I weekenden 26.-27. september skal det nye Refusionsudvalg med Methe Bendix i spidsen for første gang konfronteres med den ansøgende kunst, når der er showcase i Virum.
Det nye udvalg (se faktaboks) har frivilligt placeret sig på øretævernes holdeplads, hvor de udover skuffede og vrede teatergrupper, der står uforstående over for afslaget på refusionsgodkendelse, også vil blive konfronteret med børneteaterfolk, der synes, at de lader alt for mange få refusionsgodkendelse på trods af tvivlsom kvalitet. Samt de noget færre på området, der synes, at der skal ikke burde være refusionsgodkendelse overhovedet, men at markedet – læs formidlerne – nok selv skal vide at regulere det dårligste fra.
På den måde er intet nyt for det fjerde Refusionsudvalg i rækken, siden ordningen blev indført i 1997.
For arbejdet og de tilhørende ubehageligheder får Refusionsudvalgets menige medlemmer hver 44.000 kr, årligt mens formanden aflønnes med overdådige 54.000 kr…
Udvalg gør status
Og mens det nye Refusionsudvalg nu for alvor skal træde i karakter, har det afgåede Refusionsudvalg gjort status over fire års arbejde med en evalueringsrapport.
Af den fremgår det bl.a., at udvalget – der havde Jonna Beha Oulund som formand – har taget stilling til 517 ansøgninger om refusionsgodkendelse og set 146 forestillinger på de halvårlige showcases, der har været afholdt i henholdsvis Horsens og København.
Det afgåede udvalg har helt efter drejebogen fået på puklen for sin indsats og har også været udsat for enkelte ubehagelige udfald fra afviste teatre. Samtidig har udvalget dog gjort meget ud af at sikre, at afviste teatre har kunnet kontakte udvalgsformanden for at få en udvidet forklaring på afgørelsen, og det har ifølge Jonna Oulund fungeret som en god ventil.
Refusionsgodkendelsen er som ofte nævnt en nødvendighed for at kunne sælge forestillinger til skoler, institutioner, biblioteker m.v. til ‘halv pris’, idet den statslige refusionsordning refunderer 50 pct. af forestillingsprisen til kommunerne.
Refusionsgodkendelsen betyder tillige adgang til den store årlige april-festival – der er et vigtigt udstillingsvindue – samt mulighed for optagelse i repertoirekataloget Den Røde Brochure, som mange formidlere bruger i deres indkøbsarbejde.
En stramning
På baggrund af det afgåede Refusionsudvalgs afsluttende evalueringsrapport har børneteateravisen.dk stillet den nu tidligere formand, Jonna Beha Oulund, en række spørgsmål:
– I jeres rapport fremgår det, at et af jeres hovedmål var at ‘foretage en stramning af den kvalitetsmæssige bund, men en åbning overfor det nye og mere uprøvede’. Skal det opfattes som en mild kritik af de foregående udvalgs arbejde? Og er der ikke i udsagnet lagret en vis modsætning, i og med det ‘uprøvede’ vel også er at ligne som noget, der skal arbejde for at bedre kvaliteten?!
»Nej, der er ingen kritik af de foregående udvalg. Det gode ved refusionsudvalgene er jo, at de er suveræne i deres periode.Vi valgte blot at se alle forestillinger – næsten. Også tidligere godkendte, hvad der faldt nogle for brystet. Men man kan godt godkende en forestilling, som muligvis ikke på alle punkter opfylder kravene til kvalitet, hvis man skønner, at der i forestillingen og de medvirkende er så meget talent og mod, at det vil udvikle sig over tid. Hvis man på den anden side ser en forestilling, der efter år på landevejen stadig hænger, så må man formode, at den aldrig kommer til at udvikle sig yderligere. Og så kan et afslag komme på tale.
Vi har været langt mere opmærksom på teater for de små aldersgrupper, der er langt mere sagesløse. De større skal nok selv sige fra, hvis de bliver snydt.«
– Synes I selv, at I har opnået både stramning og åbenhed i jeres periode, der jo også har været præget af en utilfredshed med, at I har givet så mange refusionsgodkendelser- ganske som de forrige udvalg blev kritiseret for?
