Af: Anne Middelboe Christensen

22. marts 2010

Vrinsken og varme øjne

’Hesten’ er en stærk og smuk forestilling om kærlighed. Og ungerne på Randers Egnsteater kan slet ikke kan holde ud, at nogen slår plat eller krone om deres hest. Det kan de voksne heller ikke.

Hesten kigger på dig. Og selv om du måske ikke engang bryder dig særligt om heste, så kommer du altså til at se direkte ind i dens varme øjne – og så smelter du lige så stille.

I hvert fald hvis det er ’Hesten’ i Randers. Altså ikke statuen af Den Jyske Hingst nede i byen, men den høje, slanke væddeløbshest oppe på Randers Egnsteater. Den vildeste og klogeste og skønneste…

Egentlig er hesten slet ikke til stede i forestillingen. Ikke sådan med hud og manke – og ikke engang som en dukke. Den er faktisk kun på scenen i form af et reb og et seletøj. Og alligevel fornemmer man, at den har løbet vrinskende rundt omkring med flagrende hale og glade ører. Man har lært at genkende dens prusten – og at mærke dens modstand, når den trådte baglæns, fordi den pludselig blev beordret til noget, den ikke havde lyst til.

De grusomme, gamle dage

’Hesten’ er blevet en fabulerende og underfundig og svimlende kærlig forestilling. Den opleves i høj grad som en passionsforestilling, der er opstået ud fra Randers-spillernes særlige egenskaber; også selv om manuskriptet er en lidt uegal tekst af Sven Ørnø, frit efter bogen ’War Horse’ af Michael Morpurgo.

Morten Bo Koch bærer i hvert fald hestestoltheden i sit åbne, drengede ansigt – lykkelig over at have fået denne flotte hest, som hurtigt bliver som en bror for ham. De er sammen altid, ude på engen og i marken, denne dreng og hans hest. For historien foregår omkring 1. verdenskrig, men årstallet eller århundredet er nu ikke så vigtigt. Slet ikke for de 7-12 årige. De opfatter bare, at handlingen foregår i ’gamle dage’, hvor man brugte heste på marken og i krigen.

Og egentlig kunne forestillingen lige så godt handle om krigen i 1848 – eller om krigen i Irak eller Afghanistan. For den handler om menneskets trang til at gøre det gode. Om angsten og ensomheden i krigen. Og om drømmen om noget, der kan hæve sig over krigens tilfældighed, og som kan skabe fred. Alt det, som hesten åbenbart kan.

De onde eller de gode

Morten Bo Koch spiller hestens stolte, unge ejer, men han spiller også en følsom menig soldat og en rå officer – og en helt almindelig, krigsskadet bondedreng. I alle roller har Koch en vidunderlig autenticitet. Han har barnets naivitet i sig, som om han hele tiden oplever tingene for første gang – med et betagende nærvær som ungernes repræsentant på scenen.

Lisbeth Knopper balancerer mellem rollen som hans bekymrede mor, men også rollen som nysgerrig soldat og udsultet bondekone – præcis og klar i hver eneste vrede bevægelse og hvert eneste bløde blik. Lisbeth Knoppers blanding af sårbarhed og snuhed giver ungerne sugen i maven. For er hun denne gang en af de gode eller en af de onde? Og kan hun virkelig modstå hestens bløde mule?

Finn Rye er trioens vildeste kort. Stor og bamset, både blød og farlig. Når han er bedst, er han ond og skarp. Ellers kan han i glimt forfalde til usikker vrede, som både hesten og tilskuerne gennemskuer… Samtidig bliver Ryes tunge krop et mærkeligt, trygt bevis på mennesket, der er blevet forulempet af livet, men som alligevel kan vækkes til det gode.

De tomme frakkers bump

’Hesten’ har det varme hjerte til fælles med Randers Egnsteaters anden modige forestilling ’Lilli’, som stadig charmerer med sin rå gøglerhistorie og sin stærke medmenneskelighed – og sine kløgtige dukker. Men krigshistorien i ’Hesten’ er bredere og sværere. Netop for de halvstore børn er krigen et emne, der både vækker undren og afsky i en uhåndterlig blanding, og ’Hesten’ lader fint ungerne bevare deres barnetro og simple fredsløsninger – samtidig med at forestillingen viser rammende nuancer på menneskers hævntrang.

Instruktøren Kurt Bremerstent en konstrasternes mand: Han lader det gode møde det onde uden blødsødenhed. Han er ikke bange for at kalde en gulerod for en gulerod. Men selv om han er yderst kontant om krigens død og lemlæstelse, så er han også en poesiens mand. Så når soldaterne falder ved fronten, er der ikke ketchupfest. Nej, spillerne holder bare tomme frakker ud i strakt arm og lader dem falde, når geværsalverne lyder. Mere behøves ikke…

Scenografisk er forestillingen dog mest af alt en skitse – med stald og skyttegrav i ét. En smuk skitse, vel at mærke, omkranset af klassiske, dunkle krigstidskostumer. Men selv om det fragmentariske kan ses som en fin hilsen til Brecht og hans ’Mutter Courage’, kunne forestillingens gråbrune æstetik dog godt have sigtet mod samme høje niveau som performerne. Og som det avancerede lydanlæg, hvor strygermusikken blidt dulmer sorgen, inden hesten igen galopperer kådt omkring dig i surroundsound…

Kærlighed er en uhåndterligt emne af skabe teater over, ikke mindst for de gryende tweens. Måske er kærligheden endnu sværere som emne, end krigen er det. Men gudskelov griber denne forestilling ikke til tidens forjættede børneteaterløsning med meta-kommentarer, der brutalt punkterer de store følelser til fordel for et pseudo-grin.

Nej, i ’Hesten’ får kærligheden lov til at galopere frit. Hesten ser dig ind i øjnene, mens den vrinsker til dig. Og du er ikke i tvivl om, at du vil følge efter den.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang