Så fik kongeriget – Herren stå os bi – en ny kulturminister. Måske skulle man kalde ham kultusminister som en parallel til betegnelsen fra 1848 til 1916 på den minister, der tog sig af kirke, undervisning og lidt kultur. Kirke og lidt kultur har i hvert fald nu fået den samme minister.
Og det er selvfølgelig ikke gået de opmærksomme og intelligente læserinders næse forbi, at kultusminister er blevet Bertel Haarder. Lupholderen må indrømme, at han ikke lige havde set den komme.
Hvad kommer det nu til at betyde for kulturen? Ja, én ting ser ud til at være stensikker: Med Haarder som minister bliver det hårdere og hårdere for kulturlivet. For nu skal der spares! Hvis der er noget ben tilbage at skære ind til, så skal der skæres ind til benet, helst helt ind til marven. Der skal rationaliseres og sammenlægges institutioner.
Af regeringsprogrammet, som Herren hjælpe os hedder 'Sammen for fremtiden', thi vi er jo alle i samme båd, fremgår det ikke, hvor og hvordan Venstre-regeringen vil spare på kunst og kultur. Den halve side, der er sat af til at afhandle politikken vedr. kultur og foreningsliv, handler om idræt, foreningsliv, medier og DR. Resten af kulturen skal have gode rammer, være rigt og varieret i hele landet. Punktum!
Så har man ikke forpligtet sig for meget. Eller anderledes sagt, så kan en kulturminister da rigtig boltre sig, når han har fået tildelt så vide rammer. Det kan jo selvfølgelig også tænkes, at partiet Venstre ikke har nogen kulturpolitik og egentlig også er ret ligeglad. Men sådan skal man selvfølgelig ikke tænke.
I mellemtiden er så denne regerings første finanslovsforslag blevet offentliggjort. Og her svinges sparekniven, grønthøsteren og buskrydderen ud over landskabet. Selvom lupholderen måske – vil nogen hævde, selvfølgelig ikke de trofaste læserinder – ikke er nogen ørn til at læse finanslovsforslag, så kan han da konstatere, at man regner med at spare 100 mio. kr. på Kulturministeriets budget i 2016. Det er immervæk en slat penge. Det svarer godt og vel til statsstøtten til egnsteatre. Og spareriet planlægges så at fortsætte i rask takt de følgende tre år, sådan at der i 2019 er barberet ca. en halv milliard kr. af Kulturministeriets budget
På teaterområdet er det i særlig grad Det Kongelige Teater, der må holde for. Fire mio.kr. i 2016 og 10 mio. hvert af de følgende år forsvinder ned i Finansministeriets gavepose til skattelettelser til landbrug, erhvervsliv og de rige. Det ender nok med, som teaterchefen har luftet det, at teatret sælger Gammel Scene!
Og så er det i øvrigt Det Københavnske Teatersamarbejde, Det Ny Teater, Aarhus Teater, Odense Teater, Aalborg Teater, Den Jyske Opera, Folketeatret, Dansehallerne, Dansk Danseteater og Teatercentrum, der må holde for. Teatercentrums tilskud beskæres fx med fem procent i 2016. Her rammes børneteatret. Formentlig er det helt utilsigtet, men bare fordi Teatercentrum er rubriceret blandt de faste institutioner i finansloven, så snitter sparekniven også i Teatercentrums budget på nuværende to mio. kr. Og et andet eksempel: Frem til 2019 får Aarhus Teater fjernet 5,5 mio.kr. (= ca. otte procent) af sit statstilskud.
Det vil kunne mærkes på alle de større institutioner. Men så er det, at en kvik minister jo kan returnere den forudsigelige jammer med at sige, at de jamrende bare kan rationalisere og købe billigere ind. Hopla!
Interessant er det, at der ikke ligger besparelser på egnsteaterområdet, på små storbyteatre og på købsrefusionsordningen. Heller ikke på scenekunstudvalgene i Statens Kunstfond. Her fastfryses 2015 ind i evigheden.
