Titlen ’statsensemble’ ryger den 30. juni, men drømmene trives ufortrødent hos det nye ’lille storbyteater’ i Københavns Kommune. For Corona La Balance skal nu på lyntid realisere Københavns Kommunes ønsker om at få børneteatret med, når børnekulturen skal til at blomstre på Amager.
Ude på Øresundsvej 4, lige ved Amagerbrogade, ligger Røde Kro Teater, som Corona La Balance skal indtage fra 1. januar. På pladsen foran det gamle morskabsteater er der opstillet store byggeplakater med computermanipulerede visionsbilleder af, hvordan hele området kommer til at se ud til næste forår: ’Børnetorvet’ med udendørsscenen ’Musiktorvet’, der bliver overdækket og afskærmet ud mod Øresundsvej, foruden ’Dagligstuen’ til snak og kaffeslabberas ud for Cafe Kino, Børnekulturhus Ama’r’ og Amager Bio.
Alt sammen med en børnehave og en vuggestue som nabo – og omgivet af lejlighedsblokke med altaner, hvor heldige beboere kan være med på en kulturkigger.
Corona La Balances to kunstneriske ledere, Marc van der Velden og Jørgen Carlslund, viser allerede hjemmevante rundt inde i Røde Kro Teater, der ellers mest blev besøgt af ’ældre mennesker i busser, der fik serveret flæskesteg og teater og blev kørt hjem igen.’ De to teatermagere banker på salens vægge, der er beklædt med kunstige træpaneler – »de skal ned, det er sikkert« – og de griner over mod den gamle Muppet Show-agtige loge over scenen.
Og jo, de to gamle statsensemblemænd har masser af beske kommentarer til dansk teaterpolitik og beslutningen om at nedlægge statsensemblet efter de første succesfulde fire prøveår.
Først væggene, så foyeren
Men lige nu kigger de fremad. Og opad – op mod det gamle, fine loft med blotlagte bjælker. Atmosfære er der nok af i Røde Kro Teater. Lige nu skal salen renoveres indvendigt. Resterne fra konkursboet hænger bogstaveligt talt og dingler – ledningerne fra de gamle lysekroner er brutalt klippet over. Men rummet har masser af charme.
Salen er dog mindre end teatrets teatersal i Smedehallen i Vanløse, og der er ikke umiddelbart nogen prøvelokaler eller plads til administration. Så teatret forlader sine nuværende lokaler på Rentemestervej, men er nødt til at holde fast i Smedehallen som produktionslokale for at kunne spille i Røde Kro.
I næste ombygningsfase vil der desuden også blive bygget en ny foyer, samtidig med at Amager Bio får et nyt indgangsparti – hvis altså kommunen kan finde pengene. Allerhelst i samme hug nu, hvor teatret alligevel bygges om, så teatret ikke skal holde lukket igen.
Røde Kro skal være gæstespilsscene for børneteater i København med Corona La Balance som vært og medperformer.
»Det er den nye udfordring for os, at vi også skal være stationært teater, for vi har kun drevet turnéteater tidligere,« forklarer Marc van der Velden.
»Røde Kro Teater ligger i et spændende område. Stedet her er udnævnt til at være hele Amagers kulturpunkt. Og vores kommende samarbejdspartnere er tilsyneladende glade for, at vi er kommet, også selv om at det er i sidste øjeblik i forhold til den store børneplan herude. Vi kan også komme til at arbejde sammen med de to daginstitutioner, der ligger her. Og vi håber, at vi kan fange teenagerne ind, måske i samarbejde med koncertarrangementerne i Amager Bio.«
Træt af småt
Fremtidsprojekterne vælter ud af de to herrer. Også selv om opgaven med at få renoveret og klargjort teatersalen inden nytår burde være rigeligt i sig selv.
»HVIS vi laver Springfestival igen…,« begynder Jørgen Carlslund. Så retter han sig selv:
»Nej, NÅR vi laver Springfestival igen, har vi også en mindre scene til rådighed her og en udendørs scene og muligheden for at låne biografen. Så stedet her har potentiale.«
Teatrets nye status som ’lille storbyteater’ og overdragelsen af det konkursramte Røde Kro Teater kom som en konsekvens af rokaden efter Kaleidoskops lukning, hvor også Teater Grob og Teater V blev små storbyteatre i henholdsvis K1 på Nørrebrogade og Prøvehallen i Valby. Corona La Balance har grebet muligheden med ildhu, men ikke uden skepsis.
