Mit tog kørte ind på Esbjerg Banegård.
Ved første øjekast lignede byen ikke hjemstedet for en masse børneteater; måske bare en mindre trafikeret udgave af København. Der var ikke mennesker i gaden, der var ikke livlige dekorationer overalt, som jeg havde troet det. Men på den anden side, det var kun onsdag, og de mange forestillinger ville knap nok begynde før fredag, så man kunne jo håbe, at livet kom til byen der.
Denne aften tog jeg med mine skolekammerater fra Holmstrup Efterskole ind til Tobakken, et tilholdssted for alle, der var en del af festivalen. Her spillede fed musik, og det var en meget afslappet aften i forhold til, at vi var de eneste unge. Som ung er det sjældent, man kommer ud sådan nogle steder, og endnu mere sjældent, at man får en sådan velkomst. Alle i cafeen var henrykte over vores tilstedeværelse – hvilken måde at komme til en ny by!
Vi tog dog alligevel tidligt hjem til vores lokale på Esbjergs Rudolf Steiner Skole – en gymnastiksal uden varme og med kun ét bad, der havde alt for meget varme. Primitivt, men det var en del af det hele – at komme til et fremmed sted og forholde sig til de muligheder, man har. Jeg ville ikke kunne forestille mig turen foregå på et luksushotel, for på denne her måde blev vi virkelig banket sammen om projektet. Vi fik slået os ned i salen, spændte på hvad næste dag skulle bringe.
Samarbejde med voksne
Torsdag morgen gik turen til en stor konference, hvor vi som unge (sammen med omkring 35 andre unge fra Esbjerg) skulle deltage i et samarbejde med voksne mennesker, der hver især enten studerede eller arbejdede med noget kulturelt. Konferencen startede ud med en præsentation af dagens forløb, hvorefter teatergruppen Graenseloes spillede en forestilling ved navn ’LÆ-RE-STRE-GER’.
En superfed forestilling, og derfor også en fed start på dagen. Samtidig var det er godt eksempel på, hvordan unge som publikum ofte bliver inddraget i børneteater i forhold til voksenteater, så unge også får mod på at gå i teatret med andre end deres forældre. Teenagere forbinder ofte børneteater med hånddukker, børneprogrammer i fjernsynet og ellers bare en masse pædagogiske sange og pjat. Jeg kan forestille mig, at det er vigtigt at få denne holdning modbevist – derved var ’LÆ-RE-STRE-GER’ meget velfungerende.
Som dagen gik havde vi blandt andet mulighed for at gå lidt rundt og kigge på huset, der var hjemsted for EUC vest.
Tæt på en arbejdende teatergruppe
Da vi mødtes igen, skulle vi gå sammen to og to – en voksen og en ung – og snakke sammen om det teaterstykke, vi lige havde set. Vi fik en folder om, hvordan man bruger teknikken med ’autentiske spørgsmål’ og skulle så snakke sammen på den måde.
Autentiske spørgsmål går ud på at stille spørgsmål så åbent som muligt, så man ikke leder efter et bestemt svar; altså kan man ikke regne ud, hvad der bliver svaret, og man viser oprigtig interesse.
Derefter gik vi i grupper og lavede et produkt (hvilket vil sige en planche) ud fra nogle sætninger, vi havde lavet, da vi gik sammen i par – sætninger om de følelser teaterstykket havde bragt frem i os, og en rigtig dygtig teatergruppe ved navn Asterions Hus demonstrerede, hvordan de trænede, og de forsøgte at lave noget nyt ud af de produkter, vi havde lavet.
Det var vildt fedt at se deres arbejde tæt på, og som ung teaterinteresseret fik jeg rigtig meget ud af at se, hvad de var i stand til, og hvordan de arbejdede sammen som teatergruppe.
Gallashow var ikke for de unge
Torsdag aften var vi til gallaåbning i musikhuset i Esbjerg. Showet var meget rettet til helt små børn, men ind imellem blev der vist små uddrag fra de deltagende teatres teaterstykker, og på den måde blev man vildt inspireret til at gå ud og se en masse teater.
Selve showet var måske en smule intetsigende for os unge. Det var selvfølgelig også rettet mod helt små børn, men jeg tror det er ligeså vigtigt at nå ud til en ældre børnegruppe, for helt små børn, der er til sådan et galla, skal nok ud at se teater lige meget hvad, hvorimod teenagere selv ofte vælger at sige fra ved sådan nogle arrangementer, hvis ikke det virker interessant.
Om projekt ’Lån en ung’
Fredag formiddag startede jeg, sammen med en veninde, projektet ’Lån En Ung’ op. Det skal gøre det muligt for formidlere og andre interesserede at låne en ung til at se teater med, så de bagefter kan tale med én om det, én der ser på det med nogle andre øjne – her gøres der også brug af autentiske spørgsmål, som vi lærte at bruge på konferencen – og finde ud af, hvad unge kommer til at tænke på i forhold til et fuldvoksent menneske.
