Af: Kirsten Dahl

30. april 2023

Eminent hyldest til pacifismen

Med excellent skuespil, empatisk iscenesættelse, fin lydside og en Ingenmandslands-scenografi, der fornemt integrerer dokumentariske fotos og filmklip fra Første Verdenskrig, udfoldes et drama, som med håb, humor og tragik, formfuldendt og emotionelt gribende tegner mennesket bag soldaten

Gid ’Fjender’ må blive en klassiker. En forestilling som alle unge – og voksne – får lov at opleve. Sagt i lyset af, at krige næppe er en uhyrlighed, som får ende sådan lige med det samme – om nogensinde.

Dansk Rakkerpak og Faster Cool har med ’Fjender’ skabt en forestilling, som med stor kvalitet på samtlige parametre giver publikum et bud på, hvor absurd krigsførelse er, og hvor dyrebart vidunderlig fred er. 

En fortrinlig tekst

Det er samspillet mellem alle fortælleelementerne, som gør ’Fjender’ så fortræffelig. 

Andreas Dawe har i samarbejde med holdet doceret et manuskript, som med mundrette og korte replikker indeholder fint mange konkrete og atypiske krigsdetaljer.

Teksten er ikke proppet med dem. En række helt dagligdagsdetaljer og særligt intense situationer er broderet ind i et ’Første Verdenskrigstæppe’, som går bag nærkampe med bajonetter, rygende geværild, tikkende bomber og eksploderende granater for i stedet at tegne et gribende og rørende menneskeligt ansigt af de menige soldater, som er sendt til fronten for at dræbe fjender. Fjender, som de lige så vel kunne være venner med. 

Dawe & Co. tager fat i en virkelig hændelse. I den, der er blevet kaldt ’Julefreden 1914’. Vi er i Flandern i Belgien. Det er den 24. december 1914. Vi befinder os langs Første Verdenskrigs skyttegrave og i et ”Ingenmandsland” mellem de to kæmpende fronter; Tyskland og de allierede. Her er vi i en god times tid sammen med tyskeren Axel og englænderen John. Altså to, der er beordret til at bekæmpe hinanden. 

Fælles hjerteslag 

Langsomt, som en blomst der folder sig ud i slowmotion, vokser der et venskab frem mellem de to. Indledningsvist befinder de to soldater sig i hver deres skyttegrav. Axel skriver på et julebrev til sin familie. Han læser det højt. Han glædes over, at hans søster har fået et barn. Og allerede her gyser det lidt i én, når han siger noget i retning af: ”Dejligt, for så går slægten videre.” 

I scenens anden side rumsterer John. Han virker forkommen og beretter i små fragmenter om krigens gru. Han taler om nervekrig og om, at det barske vejr nogle gange er værre end fjenden. 

Så sætter de små invitationer i værk til at mødes. Axel begynder at synge en julesalme og træder ud på ”Ingenmandsland” med et lille juletræ i hånden. Og lidt efter – efter at den værste skepsis og frygt har lagt sig – mødes de der. De byder hinanden på godter. Smøger, småkager, cigaretter og en sjus. De begynder at samtale. De taler om vejret. Om deres familietilhørsforhold. Om de har en kæreste. Om hvad de hedder, hvor de kommer fra, og hvad deres arbejde i fredstid har været. 

De bliver så gode venner, at de begynder at tage fotos af hinanden. Og at spille fodbold. 

De åbner sig også omkring hvordan de har det med at være i krig. Hvordan de hader stanken. Mudderet, som klistrer sig fast alle steder. De taler om deres kammerater, som hænger fast i pigtråden. 

Og her gyser man igen, når den ene minder den anden om, at når en fra den ene side af fronten sidder fast der, så bliver han skudt ihjel af modparten. Straks efter lyder en eksplosion og de kaster sig begge ned. John rør sig ikke lige herefter, og vi ser på Axels reaktion, at han frygter, at John er omkommet. En venskabelig relation er ved at blive bygget op. De er godt i gang med at nære positive følelser for hinanden. 

Fin ro, gode pauser og dirrende detaljer

Men hele tiden lurer der en frygt for, at den anden vil begynde at agere fjendtligt. Måske ligefrem gøre det af med en. Eksemplerne på det er mange og rigtigt fine. Frisørscenen er en af dem: John takker ja til at blive klippet af Axel, der har boet i England og været frisør der. I små glimt, i et par stillbilleder, oplever vi i ”frosne billeder” hvor let det ville have været for Axel at udnytte frisørsituationen til at kvæle John med det klæde, han har lagt over Johns skuldre – eller likvidere ham med sin skarpe saks. 