»Salen i Røde Kro er stadig på størrelse med en gymnastiksal. Flere af vores nuværende forestillinger kan slet ikke være her, for eksempel ‘Historien om en mor’ og ‘Vejen til min far’,« forklarer Marc van der Velden.
»Desuden er vores økonomi stadig lille. Vi får tre mio. kroner om året og 600.000 kroner til ombygning, mens Republique får 26 mio. kr. og 40 mio. kroner til ombygning…«
Jørgen Carslund supplerer:
»Man siger: Jamen, Danmark skal jo have en ordentlig scene til at spille nycirkus. Men når man siger ’børneteater’, så tænker myndighederne automatisk noget småt. ’Tre millioner kroner er mange penge,’ siger folk til os. Og vi under da Republique alle deres penge. Men vi undrer os over automatikken med at give børnene mindre.«
Overraskelse på loftet
Som statsensemble præsenterede Corona La Balance et forslag om et scenekunsthus for børn og unge – tegnet, beregnet, formidlet og modtaget af politikere og Scenekunstudvalget. Det er endnu ikke realiseret, men ambitionen om at skaffe hele det danske børneteater et centralt center i København er fortsat en stærk drøm.
»I vores scenekunsthus lå mange af de samme tal og ord om synlighed, som i Republiques. Og vores publikumsgrundlag er faktisk større end Republiques,« smiler Jørgen Carlslund.
På papiret overtager Corona La Balance først Røde Kro den 1. juli. Men de har fået lov til at gå rundt i huset og undersøge og måle op. Jørgen Carlslund kan ikke modstå den koreografiske fristelse til at klatre op ad en stige og skubbe til en loftslem op mod lyset – med det resultat, at det styrter med vand ned i hovedet på den forsvarsløse Marc van der Velden… Men kompagniskabet kan åbenbart holde til det meste, her efter fire års intens knoklen sammen. Den våde instruktør vælger i hvert fald at grine og finde pionérånden frem i det gamle hus.
Vi er ikke døde
»Nogen tror, at vi er døde. Det er vi ikke. Vi er bare ikke længere et statsensemble. Men det er en vigtig del af vores identitet, at vi HAR været et statsensemble,« fastslår Jørgen Carlslund. Og så snakker de to mænd ellers i munden på hinanden om alle det afgørende ved at være statsensemble.
»Det var ikke kun forestillingerne,« siger Marc van der Velden. »Det var også alle de andre aktiviteter, som vi kunne realisere, netop fordi vi havde en national forpligtelse. F.eks. laboratorierne, hvor vi inviterede folk fra hele teatermiljøet til at være med oppe i Odsherred Teatercenter. Vi gennemførte tre laboratorier: ’Powerdating’ om impulsivitet. ’Deep diving’ om fordybelse. og ’Play it again, Sam’ om gentagelsen, og hvordan man bliver ved med at holde en forestilling levende.«
»Det ville vi ellers aldrig have haft råd til eller tid til,« supplerer Jørgen Carlslund. »Og vi har startet forsøgsprojekter, som vi har kunnet lære af og slippe igen. De resulterede ikke i noget, som vi syntes var særligt nok for os til at gå videre med, men andre har videreudviklet dem til forestillinger.«
Beroligelse til politikerne
Springfestivalen er den manifestation, som de hele tiden vender tilbage til – og som de åbenbart håber på at kunne fortsætte, hvis ellers de kan få supplerende festivalstøtte.
Corona La Balance er et teater med ordet og papiret i sin magt, også takket være den tredje kunstneriske leder, dramatikeren Lotte Faarup (der forlader teatret efter denne sæson for at arbejde med egne kunstneriske projekter, red.).
Teatret afrunder da også statsensembletiden med en rapport, der udkommer om et par uger, den 19. juni. I den vil drømmen om at skabe et nationalt scenekunsthus for børn og unge også fremstå som intakt.
»Børnescenekunsthuset er slet ikke så stort et problem, som politikerne tror,« siger Jørgen Carlslund.
»Det handler bare om at løfte forpligtelsen over for børneteater fra Det Kgl. Teater over i et scenekunsthus for børn og unge. Det koster måske omkring 25 mio. kroner om året. Værre er det ikke.«
