– ’Er du en bi?’ spørger kvinden.
– ’Ja. Og det er du også!’ svarer bien overraskende nok.
Så får kvinden tildelt navnet ’Flora 717’, og så kan hun ellers bare kravle ind i et af de sekskantede rum i bikuben på Det Lille Teater – og adlyde ordrer og gøre det, som en ’byggebi’ åbenbart gør.
Kamilla Bach Mortensen og Camilla Hübbe har sammen skrevet en finurlig historie om en kvinde, der er så vred på ukrudt og insekter og naturen i det hele taget, at hun sprøjter løs med dræbergift på alt i sin have. Hun er særligt bange for at blive stukket af en bi, så hun retter sin spraydåse mod alt, der summer. Indtil hun altså selv kommer til at sniffe noget af giften og bliver forvandlet til – en bi!
Idéen er skæg, og børnene er med på den med det samme. Kvinden har en lyseblå rengøringskittel på, men så snart hun bliver til bi, får hun en skøn brun dragt med en fin vest over et brunt, blødtstrittende tylsskørt – og hun får endda sat følehorn ind i sit brune, insektlodne strithår. Scenografen Johanne Eggert har virkelig ramt biens kendetegn med masser af fine detaljer i dette herlige kostume, og hendes scenografi består fint af et udsnit af en bikube i menneskestørrelse: Sekskantede rum, som bierne klatrer rundt mellem, mens de har travlt med at gøre rent og med at made bidronningen.
’Alt for honningen. Alt for dronningen,’ lyder det stolte motto. Og så bliver der ellers svedet bivoks og indsamlet nektar. Indtil altså, at den fremmede bikvinde indser, at bierne har det virkelig slemt, fordi der ikke længere er nok blomster ude på græsmarken…
Gulvskrubbedans for bier
Der er masser af miljøbekymring og klimaansvarlighed i ’Bi omkring’ – og en umiskendelig morale. Men der er først og fremmest en sjov og eventyrlig teaterfortælling om biernes særlige verden. Logikken er klar: ’Først bliver vi klækket, og så gør vi rent,’ som bierne synger det til Alice Carreris muntre og ubekymrede musik, der inviterer til smil og dans i forskellige muntre rytmer. Rengøringsbierne danser da også gladelig med i legeglade koreografier, hvor de hopper rundt ved bikuben og svinger gulvskrubberne, mens de laver ministomp på gulvspandene. Med afrocaribiske rytmer som musikalsk-eksotisk bestøvning.
De tre skuespillere skaber en verden af både mennesker og insekter med største naturlighed. Ane Helene Hovby har en god hidsighed over sig i rollen som den insektforskrækkede kvinde. Hun er lige akkurat så bange for bierne, at børnene godt kan identificere sig med hendes selvforsvar med spraydåsen. Men hun er også så urimelig og naturfjendtlig, at de alligevel ikke synes, at hendes dirty tricks er i orden.
Hun truer nemlig lidt for ivrigt med sin giftspray, men samtidig bliver hun også blød om hjertet, da hun som nyforvandlet bi møder Jela Natius Abildgaards sødmefyldte ungbi. For hun har en lysende inderlighed over sig, når hun forklarer sin nye biveninde om bikubens verdensorden, mens hun kravler rundt og gnubber voks inde i bikuben. Og så kan Jela Natius Abildgaard fortælle med så blid stemme om bidronningens vidunderlighed, at hele scenen stråler af lyserød taknemmelighed.
’Det er dronningen, der samler boet med sin kærlighed,’ siger hun, mens hun dingler med sine lange ben oppe fra bikuben et sted. Eller også er det netop hende selv, der spreder kærlighed.
Da hun lidt efter dukker op i rollen som hanbi med overskæg og brun fløjlsskjorte med sixpack, ryger hendes stemme lige et par oktaver ned – sammen med blidheden og hjælpsomheden. Hun skyder hofterne selvsikkert frem, og så er hendes hanbi klar til at score bidronningen. Det er virkelig en skør og skøn figur.
Nervøs for at stikke
’Jeg er bevæbnet, og jeg er ikke bange for at bruge min brod!’ siger Brian Hjulmann med rystestemme i rollen som en nervøs vagtbi, der har fået fornemmelsen af, at der befinder sig en snylter et sted. Men jo. Denne bi er faktisk temmelig bange for at stikke. Den ved godt, at den kommer til at dø af det, og Brian Hjulmann udtrykker biens perplekse befippelse med et utal af komiske ansigtsgrimasser af bekymring og ængstelse. Til gengæld breder han smilet helt ud, når han forvandler sig til selvsikker motorcykelbi med blomsterblik. Og når han træder ind på scenen som selveste bidronningen – med guldkrone og endda guldfølehorn – er hans royale selvfølelse komplet pompøs. Det er slapstickskuespil for højeste summen.
’Bi omkring’ er skabt til de 4-10 årige. Det er en målgruppe med stor spændvidde. Sprogligt er teksten egentlig for avanceret til børnehavebørnene, men de 4-årige, som jeg oplevede forestillingen sammen med, sad fuldstændig opslugte; også selv om de nok ikke forstår udtryk som ’at gøre sig skyldig i en sultkatastrofe for 21.000 bier’ eller at ’miste al orientering’ og den slags. Men så har børnene da noget at spidse øren efter. Og skuespillerne var så klare og charmerende i deres spil, at børnene ikke var i tvivl om, hvad der foregik.
Desuden forstod børnene tydeligvis iscenesættelsens dobbeltgreb med kvinden, der af og til talte med sig selv og undrede sig over, hvordan hun egentlig var blevet til en bi – som et uproblematisk metatrick i fiktionen. Som forfriskende metarefleksion.
’Det er vidunderligt at være bi,’ synger bierne i ’Bi omkring’. På Det Lille Teater er det også vidunderligt at være tilskuer.
