To kufferter og en guitar. Mere beskedent kan udstyret næsten ikke være. Men vi leger jo også bare. Heidi og Jannik keder sig nemlig, men bliver hurtigt enige om at lege den hemmelige leg.
Hvorfor den er hemmelig, får vi aldrig at vide. Specielt farlig, uartig eller voksenforbudt er den ikke, så det er ikke derfor. Den går bare ud på, at de to børn skiftes til at etablere en eller anden fantasi-situation, og så spørger den anden: ’Og hvad sker der så?’
Men inden vi kommer så langt, skal vi lige synge den hemmelige sang. Som er lige så uhemmelig som den hemmelige leg. Men fint iørefaldende, og så var der jo også brug for guitaren, når nu den alligevel lå på scenen.
Heldigt for Heidi og Jannik har de som sagt to kufferter. Heldigt, fordi de er fulde af udklædningstøj og sære sager. Så når de leger, at de er på stranden og kigger ud over vandet, kan de vupti lige skabe stranden med en pose sand, der bliver strøet ud.
Enkelt og velfungerende, selv om man kan undre sig over, at de lige har en pose sand liggende i kufferten.
De beslutter bagefter at svømme ud til et sørøverskib, hvor en sørøverkaptajn dukker op. Og minsandten, om ikke der ligger sørøver-rekvisitter i kufferterne. Og et par snorkler, når de skal ned under vandet på besøg hos Havets Dronning, og nogle dukker og en rumhund, en abe og en havskildpadde, foruden blomster, en stjernekaster, noget snevejr og en ballon. Jamen, hvad der dog ikke er nede i de to kufferter!
Til gengæld er der ikke andet, kan vi se. Og når den sidste rekvisit i kufferterne er brugt, er historien færdig. Så den er altså i virkeligheden fastlagt på forhånd, så den passer til rekvisitterne, selv om de to spillere lader som om, at den bliver født på stedet. Og alle tingene ligner færdigkøbte rekvisitter fra en legetøjsbutik, så heller ikke her er der i virkeligheden ret meget tilbage af den tur på fantasiens vinger, som de to børn taler om i begyndelsen.
Mere fantasi
Ideen er selvfølgelig, at den hemmelige leg skal virke stimulerende på tilskuerne – se hvor sjovt man kan lege, når bare man bruger sin fantasi. Hvilket er et nydeligt formål. Men set med voksenøjne havde det hele nok virket lidt mere stimulerende, hvis forestillingen selv havde udvist lidt større fantasi og fabuleret lidt mere i børnehøjde i stedet for at læne sig op af en masse forproducerede ting.
Og nu vi er ved det, der gerne må stimuleres, så er de medvirkendes sprog ikke det mest varierede. Hele tiden at sige ’Okay’ som reaktion på den andens forslag, vidner om en uklædelig forarmelse af sproget, man ikke behøver at give videre til børnene.
Så ’Og hvad sker der så?’ ender som en lidt fattig og temmelig mekanisk forestilling, fordi den fantasi, den så gerne vil appellere til, ikke får ordentlige udfoldelsesmuligheder, og fordi historien prætenderer at blive født på stedet, selv om det er tydeligt ved et kig ned i kufferterne, hvad der nu skal ske.
Skal jeg være brutal, og det skal man somme tider, især når pengene til teater i institutionerne er knappe, vil jeg påstå, at to pædagoger med lidt fantasi og en masse tilfældige ting – og jeg understreger, at de skal være helt tilfældige og ikke færdigkøbte – sammen med børnene vil kunne skabe en langt sjovere, vildere og mere fantasibefordrende historie end dem, man kan opleve sammen med Teatret Blau.
Og så vil den endda være ganske gratis. Og kan leges om og om igen.
