Af: Kirsten Dahl

12. marts 2018

Unge smertepunkter

'Det går ned' tager et vigtigt emne som ungdomsstress op, men formår ikke helt at forløse det som berørende og tankeudfordrende teater.

'Mener du det, du sang?' spørger pigen Karoline mod stykkets slutning fyren, som leverede musikken til den Yearbook-fest, hun gik helt ned med flaget til.

Sangen har et refræn med en passage, som lyder noget i retningen af 'Det er mit liv, der skinner – det er guld'. Problemet er dog, at det er meget vanskeligt at høre både det og resten af hvad, han synger. På Karoline kan vi forstå, at det er noget om at være venner, som har hinanden, og akkurat det er smertepunktet for Karoline.

Karoline, som lige er fyldt 16, er meget påvirket af, at hendes slyngveninde, som har forelsket sig i en fyr, nu prioriterer at være sammen med ham. Veninden vælger fx at være sammen med ham frem for at komme til Karolines fødselsdag.

Venindens svigt og alle de forventninger, Karoline bliver mødt med fra fodboldtræners, forældres og skolens side, gør Karoline stresset. Frustreret og ked af det begynder hun at lyve i et forløb, hvor alting løber løbsk for hende og går ned ad bakke – heraf titlen 'Det går ned'.

De to co-producerende teatre, Teaterhuset Filuren og Teateriet Apropos, vil med forestillingen tematisere unges stress. Intentionen er fin, men det lykkes desværre bare ikke som gennemført godt teater.

Forstyrrende parykker

Allerede i stykkets begyndelse er der mislyde i såvel teksten, spillestilen, kostumeringen og skuespillet.

Nadja Nabil Korsbæk har skabt et rum, som kan være mange steder. Et rum, som signalerer fiktion i kraft af det hele vejen igennem gennemførte ens farvevalg (bordeaux-rødlige og petroleumsblå nuancer) og via det stationære interiør (en mikrofon på et stativ, en barstol på et lille podium og en buet tunnel i baggrunden).

Inde i tunnelen (eller bag den) kan Matias Hedegård behændigt skifte kostume og parykker – alt efter hvilken rolle han spiller – og han spiller både hun og hankøn, hvilket heller ikke fungerer særligt godt.

Anvendelsen af parykker i forskellige orange og røde farver vækker opmærksomhed. På sin vis passer det kunstige look til den valgte hurtige, demonstrative og 'ung med de unge'-smarte spillestil, som flittigt anvender fx teaterrøg og stemnings op- og underbyggende musikindslag. Men parykanvendelsen har også noget ufrivilligt komisk over sig. Det tydeligvis påsatte hår har en alvorsafledende effekt. Det tager noget af brodden af det, som er på spil for Karoline.

Det samme gør sig gældende når Hedegård spiller pige. Når han spiller dreng eller voksen, går det bedre, omend der er noget stift eller forstyrrende påtaget over hans skuespil.

Utroværdige dialoger

Allerede fra begyndelsen halter replikkerne i Henrik Szklanys tekst tillige. Dramaturgisk er Szklanys tekst meget poleret. Det er en rammefortælling, hvor vi indledningsvis bliver præsenteret for en situation, som vi kommer tilbage til i finalen, hvor der lægges noget til.

Stykket åbnes med, at sang-fyren defilerer forbi og synger venne-teksten, samtidig med at Karoline sidder på en barstol og kramper sig mere og mere sammen. De to personer mødes så mod slutningen.

I den mellemliggende tid har Karoline løbet spidsrod mellem alle de personer, hun har villet tilfredsstille. Men der er noget både konstrueret og underligt unaturligt over de samtaler personerne fører med hinanden. Det gør situationerne tydelige, men også tit utroværdige.

Undertiden har teksten sketch-præg. Til andre tider er den hverdagsagtig og flad. Og mod slutningen, når problemerne for alvor tynger Karoline ned, indføjes replikker af dybsindighed og symbolsk karakter. Karoline taler fx om, hvordan hun synker ned i en boble, som klæber sig til hende, og om hvordan hun føler, at hele verdens tyngdekraft presser hende nedad.

Denne vekslen mellem hverdagsagtige ordvekslinger tilsat stænk af noget ikke-hverdagsligt, noget karikaturlignende og noget billedligt og abstrakt er givetvis et helt bevidst valg fra Henrik Szklanys side. Det understreger handlingen. Vi lades ikke i tvivl. Men det hindrer os samtidig i at komme på berørende og troværdigt tæt hold af stykkets personer.

Og fraværet af nærvær forstærkes af den distancerende iscenesættelses-facon, som Leiv Arne Kjøllmoen har valgt – og af det visuelle set up. Især alle de roller, som Hedegård spiller. Men også Karoline, som bliver spillet af Sara Line Møller Olsen med ekspressivitet i kroppen og energi i stemmen.

Vigtig og sympatisk

Projektet med 'Det går ned' er vigtigt og sympatisk. Som sceneoptræden er der blevet truffet nogle klare valg, som hver for sig kan være udmærkede – fx det enkle rum og den komiske og karikerede spillestil. Men til sammen formår de ikke på berørende og tankemæssig spændende vis at forløse det valgte fokus på unge og stress.

Forestillingen er et eksempel på, at der ikke nødvendigvis kommer interessant dramatik ud af at udvikle det i samarbejde med unge og forskere. Som publikum sidder man og savner nuancer, facetter, anelser og mulighed for fordybelse.

Og nok er der mod slutningen stukket en gnist af håb ind i og med, at Karoline oplever at sang-fyrens virkelighed slet ikke er så venne-lykkelig, som han synger. Hun er altså ikke den eneste, som har den slags problemer.

Men den nuancering er ikke nok til at løfte stykket op til gribende teater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang