Al kunst kræver mod. Men teater for unge kræver en særlig slags mod. Fordi de voksne teaterkunstnere skal finde tilbage til en sårbarhed og en nysgerrighed fra deres egne teenageår – en følsomhed, der sammen med deres oparbejdede professionalisme skal blive til teater, der kan drive teenagerne frem mod nye erkendelser. Og hvis det skal fænge, så skal det højst sandsynligt handle om sex.
Det er den slags mod, som der er så imponerende meget af i Teater ZeBus nye forestilling ‘IRL 2 – In Real Life, Too’. Vel at mærke en frygtløshed, der er kombineret med den rigtige historie og de bedste spillere. En forestilling, hvor alt lykkes, måske endda uden de medvirkende helt selv er klar over, hvor godt det går. En sekser.
Totalt okay
For alle replikker i IRL 2 lyder, som om de lige så godt kunne være sagt af nogle 16-årige nede på Amagerbro Metro. Alle replikkerne har en friskhed og en spontanitet, som virker næsten foruroligende autentisk. Men hvordan kan man tale som en teenager, når man forlængst har passeret de 25?
’Som om… Altså…. Totalt okay….’. Alle de faste teenagevendinger glider ind i ordstrømmene her. Eller som en af de unge siger: ’Du skal bare tage de følelser, der er inde i dig lige nu.’ Jo tak!
Det viser sig, at friskheden nok skyldes, at denne forestilling er improviseret. Det stod ingen steder, da forestillingen holdt premiere på Børneteaterfestivalen i Horsens. Men rygtet løb hurtigt og viste sig at være sandt. Jo, de enkelte replikker er improviserede – ud fra nogle grundfigurer og et afsæt til handlingen, der er skrevet af dramatikeren Troels Chr. Jakobsen.
Og dramaet er herefter lykkeligt forløst i Jørgen Carlslunds instruktion af forestillingen, som foregår på et nøgent prøvegulv mellem fire lampestolper – og med tilskuere på alle sider. : Historien om en dramalærer, der tolker sine egne kærlighedsfrustrationer ind i en workshop om Shakespeare for teenagere – og som ikke helt kan holde fingrene for sig selv…
Top nice
Men her er det så, at forestillingen og Talent-drømmene tager fart. For hvert eneste møde mellem de to piger og to fyre på dramakurset er så intenst, at rummet gløder. Ikke et eneste pinlighedsemne er for småt til, at disse fire personer kan få vendt de tanker, der fylder så meget i teenageuniverset.
Tankerne om sex fylder mest. I hvert fald hos fyrene, der har svært ved at løfte blikket fra pigernes bluser. Hos pigerne er det deres rygte, der får stærkest fokus. For hvad går de andre rundt og siger om dem? Hvad tror de andre, at man har gjort sig af erfaringer? Og hvad gør man, når nogen kalder én for en ’B-luder’?
Her blottes hudløshed og ensomhed, også hos dem, der ellers tilsyneladende var de stærke i gruppen. Og forestillingen formår at gøre sine personer så komplekse, at de undervejs afslører nye sider af sig selv og dermed bliver ved med at være interessante. Top nice!
De fem performere udgør et stærkt team: Lotte Bergstrøms søgende flipper med den bløde stemme. Maja Juhlins modeltøs med makeuppen i orden. Christian Hetlands kejtede splejsedreng med jomfrukvababbelse. Sigurd Holmen Le Dous’ scorekarl med selvsikre jernsange. Og Jan O. Mogensens dramalærer, der glemmer alt om pædagogik, når liderligheden melder sig. For det er ikke kun teenagerne, der mister overblikket…
Fucking armsved
Forestillingen balancerer hele tiden mellem de store livsskrig og de små dagligdags problemsuk – pakket ind i Sune Skuldbøl Vraas kontante skærebrændermusik. Detaljerne kan blive dybt pinlige. Som når den ene pige spørger den kejtede fyr, hvor tit han egentlig vasker sine T-shirts?
Den slags situationer, som fylder alverden for teenageren, fordi angsten for at være forkert eller klam tilsyneladende blokerer for alt andet. Men også den slags små ting, der ellers glemmes af de voksne, så snart de har lært sig at undgå armsveden…
Det er dette blik for den unges sårbarhed, som gør denne forestilling så eminent. Sammen med evnen til at spille fuldstændig på de unges præmisser – og direkte ind i Paradise-uvirkeligheden. ZeBU beviser dermed igen sin usædvanligt fine føling med børn og unge. Ingen falske toner; kun forståelse og så det store ord ’kærlighed’. Det er vel også det, der her får tilskuerne til at leve sig så uhindret ind i ‘In Real Life, Too’. Og det, der her udløser anmeldelsens seks stjerner. Med hud og hår og Paradise-impro.