»Ja, til en vis grad. Det er altid utrolig meget lettere at tale om, hvad man vil gøre end at udføre det. Ganske som med børneopdragelse. Nu kan man ikke sætte lighedstegn mellem antal af godkendelser og kvalitet. Refusion skal og bør ikke være en ‘social’ ting, men der vil altid være tilfælde, hvor man er i tvivl. Og nogle gange lader man tvivlen komme forestillingen og teaterfolkene til gode – andre gange ikke. Som eksempel kan jeg nævne et dukketeater, der har en basisfaglig kunnen og mange, mange års erfaring bag sig, en fin kontakt til børnene – og som helt klart elsker det, de gør. Det kan da godt være, at de ikke opfylder kravene til moderne børneteater, men de gør heller ikke skade på børnene og postulerer ikke, at de er mere end de er. De er godkendt og produceret i en anden tid og ud fra andre forudsætninger. Her har jeg det som arbejdsmarkedet – naturlig afgang.«
Truet med Menneskerettighedskommissionen
– I har udarbejdet et ganske enkelt evalueringsskema på baggrund af BørneTeaterSammenslutningens gamle kvalitetskriterier og den noget nyere Ønskekvistmodel – ‘for at skabe et fælles sprog og eliminere smagsdommeri’, som I skriver. Har det fungeret?
»Ja, det har virket. Specielt der, hvor vi ikke kunne lide forestillingen. Så kunne vi med skemaet i hånden gå frem skridt for skridt og til slut tage en vurdering af, hvor der var mangler.«
– Der HAR jo været nogle afgørelser, der har skabt stor vrede hos de afviste. I nævner selv to – uden at fortælle teatrenes navne. Det kunne være interessant at vide, hvordan vreden udmøntede sig – og blev tacklet af formanden/udvalget.
»I det ene eksempel blev vi såmænd truet med Menneskerettighedskommissionen. Vi havde indkaldt teatret, der har spillet samme forestilling i mange år, til showcase, fordi vi ikke havde mulighed for at se dem på festivaler, hvor de aldrig deltager eller spiller. Men vi mente som sagt, at vi skal se forestillingerne efter i sømmene en gang imellem. Det afstedkom en vældig lang og vældig vred mail, der blev sendt til gud og hvermand. Men altså: Forestillingen var så ringe, på trods af, at de begge har en teaterfaglig baggrund. De negligerede ungerne og kørte deres eget ræs. Vi valgte, syntes vi selv, en diplomatisk vej: Vi opfordrede dem til at arbejde sammen med en dokumenteret instruktør med godt kendskab til børneteater. Gjorde de det, så ville vi se dem på showcase et halvt år efter – og ellers fik de et år med fortsat refusionsgodkendelse til afvikling af forestillingen. Det andet eksempel var nogle operafolk, der ville lave en populær udgave af ‘Carmen’. Det var det rene studenterrevy. Og de blev vældig fortørnet over afslaget. I det hele taget har vi slået lidt hådt ned på musikteater, der tror, at de laver teater, bare de KALDER det teater.«
Uenig med anmelderne
– Pga. udvalgets praksis med at tildele ‘midlertidige’ godkendelser af forestillinger, der senere er kommet på showcase og blevet afvist, har man jo oplevet den vældig interessante situation, at en forestilling er blevet anmeldt henholdsvis stærkt rosende og stærkt negativt af professionelle anmeldere – mens Refusionsudvalget siden er nået til den stik modsatte afgørelse. Er det så jeres skema, jeres smagsløg eller anmelderne, der er inkompetente
?! Hvis det handler om en teaterfaglig vurdering, kan begge parter jo ikke have ret…
»Refusionsudvalget kan aldrig nogensinde nå at se alle ansøgere på showcase. Derfor får enkelte på baggrund af kendskab til de i ansøgningen anførte personer en et-årig godkendelse. Det er ikke en midlertidig refusion. Vi har hjemmel til at tildele refusion fra et år til flere sæsoner. En forestilling kan jo godt se lovende ud på papiret, men den lever så ikke op til det lovede. Faktisk har vi i samtaler med BørneTeaterSammenslutningen (BTS) flere gange fået opfordring til, at vi skulle give ALLE forestillinger refusion, for så senere at se dem og evt. fratage refusionen igen. Det synes jeg personligt er for råt, så hellere bede dem om at arbejde lidt mere med forestillingen.«
– Der kommer flere og flere fortælle-forestillinger til uden brug af rekvisitter, scenografi m.v. Nogle bliver godkendt, andre afvist – men hvordan forholder/forholdt udvalget sig egentlig til denne økonomi-model af teaterbegrebet?
