(FEBRUAR) Det er godt nok rent socialdemokrati, det her. Men så skete det altså alligevel. Det, man ikke havde troet muligt. Egnsteatrene kom helt til tops på den politiske dagsorden. Og så oven i købet midt i forhandlingerne om regeringens skattereform, også kaldet whiskybælte-reformen. Her gik man måske og troede, at toppolitikerne mest var til løbeture, fadbamser, naturfilm og Gucci-tasker, og at kunst og kultur for dem var en by i Rusland før revolutionen i 1917. Men nej! Som en åbenbaring, et lynnedslag og en finger fra det høje strøg egnsteatrene ind i de politiske topjournalisters artikler i adskillige medier.
Det var nemlig Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt, der i forbindelse med de pro forma forhandlinger om skattereformen, som hun og SF skulle deltage i, udtalte sig sålunde til Politiken 25.2.: “Jeg ville ønske, at regeringen sagde tingene, som de er, nemlig at det her er en skattereform, hvor Dansk Folkeparti tager sig betalt for at støtte Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister, og så i øvrigt droppede det her egnsteater.”
Hovsa! Der var pludselig egnsteater på banen. Regeringen er i Thorning-Schmidts øjne et egnsteater. Gad vist, hvilket det er, og hvilken kommune der har hyret dem. Gad vist, om de får 40% i statsrefusion.
OK! Jeg tror ikke, at ‘egnsteater’ var positivt ment hos Thorning-Schmidt. Betydningen var jo nok ‘spil for galleriet’, ‘dilettanteri’ eller måske ‘fup og fiduser’. Det var vel det, hun ville sige om regeringens forhandlingsforløb. Og så skal man selvfølgelig da ikke komme rendende og beskylde Thorning-Schmidt for at vide, hvad hun snakker om – når hun sådan griber til billeder fra kulturens verden. Derfor skal egnsteatrene heller ikke blive for kede af det. Egnsteatrene er jo også sådan noget vest for Valby Bakke, så det er alt for meget forlangt, at den socialdemokratiske leder skulle vide, hvad hun taler om, når hun slynger om sig med mishagsytringer fra den kulturelle udørk, det afgrundsdybe mørke i provinsen.
Men interessant og en nyskabelse er det da, at når man fra socialdemokratisk side skal vise sin afsky for noget og afstandtagen til det, så vælger man af alt at kalde det ‘egnsteater’. Den socialdemokratiske leder kunne jo i stedet, hvis hun absolut ville bruge et billede fra teaterverdenen, have sagt, at regeringen burde droppe det her Kångelige Duarder eller det her Schaufuss Ballet eller måske bare, at regeringen burde droppe det her spil for galleriet. Men nej, det skulle være præcist og rigtig vittigt, noget, som københavnerjournalisterne kunne associere med dyb bondskhed.
Og det blev så til ‘egnsteater’. Hertil kan man kun sige: Tak for kaffe!
Nu skal man selvfølgelig ikke være så sur og knarvorn, kan lupholderen høre den interesserede læser og Mogens Jensen, Socialdemokraternes kulturordfører, sige. Det her kan jo også tolkes helt anderledes. Helle Thorning-Schmidt har netop været på spin-kursus og lært om den nyeste reklameteknik, hvor det drejer sig om lynsnart og uden, at de opdager det, at putte sine budskaber ned i forbrugernes ubevidste. Og det, den socialdemokratiske leder gør her, er at putte begrebet ‘egnsteater’ ned i vores ubevidste. Det er helt malplaceret dér, hvor hun siger det. Det kommer som lyn fra en klar himmel, og det har absolut ingenting med skatteforhandlingerne at gøre. Og netop det viser, at hun er i gang med en snedig manøvre, der skal gøre ‘egnsteater’ til det vigtigste begreb i hovederne på os alle sammen, uden at vi ved af det. I virkeligheden fører hun kulturpolitik på den nye tids og de nye reklameguruers præmisser og på højt niveau. For når hun nu har fået placeret begrebet ‘egnsteater’ midt i de vigtige, vigtige skattepolitiske forhandlinger, så er det, hun i virkeligheden gør, at gøde grunden til at tale om noget endnu vigtigere, nemlig kulturen, her eksemplificeret ved egnsteatrene. Hun er drypvis ved at ændre den politiske dagsorden. Og det skal man vel ikke brokke sig over? Man skal snarere glæde sig over, at vi her har fået en ren thorning, altså en ændring af den politiske dagsorden v.hj.a. den nyeste reklameteknik og hjerneforskning.
Det, der foregår i Thorning-Schmidts udsagn, er altså – i denne tolkning – en helt anderledes raffineret måde at føre kulturpolitik på end den, man sædvanligvis møder hos Socialdemokraterne. Altså den der med at ville bruge nogle flere offentlige kroner på kulturen, fordi den rent faktisk er nødlidende. Det er jo argumenter, der forslår som at slå vand på en gås. Til det siger kultur-Carina jo bare, at vi lever i den bedste af alle verdener, og at kulturlivet har det fremragende. Men når der laves en ren thorning, som partiformanden netop har gjort det, så kan Carina ikke svare igen. For her gælder ingen logik og argumentation, her tales der direkte ned i den ubevidste slam- og kramkiste. Næste gang vi hører ordet ‘egnsteater’, så vil vi jo associere, at det er noget utrolig vigtigt, at det er in og at det har en air af noget fikst storbyagtigt over sig. Stik den Mogens Jensen og Carina Christensen!