læse og skrive rimeligt sent i livet.
Hendes mails og breve gennem årene til herværende skribent/redaktør har således både været stærkt underholdende og lejlighedsvis noget kryptiske, men altid fuld af det åbenbart aldrig svigtende gåpåmod, som om hun også har haft god brug for i privatlivet, hvor sygdom, tre børn – et par af dem også sygdomsramte – og en hård skilsmisse har fyldt meget.
Det kræver tillige sin kvinde – også selvom man er skuespiller – at stille sig til frem i en dokumentarserie i DR, 'Mirakler på Montebello' (vist i foråret 2014) og fortælle om det at leve i et smertehelvede pga. en ondsindet dobbeltsidet (hofteleds)dysplasi, der bl.a. har betydet to store operationer og langvarig genoptræning.
Alle inddrages…
Men ganske typisk for Hege benyttede hun denne periode sammen med en masse ældre mennesker til at pumpe dem for gode historier om og fra egnen, som kunne danne afsæt for noget af fortællingen i 'Hjerterum'-trilogien.
Også scenografen måtte bidrage: Niels Sechers slægt indgår bl.a. i første forestillings kærlighedshistorie, mens Heges bedstefar indtager en central rolle i tredje forestilling – og selvom de tre forestillinger kommer vidt omkring i verden, bl.a. til de dansk-vestindiske øer, spindes der hele tiden en tråd til Djursland og dermed egnsteatrets hjemsted.
Også Heges nye kæreste – og det skal selvfølgelig ikke være alt for let, så det er en pensioneret belgisk politimand, der bor i Spanien! – har måtte give en hjælpende hånd. Og står ifølge Hege for det motto, der følger alle tre forestillinger og spilledåsen og den blå tone på vej: 'Savnets smerte, kærlighedens lykke'…
På det rent kunstneriske plan er er den mellemste datter, 18-årige Linea – med kunstnerefternavnet Tokyo – også med i 'Hjerterum', idet hun har skrevet musik til forestillingen.
Den ældste datter, 20-årige Cecilie har sin spidskompetence i billedkunst og har senest afgivet forslag til festivalplakaten til næste års Aprilfestival i Frederikssund, og selvom hun ikke vandt, kan plakaten nu ses i en udstilling med de 27 øvrige forslag på Frederikssund Bibliotek.
Og så tager vil lige den yngste datter med. For 11-årige Camille går allerede nu rundt med en skuespiller i maven…
Et flittigt teater
Så måske bliver hun næste generation af Tokle-teaterfolk i Danmark. Mens Hege Tokle trods alt har besluttet, at hun ikke nødvendigvis skal fortsætte som egnsteaterleder i flere årtier.
»Jeg er aldrig stukket af fra noget – og overlevet ved at arbejde med teater, men jeg har nu langt om længe også fundet ud af, at der kan være andet i livet,« lyder det fra Hege, der dog lige her og nu kan glæde sig over personlig succes både med forestillinger og teaterdrift.
Således kom genforhandlingen af egnsteaterkontrakten i hus sidste år, så driftstilskuddet er sikret frem til 2016, samtidig med at hun efter en turbulent periode omkring med-lederens afgang og et par tabsgivende produktioner har forvandlet et underskud til overskud og via sine budgetter har skabt tilfredse miner hos bestyrelsen.
Og Syddjurs Kommune får meget ud af de 2,7 mio. kr., som teatret modtager (og hvor staten refunderer omkring 40 pct. og kommunen dertil får 360.000 kr. retur for husleje…): To-tre produktioner årligt, en snes gæstespil, en teaterskole for børn og en ungdomsscene, hvor der bliver lavet arrangementer for egnens unge sidste onsdag i hver måned.
Lige nu døjer egnsteatret dog med manglen på en teatersal, der ikke har været i brug i næsten et par år og som nu skal rives ned – mens man håber på, at en ny kan stå klar til foråret og i mellemtiden må spille forestillinger alle mulige andre steder.
Hvorfor ikke osse DR og NKR…
Men lige nu puster Hege Tokle og teatret ud efter første faste af projekt 'Hjerterum'. Altså lige bortset fra, at det er ved at være tid til årets juleforestilling – med den ret så egnsbundne titel 'Jul i den gamle mølle' – der også er skrevet af Hege Tokle. Som også har bearbejdet et gammelt norsk folkeeventyr til næste forestilling med titlen 'I det blå bjerg'.
»Det er den tredje i rækken af Asbjørnsen og Moe-eventyr på teatret, og der kommer skam flere,« lyder det fra Hege, der således også sikrer norsk litteratur en plads på sit jyske egnsteater.
Snart skal Hege dog i gang med at skrive manus til anden del af trilogien, 'Livets blå bølge', der har planlagt premiere 12. september 2015 på Fregatten Jylland – hvor Hege også fejrer sit 25-års jubilæum i teatret.
Og Hege har selvfølgelig tænkt sig at arbejde for at få mere omtale og synlighed omkring projekt 'Hjerterum'
»Jeg vil gerne have Danmarks Radio og NRK (Norges svar på DR, red.) til at følge projektet og arbejdet med forestillingerne. Så kan de også selv se og vise andre, hvordan et egnsteater arbejder!«
