Denne gang vil lupholderen være dybt seriøs. Ikke fordi han ikke plejer at være det, men nogle gange – må det nødtvungent indrømmes – er seriøsiteten gemt under et lag af ironisering og harcellering. Klasken sig på lårene af grin og fnisen over kulturpolitikkens viderværdigheder vil ikke blive tilbudt denne gang. Så er I to fans advaret!
Seriøsiteten skyldes, at der denne gang skal klummes om et virkeligt seriøst emne, nemlig refusionsordningen. Den må man ikke tage for let på. Alene det, at refusionsordningen koster staten små 22 mio. kr. om året, gør, at den må tages alvorligt. Men også det, at det er den eneste refusionstænkning, der er tilbage i teaterloven, gør, at her må tales med sordin. Tidligere, dvs. før 1990, var den slags ordninger i en årrække et helt bærende princip i teaterloven. Det var dengang, staten, i dette tilfælde kulturministeren og Folketinget, mente, at statens teaterpolitik skulle animere kommunerne til at deltage i et sammenskudsgilde om teaterpolitikken.
OG REFUSIONSORDNINGEN er – for nye passagerer – jo altså den ordning, hvorefter staten yder kommunerne 50 procent refusion af deres udgifter til køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater (scenekunstloven – alias teaterloven – § 25). Og her står lupholderen og hans udholdende læsere så straks midt i orkanens øje: 'Refusionsgodkendte'. Hvad? Hvorfor? Og hvem? Men det vender vi altsammen tilbage til. Først et historisk tilbageblik. Det kan jo altid være nyttigt.
Ved en teaterlovrevision i 1976 blev der indsat en bestemmelse i teaterloven om, at staten ville refundere 25 procent af kommunernes udgifter til børneteater og opsøgende teater. Og det drejede sig både om produktion af forestillinger og om køb af forestillinger. Og bemærk, at der ikke var nogen, der dengang tænkte på, at noget skulle være refusionsgodkendt.
Det her blev ændret allerede i 1979, hvor der blev indført 50 procent statslig refusion, og hvor der blev skelnet mellem produktionsstøtte (egnsteatre blev bl.a. et teaterlovbegreb) og afsætningsstøtte. Stadigvæk var der ingen, der talte om, at nogetsomhelst skulle refusionsgodkendes.
Tankegangen i det her system var, at en del teatre kunne blive godkendt af kommunerne som egnsteatre, hvorved kommunerne fik 50 procent af deres udgifter betalt af staten. For de teatre, der ikke kom ind i egnsteaterordning eller fik produktionsstøtte fra den institution, der også blev oprettet i 1979 med det velklingende navn Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater, i daglig tale Robotten, eller fra Teaterrådet, var der den mulighed, at de kunne komme ind på markedet, gøre sig nogle erfaringer og blive dygtigere ved, at kommunerne (dvs. kommunale skoler, biblioteker og institutioner) kunne købe deres forestillinger så at sige til halv pris. Svarende til de priser, de produktionsstøttede teatre kunne sælge deres forestillinger til. Der var altså tanker om, at det skulle være muligt for nye teatre at komme ind på børneteaterområdet lidt efter lidt. Og det var jo altsammen vældig fornemt, et system med offentlig støtte i flere niveauer.
Nu skete der så det, at kommunale institutioner i større omfang begyndte at købe cirkus- og gøgleoptræden og fik statsrefusion af deres udgifter. Der var også kommunale institutioner, der købte teaterforestillinger, som nogen mente var noget hakkelse. Problemet var: Hvad skal man stille op med den åbne refusionsordning? Ja, man må lukke for ladeporten og opstille regler! En af de mere kuriøse regler var, at ministeriet i 1981 lavede en vejledning, der forklarede, hvad teater i teaterlovens forstand var for noget. Den var til brug for forestillinger, der ikke i forvejen var produktionsstøttede, thi de var pr. definition teater og var refusionsgodkendte.
TEATERFORSKEREN Stig Jarl skrev i 1985 en grundig, skarpsindig og underholdende afhandling, 'Teater i teaterlovens forstand', hvor det offentliges teaterbegreb blev sat under mikroskop og dissekeret. Her var ikke et øje tørt, når han viste, hvor usammenhængende og selvmodsigende hele snakken om 'teater i teaterlovens forstand' var.
Men teaterlovens teaterbegreb var ikke nok som spærrebom, selvom det kunne udelukke gøgl og cirkus. Det blev sat i værk fra sæson 1988-89.
