Villads fra Valby er en moderne Emil fra Lønneberg. Han har en sund nysgerrighed og en ubekymret opfindsomhed – og han fatter aldrig mistanke til, hvorfor de voksne altid ender med at skælde ham ud.
Aalborg Teater har med ’Villads fra Valby’ skabt en munter og velsmurt teaterforestilling over Anne Sofie Hammers populære romanserie fra 2009. Iscenesættelsens humor rammer tydeligvis plet hos skolestarterne.
Alle børnene i sæderne rundt omkring mig på Aalborg Teater vidste i hvert fald præcis, hvad der skulle til at ske, hver gang denne Villads fra O.V. fik en ny idé. De kendte bøgerne, og nogle af dem havde tydeligvis også set filmen.
Mors diamantøreringe
Alligevel var de fuldstændig vilde med Niels Anders Manleys fortolkning af Villads. Den unge Niels Anders Manley har da også en kær drengethed og en ubekymrethed over sig, som fascinerer.
Tidligere på sæsonen spillede han Tvebak i ’Brødrene Løvehjerte’, så det nærmest en lettelse at se ham spille glad og optimistisk i rollen som Villads. Han er fysisk i gang hele tiden med sin lange, urolige krop – uanset om han bare hopper op på køkkenbordet for at eksperimentere med sin mors diamantøreringe i køkkenvasken, eller om han testkører lærerindens stol på første skoledag.
Præcise replikker
Louise Schouw har i det hele taget fanget drengens kådhed på en herligt ligefrem måde i sin iscenesættelse.
Og scenerne flyver fermt af sted i Gunvor Reynbergs dramatisering, der rammer børnenes talemåder med præcision. Her siges kun det nødvendige – replik for replik. Sangteksterne er enkle og mundrette: Her rimer ’familie’ på ’ikke-med-vilje’ – og ’hus’ på ’børn-der-har-haft-lus’. Det er en tryg familieverden, fuld af genkendelighed.
At teksten så benytter sig af en fortæller, der beretter om Villads’ ulyksaligheder og forbinder scenerne med kommentarer, virker faktisk lidt gammeldags. Forestillingen kunne tilsyneladende sagtens klare sig uden.
Tuba og tjubang
Lars Fjeldmose har komponeret noget herligt tjubang-musik, der giver humør og energi til forestillingen. Kapelmester Gunhild Kjær og hendes to musikere, Jacob Rose og Thomas Hamilton, formår at spille, som om de var et polsk cirkusorkester på akkord: Veloplagt, flabet og i nådesløs fugleflugtslinje mellem tuba og klokkespil, klarinet og klaver.
Desværre er Kirsten Victoria Linds scenografi ikke på niveau med resten af forestillingen. Hun har skabt en aldeles fantasiløs scenografi, der er så realistisk, at den kunne være skåret ud af en skabsopstilling i enhver køkkenforretning.
Det er ikke sjovt nok – og æstetisk og symbolsk udfordrer den slet ikke ungernes fantasi, sådan som replikkerne gør det. Det er unægtelig ærgerligt. Desuden er væggene så klumpede at manøvrere med, at den omstændelige teknik tager fokus fra overgangene i sceneskiftene.
Mor er den bedste i verden
Men skuespillerne er skønne. Josephine Nørring spiller Villads’ mor med sådan en sødme og overbærenhed, som om hun vitterlig var i familie med Emils forstående mor hjemme i Lønneberg.
Josephine Nørring spiller også pigerollen som Villads’ intuitive sidekammerat ovre i klassen. Da hun kommer og giver ham et kærestebrev, bliver hun selv lige så genert, som han gør. Hun slår øjnene ned, og laver trutmund og drejer tæerne indad og hiver ned i kjolen på én gang – charmerende, så det basker. Det er hjertevarmt skuespil.
Allan Helge Jensen spiller Villads’ hårdtprøvede far. Han har en ro over sig, som forplanter sig til børnene. Når han taler med sin bløde stemme, så hører de efter. Selv en alenlang årstidssang, der egentlig ikke skal andet end at få tiden til at gå, indtil Villads får en lillesøster, lytter børnene opmærksomt til. Som om denne mand fortalte godnat-eventyr for dem med sin sang.
Kold med kort lunte
Laura Kold har en sjov rolle som hysterisk nabo med perfektionistisk hår og prinsessedatter. Laura Kold ligner komplet de maniske kvinder i køen hos H&M. Men så smider hun den tjekkede pageparyk og forvandler sig til en pedantisk lærerinde med fodformede sko og meget kort lunte – og får både børn og voksne til at grine igennem.
Skuespillereleven Mette Gregersen har til gengæld fornøjelsen af at spille naboens lyserøde datter med forkærlighed for at følge Villads som hans trofaste prinsesse. Hun rammer fint pigens beundring af Villads – og hun udviser en imponerende sekretæropfindsomhed, når det gælder om at finde mors dyreste silkepuder til Villads-laboratoriet.
Det er dejligt at se, hvordan denne familieforestilling lykkes i så stor en teatersal som Aalborg Teater. Louise Schouws iscenesættelse har tydeligvis nogle virkemidler, som når helt ned til bageste række – uden at blive dumgrove. Den slags familieteater trænger tiden også til.
