»Når børn bliver cirka 13 år gamle, synes de ikke længere, det er cool at se teater. Og desuden har de gang i tusind andre ting,« fastslår Christina Gazzola.
Min italienske sidekvinde taler af erfaring, eftersom hun er kunstnerisk leder af Segni d’infanzia, en scenekunstfestival for børn og unge i Mantova.
»Derfor er det vigtigt, at børn lærer at formulere sig om deres teateroplevelser,« fortsætter hun.
»På den måde vil de både raffinere deres smag og blive bedre til at argumentere for deres meninger – og det vil gøre dem til dygtige opkøbere.«
Sædvanligvis er det voksne mennesker, som udvælger og køber teaterforestillinger til børnene og de unge. Men at kvalificere det unge publikum til selv at opkøbe forestillingerne er en stadig mere anvendt måde at engagere de unge i teater.
Teenagere på teaterudflugt
Netop unges engagement i teater er årsagen til, at jeg befinder mig i et lokale på Sønderborghus sammen med Christina Gazzola og fire andre voksne – samt ikke mindst 31 unge mennesker. Om fem minutter skal vi sammen deltage i en workshop, der ifølge programmet giver redskaber til at formidle sine kunstoplevelser.
Workshoppen er en del af Creative Europe-projektet T.E.E.N. (Theatre Engagement European Network), som Teatercentrum deltager i sammen med Italien, Norge og Portugal. Hvert land undtagen Portugal har udvalgt tre unge T.E.E.N.-ambassadører, der sammen med deres voksne tutorer rejser rundt til teaterfestivalerne Segni d’infanzia i Italien, den norske Showbox – og altså Aprilfestivalen i Danmark.
Samarbejdet handler om at afprøve forskellige metoder til at engagere teenagere i scenekunstneriske oplevelser – og forhåbentlig skabe et europæisk netværk, der kan udveksle erfaringer i arbejdet med unge og ungdomsteater.
De ni T.E.E.N.-ambassadører har netop mødt hinanden for første gang. Desuden deltager 22 unge fra en 7. klasse på Friskolen Østerlund i Sønderborg.
Tomlen op eller ned
»Hvordan skal vi tale om kunst? Hvilket sprog skal vi bruge?« indleder workshop-facilitator Matthew Reason.
»Ja, vi taler vel alle sammen emoji, ikke?« lyder hans næste, retoriske spørgsmål.
Vi griner bekræftende. Alle i lokalet er bekendt med det internationale billedsprog bestående af simple ikoner og smiley’er af forskellig karakter.
»Vi kender alle sammen denne her [Matthew Reason rækker en næve frem med tommelfingeren pegende opad] og denne her [tommelfingeren nedad].«
Tomlen op eller ned: De enkleste holdnings-tilkendegivelser, som vi kender helt tilbage fra antikken: Ja eller Nej. Godt eller Dårligt.
Matthew Reason er britisk universitetsprofessor i Teater og Performance, men han forstår udmærket kunsten at kommunikere med teenagere.
Holdninger udtrykt med kroppen
Professoren henleder nu vores opmærksomhed på, at der på væggen i den ene ende af lokalet er klistret et skilt med en tommel-op, og på væggen i den anden ende et skilt med en tommel-ned.
»Jeg vil nu stille jer nogle spørgsmål,« fortsætter han og forklarer proceduren.
Ønsker man at svare ja til det pågældende spørgsmål, skal man gå hen til væggen med tommel-op-skiltet; foretrækker man at svare nej, skal man naturligvis bevæge sig mod væggen med tommel-ned-skiltet. Er man i tvivl eller ønsker ikke at svare så kategorisk, må man stille sig i midten.
»Er der nogen mennesker til stede?«
Reason begynder med de lette spørgsmål. Alle bevæger sig muntert gennem lokalet til tommel-op-væggen.
»Er katte cool?« lyder næste spørgsmål, som straks afføder tumult, eftersom de fleste pudsigt nok har et svar parat, men langt fra er enige. Deltagerne fordeler sig højrøstet i hele lokalet.
Det giver en vældig effekt, når ens holdning ikke bare forbliver oppe i hovedet, men sætter kroppen i bevægelse gennem lokalet. Meningstilkendegivelserne får et synligt og nærmest grafisk udtryk.
'Hvorfor mener du det?'
Gradvis bliver spørgsmålene sværere.
»Er al kunst brugbart?«
Nu bliver mennesketrafikken farligere at bevæge sig rundt i: Folk mister opmærksomheden på deres nærmeste omgivelser, når de forsøger at tænke og gå samtidig.