Næste skridt var, at Teaterrådet, der var sat til at kontrollere 'teater i teaterlovens forstand', i 1993 indførte 'præsentationsweekender', (senere omdøbt til showcases, da refusionsudvalget kom på banen i 1997), hvor håbefulde teatre kunne møde op, spille deres forestilling for det forsamlede Teaterråd og modtage en op- eller nedadvendt tommelfinger. Lupholderen må nødtvungent indrømme, at han selv som medlem af Teaterrådet i nogle år i første halvdel af 1990'erne sad med korslagte arme og strittende tommelfingre på en københavnsk folkeskole og så teatre præsentere.
Institutionaliseringen af hele dette ledvogtersystem var nedsættelsen af refusionsudvalget fra 1997 og udstedelsen af en bekendtgørelse, der pointerede, at refusionsudvalget ikke bare som hidtil skulle se på, om ansøgerne kunne betragtes som professionelle, men også tage stilling til "forestillingens kvalitative standard".
Så må man jo tro, at der endegyldigt er sat en prop i det hul. Nu er det kun for det rigtigt statsanerkendte teater, at kommunerne kan kræve statslig refusion. Og hele forløbet med den gradvise cementering af kontrol har jo ikke fundet sted af ond vilje, men har været båret af ægte bekymring for, at teaterbevillinger på finansloven kunne risikere at blive brugt til noget andet end teater eller til dårligt teater. Ædle motiver har det ikke skortet på.
Nå, men det korte af det lange er jo så, at vi i dansk teaterpolitik støtter teatret efter to principper: 1) Der gives støtte til produktion af teater. Enten støttes teaterproduktionssteder (også kaldet teatre) pr. tradition eller også tages der – af Teaterråd og efterfølgende organer – kvalitativ stilling. 2) Der gives støtte til afsætning af teater. Her burde det egentlig være publikumsinteressen, der var afgørende. Men det er det – som vist – ikke længere. Afsætningsstøtten er i hvert fald på børneteaterområdet også underlagt en eller anden form for bedømmelse, som nogen måske kan hævde ikke er et kvalitetsstempel, men en bedømmelse af professionalisme slet og ret. Men som bekendtgørelsen – også den nugældende fra 2013 – er formuleret, handler det om at bedømme kvalitet.
LUPHOLDEREN har her og der og i tide og utide plæderet for at afskaffe afsætningsstøtten og bruge pengene til produktionsstøtte i stedet, så kan teatrene bl.a. bruge den ekstra støtte til at nedsætte forestillingspriserne, så det ikke bliver dyrere for køberne. En sådan drastisk tanke vil afskaffe det dobbelte bogholderi med Refusionsudvalg og Kunstfondens projektstøtteudvalg for scenekunst og med to forskellige typer af kvalitetsbedømmelse, én for dem, der er gode nok til produktionsstøtte, og én for dem, der ikke er helt så gode: 1. og 2. sortering! Og så en 3. sortering for det, der falder undenud af al kvalitet. En afskaffelse af refusionsordningen vil gøre tingene enklere. Og man vil kunne redde gysserne, inden Finansministeriets regnedrenge kaster deres glubske blik på den eneste tilbageværende refusionsordning i scenekunstloven.
Ulempen vil være, at det bliver sværere for uprøvede kræfter at trænge ind på børneteatermarkedet. Nye folk, nye ideer, nyt teater vil få det sværere. Og det er jo ikke godt, selv for lupholderen, som jo på mange måder ellers er gammeldags og ude af trit med tiden, for ikke at sige utidig.
Men det er mildest talt ikke et kønt system, der efterhånden er vokset frem omkring dansk børneteater: Ædle motiver og lusket kontrol i én uskøn blanding! Og man kan godt forstå, at man i årenes løb og også her og nu må lægge ører til alt det brok over Refusionsudvalgets praksis, der jævnligt tilflyder Teateravisens spalter. Brokken er sandsynligvis berettiget, uanset om den egentlig er symptom på et tumbet system.
Hvis lupholderen skulle komme med et tredje bud, og hvorfor skulle han ikke det, så vil det rigtige nok være at trække de to støtteprincipper fra hinanden i stedet for, at de har tilnærmet sig hinanden. Refusionsordningen/afsætningsstøtten skal vende tilbage til at være en mere åben, og dermed også risikobetonet ordning, også for køberne. Det skal være et sted for det mere famlende teater. Dvs. det skal ikke være så kontrolleret. Idéen med ordningen var jo netop, at det var aftagernes system. Det var dem, der skulle bestemme, hvad der skulle modtage den indirekte statsstøtte. Hvad med at holde fast i det?
