(DECEMBER) Lupholderen har fået den fikse idé, at tiden nu er inde til at oprette en nationalscene for børn og unge. Idéen luftede han i en artikel i Politiken, som bakkede op i en leder, og det fik straks et par læserbrevskribenter til at springe op og råbe: Stærekassen! Hæld ungerne i Stærekassen! – Nu var det ikke lige lupholderens hensigt, at den scene, som er blevet erklæret for uegnet til voksenteater, så skal kunne bruges til teater for børn og unge. Men hvad så?
Jo, tanken er, at Danmarks ry som fremragende børneteaterland er opstået på baggrund af en struktur af små produktionsenheder, i hovedstad og i provins, faste og turnerende teatre for børn og unge. Det er nogle af disse små produktionsenheder, der viser flaget udenlands og skaffer hæder og ære til kongeriget, og det er disse teatre, som giver børn og unge nærende kunstneriske oplevelser. Og det er denne mangfoldige struktur, dette netværk af teatre, der har ført til det børne- og ungdomsteater, vi har nu. Det er et netværk, der har givet muligheder for mange forskelligartede kunstneriske viljer, for indædte, årelange forfinelser af det kunstneriske udtryk og for en tæt produktionsstruktur, hvor medindflydelsen har været høj.
Hvis man kulturpolitisk vil gøre noget for dansk børneteater, så er det dette netværk af forskelligheder, man bør styrke. Man må for Guds skyld ikke centralisere eller monopolisere. Hvorfor kunne man så ikke forestille sig, at Danmark fik en nationalscene nr. 2, en nationalscene for børn og unge, og at denne nationalscene fik form af et netværk, i hovedstad og provins, et decentraliseret netværk? Lupholderen mener i ramme alvor, at det ville være utrolig vigtigt, også internationalt, hvis man opprioriterede og anerkendte scenekunst for børn og unge på en anden måde end gennem beton, stål og glas. Det ville give en speciel dansk synsvinkel med en nationalscene, der er flydende, variabel og fleksibel. Man kunne fristes til at sige omstillingsparat, men det er et ord, lupholderen nægter af tage i sin mund eller PC.
Det er vel i øvrigt også i overensstemmelse med centrale tendenser i tiden, at det er netværk, der betones mere og mere som det nye samfunds måder at skabe dynamik og udvikling på? Og ikke så meget etablering af nye faste betonklodser, selvom man med byggeriet af Det Kgl. Teaters to klodser ved Københavns havn godt nok skulle tro, at det modsatte var tilfældet. Etablering af en nationalscene for børn og unge som en åben netværksbaseret struktur, der i princippet dækker hele kongeriget, vil tage udgangspunkt i årtiers erfaringer i det professionelle danske børneteater og vil løfte disse erfaringer op på et nyt niveau.
Og så vil det da ikke gøre noget, hvis der i dette nationalscene-netværk bliver muligheder for, at der blandt landets teatre for børn og unge også kan eksistere nogen, der er større end den nuværende maksimumsstørrelse, hvis de lokale forhold og kunstneriske visioner taler for det. Og selvfølgelig bør der også være muligheder for, at nogle af netværkets teatre bygger nyt eller bygger om. Børneteaterhuse her og der og alle vegne kan måske da være en god ting.
Men er lupholderens fikse idé ikke en skjult modstand mod Corona la Balances nylig offentliggjorte planer om et nationalt scenekunsthus for børn og unge med egen paragraf i teaterloven? Lupholderen har som sagt ikke noget mod huse, heller ikke i København. Et sådant hus vil da sagtens sammen med de andre børneteatre i København og udover landet kunne indgå i nationalscene-netværket. Men lupholderen mener afgjort, at det er en forkert vej at gå at udråbe huset i København til nationalt
scenekunsthus og at give det særstatus i teaterloven. Det vil være at overtage det gamle samfunds strukturer og cementere dem. Det vil ikke være at bygge på pluralismen og den kunstneriske styrke i mangfoldigheden. Lupholderen er ked af at sige det, men tanken med en statsensemble var, at statsensemble skulle et teater være i en tidsbegrænset periode. Derefter skulle æren og forpligtelserne placeres på et andet teater. Statsensemble-tanken var i sit udgangspunkt også en fleksibilitetstanke. Og det går stik imod dette udgangspunkt, når man vil cementere det første (og tilsyneladende eneste) statsensemble som nationalt
scenekunsthus.
Når lupholderen kan udtale sig så skråsikkert om de oprindelige tanker med statsensemblet, så skyldes det, at han på en kulturministeriel konference for år tilbage hviskede embedsmændene idéen om at indrette et statsensemble på de nævnte præmisser i ørerne. Man kan måske sige, at lupholderen plantede denne idé?
En nationalscene som netværk har selvfølgelig ikke én overledelse. Den har mange ledelser med hver deres kunstneriske profiler. Måske har den et koordineringsled og nogle fælles servicefunktioner, Børneteateravis, festival, Teatercentrum. Og så kunne det selvfølgelig være rimeligt nok at forestille sig, at den nye nationalscene for børn og unge skulle have det samme i offentlig støtte, som voksenteatret får alt i alt, men det er nok helt oppe i soffitterne og ude i skoven. Man kunne måske så foreslå, at den nye nationalscene får et statstilskud svarende til det, den gamle får, dvs. 534 mio.kr. Det skal ses i forhold til, at landets mest berømmede teatersektor, det professionelle børneteater, for øjeblikket støttes af staten med i alt ca. 110 mio.kr.
Til at fordele disse rare penge ud fra kvalitative og mangfoldigheds overvejelser nedsættes et nationalsceneråd på fem personer, der skal sidde i 8-10 år og fungere efter armslængdeprincippet. Rådet skal yde støtte til stationære teatre, turnerende teatre og enkeltprojekter, altså driftsstøtte. Men det kan såmænd også være ansvarlig for anlægsstøtte, fx til etablering af børneteaterhuse forskellige steder i landet. Og så bør det have ansvaret for fællesinitiativer som Teatercentrum, festival og Børneteateravisen.
Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Fantastisk eller rent fantasteri?
Læs også: så gør dog noget