Hvis lupholderen har læst rigtigt, så må han beskæmmet give kultusministeren ros for at spareiveren ikke ser ud til at ramme de mest sårbare dele af dansk teater, ligesom børneteatret ser ud til at gå fri. Lupholderen tør dårligt tro sine egne øjne, selvom han både har gnedet sig i dem og pudset brillerne. Altså: Ros midt i elendigheden.
Da de første rygter om raseringen af kulturbudgettet begynde at flyve rundt, havde lupholderen ellers udtænkt en fiks idé. Og med nogen tøven vil han da bringe den til torvs, da den nu alligevel ikke ser ud til at skulle blive aktuel: Hvis man nu skal rationalisere på teaterområdet, så kunne man snildt lægge alle egnsteatre i Danmark sammen til én institution, Danmarks Forenede Egnsteater. Hermed ville man spare al den administration og planlægning, der i dag finder sted på et par og tredive teatre. Og hvis Danmarks Forenede Egnsteater blev for lille, kunne man yderligere putte de små storbyteatre ind i institutionen, som så kunne hedde Danmarks Utallige Forenede Egnsteatre og Små Storbyteatre, i daglig tale DUFES. Så ville der virkelig kunne spares. Og hvis det stadig blev for lille, så kunne man lægge hele skidtet, egnsteatre, små storbyteatre, landsdelsscener, storkøbenhavnske teatre sammen med Det Kongelige Teater. Så ville der virkelig kunne spare, spare, spares. – Ja, det var jo bare lupholderens lille forsøg på at tænke kreativt og fremadrettet og ikke hænge fast i fortids skønne drømme og møre mure. Det har ikke noget med regeringens politik at gøre, ikke indtil nu i hvert fald. Men altså: Danmarks Teater, en stor statslig mastodont med fangarme ud på den yderste revle. Man kan blive helt varm, svedt og lysten ved tanken.
*
I anledning af al den her spareiver er det lykkedes lupholderen at få et eksklusivt interview med kultusministeren.
Hvorfor skal der spares på Kulturministeriets budget?
– Det er meget nemt at forstå, Når alt andet skal spare, så skal kunst og kultur også.
Jamen, slås du ikke for dit område?
– Når alt andet skal spare, så skal kunst og kultur også. Og det er så nemt at forstå, at selv en skriverkarl, en baryler som lupholderen burde kunne forstå det. For at skaffe penge til at kunne give Liberal Alliance nogen topskattelettelser og Dansk Folkeparti nogle ældrehåndører og støtte til Karl Åges Undulathjem, så kører regeringen grønthøsteren hen over resten af statsbudgettet. Det er politik! Og det er, så selv perlehøns eller burhøns eller andre dummernikker, journalister fx, kan forstå det.
Jamen, slås du ikke for kulturen?
– Jo!
Hvordan slås du?
– Det har du fan'me ikke fortalt min spindoktor, at du ville spørge mig om, så det har departementet ikke lavet et svar på.
Du sagde spindoktor. Jeg har ellers set, at du ikke ville have en spindoktor?
– Hold kæft! Nu går det for vidt! Sådan en fnatmide! Spinatfugl! Selvfølgelig har jeg ikke det. Når jeg sagde spindoktor, så var det for at afprøve din opfattelsesevne. Det var sidst, jeg var minister, at jeg havde spin til hjælp. Hvad var det nu, jeg var minister for? Bum, bum. Det er svært at huske, når man har prøvet det meste. – Men nu får jeg så mange ideer selv. De myldrer frem. Så jeg har slet ikke brug for sådan en forløben journalist, en spindoktor.
Hvad er det for nogen ideer, du får?
– Pis mig i øret! Nu skal jeg hjem og have risengrød og nisseøl.
*
Note: Interviewet er ren fiktion. Enhver lighed med nulevende personer er tilsigtet.
