(AUGUST) Dansk kultur trænger gevaldigt til et ‘Her kommer mutter med kost og spand’. Der skal luges og muges særlig i alt det ragelse, der giver sig ud for at være kunst, og som bare er noget fortænkt bavl. Derfor blev lupholderen da også så glad her i sensommeren, da Pia Kjærsgaard meldte sig på banen som mulig kulturminister med kost og spand. Godt nok synes han måske ikke, at kultur-mutter Kjærsgaard lige sigtede rigtigt med kosten, men han tænkte som så, at det vel er noget, vi kan snakke om og justere på, når hun først bliver installeret i Nybrogade, København K.
Det kunne lupholderen godt have haft lyst til at spinde en ende over her i Børneteateravisen. Måske kunne han også lidt stilfærdigt have givet et par gode råd allerede nu, fx opdateret Dansk Folkepartis fjendebilleder udi kunstverdenen. Ikke fordi lupholderen ikke kan se den demagogiske pointe i at hive ældgamle museumsgenstande (lort på dåse og stinkende svinekroppe) ind på scenen igen, igen. Men der kunne måske findes eksempler, som både kunne tale til bodegahørmens og fordommenes slambrønd, og som ikke var helt så oldgamle og uaktuelle. Det var som kost-justerer for den potentielle kultur-mutter, at lupholderen kunne have forestillet sig at klummisere.
Men, så kom der et finanslovsforslag for 2010 i vejen. Og det var dårlig nok fremlagt, før Københavns Teater var på banen med udtalelser og beregninger af, hvor galt det ville gå dem. Mærkeligt så hurtigt, der blev reageret! Man kunne næsten få den tanke, at Københavns Teater havde læst korrektur på finansloven. Men godt nok med hurtig reaktion. Det gælder selvfølgelig om at gribe ordet, så snart finansministeren har svedt færdigt og har lukket munden, og før nogen af journalisterne har nået at åbne for de omdelte eksemplarer.
Samme dag som det her hurlumhej foregik i København, var kulturministeren om formiddagen i Odder for at underskrive en kulturaftale med en række småkommuner rundt om Århus, Kulturring Østjylland kalder de sig, og det er noget helt andet end den kulturregion, der kalder sig Østjysk Vækstbånd, og som også tager kvælertag om Århus. Ministeren havde den nette og imponerende sum af 325.000 kr. årligt i fire år med hjemmefra for virkelig at støtte kulturen i de 6 småkommuner. Jamen er det ikke mageløst! Nu skal de rigtig til at slå til Søren i Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Skanderborg, Odder og på Samsø. Kulturlivet inde i Århus kan bare vente sig!
Om finansloven på Kulturministeriets område havde Carina Christensen det at sige, at der var tale om en ‘konsolidering af kulturen’. Oversat til dansk betyder det, at der er dekreteret total stilstand på Kulturministeriets område til næste år. Dog havde ministeren omprioriteret 3,5 mio.kr. om året i de næste fem år til at få registreret og beskrevet fredede bygninger. Det svarer til en halv promille af ministeriets budget. Her har vi altså den konservative kulturministers politik. Her har vi regeringens kulturpolitik!
Kom nu til sagen, kan lupholderen høre sin utålmodige læser hvisle. Hvad er det med det finanslovsforslag og teatrene?
For at forstå det skal vi starte med et af de vigtigste kulturpolitiske dokumenter, som den skarpsindige københavnske lektor Stig Jarl gjorde opmærksom på ved forårets besparelse på billetformidlingsområdet. Og karakteristisk nok er det ikke et kulturministerielt dokument. Det er nemlig Økonomi- og Erhvervsministeriets ‘Redegørelse om erhvervsstøtte 2009’. Sådan en redegørelse blev første gang lavet i 2007 som en oversigt over alle forskellige typer af erhvervsstøtte under forskellige ministerier, dvs. den erhvervsstøtte, der er på finansloven, ikke fx EU’s kolossale støtte til dansk landbrug. Nogen besluttede dengang, at blandt Kulturministeriets erhvervsstøtteordninger var filmstøtten, dagbladsstøtten, støtten til rytmisk musik og til zoologiske haver. Og så på teaterområdet egnsteatre, små storbyteatre, Københavns Teater og billetformidlingsordningen. Men ikke fx Det Kongelige Teater, landsdelscenerne og de store turnéteatre.
Hvorfor blev noget teater rubriceret som erhverv og noget andet ikke? Hvorfor var det støtten til det mest etablerede teater, der ikke blev betragtet som erhvervsstøtte? Var det, fordi nogen allerede i 2007 vidste, at der på et senere tidspunkt ville drive besparelser ind over det, der optrådte som erhvervsstøtte? Og at besparelserne i givet fald burde ramme egnsteatre, små storbyteatre, Københavns Teater og billetformidlingsordningen?
Lupholderen må jo indrømme, at han sammen med resten af teatermiljøet ikke fattede, at vi her stod med en afgørende nedskæringskategorisering. Erhvervsstøtte skærer man ned på. Det vil EU bl.a. gerne have af konkurrencemæssige grunde. Mens kulturstøtte ikke jagtes på samme måde af EU. Så i 2007 fik man omdannet noget af kulturstøtten til nogle teatre til erhvervsstøtte. Og økonomi- og erhvervsministeriet fortsatte med at lave redegørelser om erhvervsstøtten. Den seneste er her fra 2009.
Da regeringen så her i foråret lavede forlig med Dansk Folkeparti om skattenedsættelser specielt til den højest tjenende del af befolkning, indgik der som en lille bid af finansieringen af de riges skattelettelser, at erhvervsstøtteordninger skulle bidrage med 160 mio.kr. Det skulle ske på den måde, at de pågældende ordninger ikke skulle pris- og lønreguleres i årene 2010-15, uanset hvordan pris- og lønudviklingen ville være og uanset, at det plejer at være normal procedure.
Ingen talte dengang i foråret 2009 om, at teatre var blandt dem, der skulle finansiere skattelettelser. Og slet ingen talte om, at egnsteatrene, hvis støtteordning, regeringen i forvejen havde smadret, ville være blandt dem, der yderligere skulle snittes på økonomien.
Derfor optræder der på finanslovsforslaget for 2010 besparelser i form af fastfrysninger vedrørende egnsteatre, små storbyteatre, Københavns Teater og billetformidlingen.
Det har ikke noget at gøre med, at riget stander i våde, det har ikke noget at gøre med en argumenteret og diskuteret teaterpolitik. Det er udelukkende en konsekvens af skattelettelser til de højstlønnede.
Ikke nok med, at kulturpolitikken i Danmark er blevet fuldstændig uambitiøs, den er også blevet løgnagtig. ‘Konsolidering af kulturen’ hedder det fra ministeriet, mens man er i fuld gang med på regnedrenges manér at snitte her og der – uden kulturpolitisk idé eller tanke. Og uden sammenhæng med ministerens danmarksturné og hendes tanker om kultur for alle. Og så hjælper det ikke, at Carina Christensen siger, at man skal tage det roligt, for finanlovsforslaget gælder jo kun for 2010. Formelt set er det jo rigtigt, men det politiske forlig om skattereformen tager stilling til hele perioden 2010-15 og gælder for hele perioden..
Kulturpolitikken i dette land er ikke drevet af ideer og tanker. Den har ingen ambitioner, ikke engang ambitioner om at placere evt. nedskæringer på en argumenteret måde. Den er ikke længere til åben debat. Den gennemføres som regnedrenges luskefiseri og forsvares med løgn som ‘konsolidering’.