Jeg navigerer nølende ind og ud mellem deltagerne og placerer mig endelig på ja-siden. Matthew Reason ser rundt på skaren af børn og voksne, inden han peger direkte på mig.
»Hvorfor har du stillet dig dèr?« spørger han.
De andre deltagere kigger nysgerrigt på mig – synligt lettede over, at de ikke selv er blevet udpeget af professoren.
»Du har truffet et valg og besvaret mit spørgsmål, ikke sandt? Fortæl os nu, hvorfor du svarer, som du gør.«
Det ville være synd at sige, at mit svar bunder i grundige og seriøse overvejelser. Men jeg har ikke desto mindre placeret mig. Og nu skal jeg altså argumentere for min placering.
»Øh, kunst kan jo påvirke en på mange måder. Man kan blive ramt af skønhed, eller måske opdager man en ny måde at opfatte virkeligheden. I mange tilfælde forandrer man sig en lille smule, og det mener jeg er brugbart.«
Nu har jeg udtrykt ’min mening’, som om den var et resultat af årelange spekulationer, selvom den egentlig bare er en retfærdiggørelse af min spontane placering i rummet. Det viser sig netop at være professorens pointe:
»Sommetider har vi en mening uden at vide hvorfor – indtil vi forsøger at kommunikere den til andre mennesker,« som han forklarer.
Konversationer om 'Romeo & Juliet'
Det bringer os videre til anden del af workshoppen: Vi skal diskutere et kunstværk, som vi alle sammen har oplevet. Før deltagerne mødtes i lokalet på Sønderborghus, var vi på Ahlmann-Skolen for at se forestillingen 'Romeo & Juliet' af Mish Mash International Theatre Company, og den bliver vi nu opdelt i grupper for at endevende.
Matthew Reason stiller først det simple spørgsmål: 'Kunne I lide forestillingen?', og deltagerne fordeler sig i lokalet efter de tre velkendte muligheder: Ja, Nej og Både/Og.
Men dernæst går professoren mere nuanceret til værks. Han har udarbejdet seks samtale-hæfter, som hver især sætter fokus på ét aspekt ved enhver forestilling: Lyd, scenografi, det fortællende element osv. Hvert hæfte rummer endvidere ti konkrete spørgsmål, som deltagerne skal konversere om og give deres bud på.
Han forklarer tanken bag hæfterne:
»Hensigten med at overveje disse spørgsmål er at fokusere jeres hukommelse og sætte samtalen ned i fart. Altså at bremse tilskyndelsen til straks at springe videre til det næste YouTube-klip.
Husk, at der hverken er rigtige eller forkerte svar på spørgsmålene. Tanken med samtalehæfterne er på ingen måde, at I alle sammen skal blive enige.
Men gennem svarene bliver det tydeligt, at folk husker forskellige ting ved en forestilling. På den måde bliver der bragt flere aspekter ind i samtalen, så I får et bredere grundlag at formulere jeres holdninger på.«
Kunsten at diskutere kunst
Den næste halve times tid bliver Mish Mash’s særlige version af 'Romeo & Juliet' livligt debatteret ved hjælp af samtalehæfterne. Til overflod deler Matthew Reason tuscher og store papirark ud til deltagerne, så man også får mulighed for at konversere gennem tegninger.
Efter at konversationerne er forbi, og eleverne fra Friskolen Østerlund har forladt lokalet, samles T.E.E.N.-ambassadører og -tutorer for at evaluere workshoppen.
Philippe Manane er ambassadør fra Danmark, og han er ikke umiddelbart begejstret for at analysere og ’dissekere’ kunsten:
»Sommetider er en fantastisk forestilling simpelthen bare – en fantastisk forestilling. For mig er oplevelsen så stærk, at den nærmest er overnaturlig. Jeg har ikke brug for at vide, hvordan forestillingen er bygget op.«
Den norske tutor, Nora Heyerdahl, erklærer sig helt uenig:
»Hvis du kan ødelægge en bog ved at analysere den – så er det altså ikke en god bog.«
Den italienske festivalleder Christina Gazzola, der også fungerer som T.E.E.N.-tutor, lægger vægt på samtale-elementet ved Matthew Reasons metode:
»At diskutere kunst med andre mennesker kan rent faktisk få dig til at skifte mening.«
Francesco Satta, T.E.E.N.-ambassadør fra Italien, istemmer:
»Ja nemlig. Derfor er det af største vigtighed at bringe folk sammen, der har forskellig alder, køn, baggrund og oprindelsesland.«
T.E.E.N.-projektet (Theatre Engagement European Network) løber fortsat indtil 2018.