Alle disse små tegn på forståelig frygt og dødsangst får Folmer Gry Kristensen utroligt flot frem i sin rolige og pausefyldte iscenesættelse, som også giver ro til, at venskabet kan vokse frem. Frisørscenen er et godt eksempel på, at følelserne af ven- og fjendskab ligger tæt op ad hinanden. Akkurat i den potentielt meget farlige klippesituation taler de to soldater om krigen. Om, hvornår de tror, at krigen slutter, samt det, at de begge frygter ikke at overleve krigen. 

Kristensen giver replikkerne plads og skaber i sin rolle-empatiske personinstruktion rum for, at skuespillerne får lov at være i situationerne og formidle, hvad de føler. Relationerne opstår og vi tror på dem. Ret godt gået i betragtning af, at alt vises på blot cirka 65 minutter. 

Rigtigt flot skuespil 

Søren Møller Pedersen og Niels Grønne er fantastiske på scenen som henholdsvis Axel og John. De balancerer sublimt den vanskelige vekslen og blanding mellem alvor og leg, som forestillingen er sat sammen med, og de interagerer usædvanligt dygtigt med hinanden. 

De synes at leve sig totalt ind i det følelsesstærke forløb, Dawe og holdet har designet. Samtidig med at de aldrig overspiller eller med deres gestik og mimik gør udtrykket sensationelt eller belægger det med sentimentalitet. 

De spiller derimod de to menige skyttegravssoldater med en slags distance. Ikke en ironisk distance, men en måde at forholde sig til rollen på, som gør, at den bliver større og kommer til at dække over mere, end udelukkende for to konkrete soldater fra en svunden tid. 

I deres forrygende samspil skaber de en perlerække af alment menneskelige momenter, som tilsammen danner et brag af et freds-epos. 

Skyttegrave og dokumentarfilm 

Kristian Knudsen har designet en ultra-enkel krigszone-scenografi: Et landskab med et ”Ingenmandsland” med kraterhuller i midten og skyttegrave med store tunge sække som bastioner. Det relativt store spilleareal i midten giver fin plads til, at de to soldater gradvist kan nærme sig hinanden. Fysisk og mentalt. 

Og scenografien spiller fint sammen med de dokumentariske billeder og film fra Første Verdenskrig, som vist i stort format på bagvæggen, er med til at give forestillingen ekstra autenticitet. De bliver klogelig ikke vist på én gang eller med jævne intervaller, men når det i live-spillet giver mening. Samtidigheden af live-skuespil og billed-dokumentarisme er ikke ”blot” en øjenåbner, for det publikum, som måtte være uvidende om ’Julefreden 1914’. 

 Det virker stærkt og overvældende for alle at se beviser for, at der rent faktisk spontant blev nedlagt våben og indført midlertidig våbenhvile. Med smil, udvekslinger og fodboldkamp. At ’Fjender’ tillige viser klip fra krigen, når den raser, når bomber og granater fyger op i luften, tilføjer en barsk isnende realisme. 

Smuk helhed og fine finesser

Dramaturgisk hænger ’Fjender’ fantastisk godt sammen. Forestillingen er et eksempel på betydningen af at have en velfunderet dramaturg på et i øvrigt også dygtigt hold. 

Det tilføjer et ekstra lag, at forestillingen indrammes af to abstrakte figurer, Døden og Sorgen, som er nok så tilstedeværende i krigstid. Søren Møller Pedersen og Niels Grønne sætter som henholdsvis Sorgen og Døden i samtale med hinanden en almen eksistenspegende dagsorden for forestillingen. De gør opmærksom på, hvor gensidigt forbundne de to størrelser, sorg og død, er. 

De er uadskillelige følgesvende. Og det serveres i en dialog, som både er filosofisk fin og meget humoristisk – som fx når Sorgen siger til Døden: ”Du er kynisk” og Døden svarer: ”Tak”. 

Det giver også dimensioner til oplevelsen, at opsætningen indledes og afsluttes med afspilning af en strofe i Laurence Binyons digt ”For the Fallen” fra september 1914. Det er næppe heller tilfældigt, at det er tredje vers med begynderstrofen ”They shall grow not old, as we that are left grow old”, som er valgt. 

I krig er der ingen formildende omstændigheder. Derfor peger venskabsmøderne på slagmarken des kraftigere på fredens vidunderlighed og på det håb, som forestillingen med sit pacifistiske budskab er en skøn eksponent for. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’