Desværre lå vores vagt udenfor teaterstykkernes spilletid, så jeg blev ikke lånt ud, men min veninde Stine prøvede det, men havde ikke en særlig god oplevelse med det. Hende, hun var blevet lånt ud til, havde i virkeligheden bedt om en anden pige fra Esbjerg, og Stine var taget med. Da Stine har to piercinger i sin læbe, følte hun, at hun blev behandlet med mange fordomme og følte sig tilsidesat.
Det er selvfølgelig en oplevelse, man kan have med det, men med de rette udlånere er projektet garanteret spændende.
På min vagt var der også stor interesse for selve ideen, og Solveig og jeg snakkede med en masse venlige mennesker om konceptet og var lidt rundt og reklamere for det. Det var helt utroligt, som alle var åbne, smilende og imødekommende over for os. Det var en fed måde at arbejde på i et godt miljø med glade og interessante mennesker, der også synes, at det, vi gjorde, var spændende.
‘Ikke synderligt skuffet’
Da så min arbejdstid var slut, gjaldt det ellers bare om at få nydt de mange muligheder for at se en masse teater – deriblandt det helt fantastiske teaterstykke, ’En Dag i Helmand’.
Det var klart det bedste jeg oplevede på festivalen, men jeg så ikke noget, der ligefremt var dårligt, og det på trods af, at jeg er blevet meget kritisk over for teater, især børneteater, for jeg har set rigtig meget både godt og dårligt.
Men der er nu noget unikt over en som sådan helt almindelig by, fyldt med teater til bristepunktet. Det er svært at sammenligne med noget andet, og på trods af, at der er stor chance for at blive skuffet – for mit vedkommende – kan man slet ikke holde sig væk fra teatersalene. Og som sagt blev jeg ikke synderligt skuffet.
Kun forestillingen ’Pinkie’ (Limfjordsteatret, red.) levede ikke helt op til mine forventninger: Den var alt for lang og for ensformig og virkede som en dårlig undskyldning for at lave voksenteater på en børneteaterfestival, for de voksne i salen morede sig tilsyneladende herligt under den halvanden time lange klovneforestilling.
Problemet med at få de unge i teatret
Hver aften gik snakken om de forskellige stykker, der var blevet set, og om hvor fedt mine skolekammerater egentligt syntes, at det var at få lov til bare at gå amok med teater uden at bekymre sig om penge, og at det slet ikke var så kedeligt, som man skulle tro.
Mange unge har fået et indtryk af, at teater er en primitiv udgave af film – og det er vigtigt, at man får det modbevist. Det skulle egentligt ikke være sværere end at præsentere ungdommen for det bedste af det bedste ungdomsteater – stykker som ’Opsang’ af Mungo Park/BaggårdTeatret, ’Taskforce’ af Contact/Betty Nansen Teatret eller netop ’En Dag i Helmand’ af Bornholms Teater.
Men problemet ligger i at få unge ud. I mange tilfælde virker det langt mere fristende og afslappende at tage en tur i biografen, så en smart ide ville være at lægge teaterlivet ind som en obligatorisk del af folkeskolen og også informere børn og unge om, at det er utroligt billigt at tage i teatret, når man ikke er voksen.
Teater/dramatik burde være et fag for sig, ligesom musik – eventuelt slået sammen med musik – og det burde gå ud på at se en masse teater og snakke om, hvad der gør det anderledes end en filmoplevelse. Ellers skulle det være en del af pensum i dansk, at man kommer til at se minimum én forestilling om året indtil 10. klasse.
Væk fra tv og ind teatersalen
Det er i det hele taget vigtigt, at unge mennesker bliver præsenteret for noget kulturelt, og teater er en rigtig god måde at vise det på, især børneteater i Danmark, samtidig med at det er let at lave underholdende undervisning.
Der er alt for mange i min omgangskreds, der kan tælle deres teateroplevelser på ganske få fingre, og det kan simpelthen ikke passe, at de skal være sådan.
Man hører altid tale om, at unge ser for meget fjernsyn, og det er netop sådan her man kan rive ungdommen væk fra tv-skærmen og ind i Danmarks gamle teatersale.
Det er rigtigt nok et stort projekt, men hvis det lykkes, vil det have stor betydning for kulturlivet i Danmark.
Nynne Milthers er 15 år og p.t. elev på Holmstrup Efterskole og håber at kunne starte på Sankt Annæ Gymnasium på dramalinjen næste år. Hun har været med i Teaterbutikken i København siden 6. klasse, men holder p.t. orlov pga. opholdet på efterskolen. På Festival 2010 i Esbjerg var hun bl.a. aktiv som ung i konferencen ’Farlige forbindelser’ – om brugerinddragelse af unge i kunst og kulturformidling’ samt i ’Lån en ung’-projektet,.