»Det er sådan set enkelt. Det skal være teater. Der skal være en skuespiller, en tekst, en instruktion, en dramaturgi, en scenografisk løsning. Det er ikke nok, at der står, at Vigga Bro har været konsulent. Vi kan jo ikke se, om Vigga bare har været forbi.«
Flere ressourcer påkrævet
– Med et ansøgningstal på mellem 44 til 105 pr. ansøgningsrunde har udvalget ofte haft rigeligt at se til. I mener selv, at der skal tilføres udvalget og dets arbejde flere ressourcer. Kunne man få nogle konkrete bud på det?
»Der burde være større mulighed for fleksibilitet. Når der fx. er 105 ansøgere, så er der ikke økonomi til en ekstra showcase. Man kan diskutere, om betalingen af udvalget er for lidt. Vi har gerne villet gøre vort arbejde så godt som muligt, men der skal også være en vis overenstemmelse mellem arbejdsindsats og aflønning.«
– En af evalueringsrapportens ‘eftertanker’ er, at man burde lave en tværfaglig udviklingspulje til fremme for hele det danske teatermiljø. Tænker I fx. på den hollandske model, hvor der er specifikke teaterhuse med ekspertise og ressourcer til at hjælpe nye grupper i gang – eller skal det bare være et løst knyttet konsulentnet?
»Uh, der kunne tænkes mange og gode tanker. Vi har set tiltag, som vi ikke har kunne give refusion, mens vi har give refusion til andre og så håbet, at de kom i havn. Det ville være skønt, hvis der var en ‘bank’, hvor forestillingerne kunne hente kvalificeret konsulentbistand. Der er jo også hele stagnationen af tilskud. Hvor pokker skal de nye talenter komme fra? Hvordan skal de få lyst til at lave børneteater, hvis der aldrig er penge til dem?«
– I skriver til slut i jeres afrapportering, at det er ærgerligt kun at skulle vogte over statens midler (underforstået: sikre at ikke alt og alle får refusionsgodkendelse) i stedet for at bruge udvalgets ekspertise. Mener I dermed, at I heller ville gå aktivt ind i arbejdet med de enkelte ansøgende teatre eller hvad?
»Det punkt hænger nok sammen med det ovennævnte. Desuden har vi nogle gange undre os over, at man f.eks. fra Kunststyrelsen ikke har spurgt os om råd. Vi har selv været aktive i forhold til Scenekunstudvalget og bl.a. fået ændret automatikken mellem refusion og billetkøbsordning. Men der er andre punkter. F.eks. den tiltagende mængde af debatteater, forumteater o.s.v. Man kan godt føle en form for ‘kinesisk mur’ en gang imellem.«
Vi har lært af hinanden
– Jeg går ud fra, at I vil svare bekræftende på, at udvalget har haft et godt internt arbejdsklima – men føler I selv, at I har udviklet jer fagligt/personligt i perioden, fået blik for nye former osv. Og er der fx afgørelser, som I har fortrudt?
»Vi synes, at vi har haft det godt internt. Vi synes også, at vi er vokset. Vi har lært af hinanden. Vi har debatteret og diskuteret. En af fordelene ved udvalgets forskellige baggrunde er netop, at vi er forskellige. Vi har draget stor fordel af netop denne forskellighed. Det ville være dumt at være bagklog og sige, at dette eller hint har vi fortrudt. Vi står ved de afgørelser, vi har truffet på godt og ondt. En ting kan jeg sige med god samvittighed og ærlig hjerte: Vi har stået sammen og har ikke på noget tidspunkt truffet en afgørelse, vi ikke havde gennemdrøftet og debatteret, så alle kunne slutte op omkring den.«
