Ovenpå valgtummel og feberfantasier om, hvem der mon kan tænkes at blive ny kulturminister – altså kulturens bajads, fusentast, døgenigt, flottenhejmer eller vindbøjtel – og ovenpå, at Kulturministeriet fyldte 50 år: TIL LYKKE, til lykke, man må håbe, der har været et ordentligt kalas med masser af negerboller i Nybrogade – kan det være svært at ihukomme, at der inden sommerferien blev indgået et teaterpolitisk forlig mellem alle Folketingets partier på nær Enhedslisten. Det skete ikke i dølgsmål, men blev fjælet af sommerferien.
Som den opmærksomme læser (er det 3 eller 4, I er?) allerede har bemærket, så er den trættekære, halsstarrige, obsternasige og knarvorne lupholder i fuld gang med at bruge gamle og sjældne ord i denne klumme. Han erfarede (eller hedder det: erfor?) nemlig inden sommeren, at Dansk Sprognævn overvejer at smide gode danske ord på historiens mødding. Men Sprognævnet meddelte så, at det ikke er Sprognævnet, der bestemmer det, men sprogbrugerne. Det er jo det rene demokrati! Sporenstrengs besluttede lupholderen, at alle de gode ord ikke skulle dø i dølgsmål. Derfor er der sat en redningsaktion i gang i denne klumme. Det flyder, mere end det plejer, med ord, som lyder gebommerlig godt, men for yngre læsere (er I med, I 3 eller 4?) nok kræver en ordbog (man kan slå op på sproget.dk). Det er der ikke noget at gøre ved: I tider som disse må vi stå sammen. Nu er lupholderen ikke så kålhøgen, at han tror, at hans brug af ordene på Sprognævnets dosmerseddel over sjældne ord vil føre til, at de bliver gængse igen. Men intet skal lades uforsøgt, og man skal ikke forskertse chancen, der byder sig.
Hvorom alting er: En bred politisk aftale om teater, der her i efteråret skal udmøntes i regederlige lovændringer, uanset hvem der bebor hjørnekontoret i Nybrogade. Det er den politiske opfølgning på Lars Seeberg-udvalgets rapport, 'Veje til udvikling', det drejer sig om. Og hvad kom der så politisk ud af forslagene om at sætte fut i dansk teater? Ikke meget! Stort set ingenting.
I modsætning til Seeberg-udvalget og adskillige andre kunne kulturpolitikerne konstatere, at støtten til dansk teater er velfungerende og fleksibel. Der er ikke behov for en gennemgribende reform. – Så blev der ligesom sat punktum for de skrighalse, pappenhejmere og charlataner, der havde troet på ændringers mulighed. Nej, der er ikke noget at komme efter. Alle bolde er blevet endevendt, eller hvad det nu var daværende kulturminister Per Stig Møller sagde.
Herefter er der kun at konstatere, at der aldrig, ALDRIG vil komme en regederlig ændring af dansk teaterpolitik og af teaterloven. Det store flertal af politiske partier vil ikke røre det med en ildtang. Det kan få lov til at vakle videre, indtil systemet bryder sammen af sig selv.
Nå, men hvad var det så for småjusteringer, politikerne blev enige om tilbage i juni måned?
Det mest dorske i kataloget over små lappeskrædder løsninger er, at Det Ny Teater anses for så vigtigt, at det flyttes over som en post på finansloven. Hvad er det nu for noget? Jo, Københavns Teater, hvorunder Det Ny Teater hidtil alene har fået huslejestøtte, havde besluttet, at denne støtte skulle ophøre. Det er den slags beslutninger, som politikerne har bestemt, at Københavns Teater er sat i verden for at tage, nemlig hvilke teatre der skal være deltagere i organisationen. Nogen kalder det armslængdeprincippet, andre taler om kulturinstitutionernes selvstyre. Sagen er så bare den, at når selvstyret eller armslængden fører til beslutninger, som ikke passer i det politiske kram, så er kulturpolitikerne parate til at konstruere sig frem til løsninger, der sætter armslængden og selvstyret ud af kraft. Nu diskuterer lupholderen ikke, om Københavns Teaters beslutning var fornuftig, eller om man burde lave en redningsaktion for dette såkaldte privatteater, der får offentlig støtte ind af billetlugen i form af billetstøtteordningen. Nej, det der interesserer denne principrytter og kanalje er den sjakren med armslængdeprincippet, som det her er udtryk for. Armslængdeprincippet og institutionernes selvstyre er godt nok, indtil det kommer i vejen for den politiske vilje og damptromle.
I øvrigt er det Københavns Teater, der får en ordentlig en på bærret i den politiske aftale. Ikke nok med, at Københavns Teater ikke længere skal heddet det, det hedder, men i stedet Det Københavnske Teatersamarbejde, nok så vigtigt er det, at balancen mellem Københavns Teater og de teatre, det omfatter, forskubbes, så enkeltteatrene får større magt over eget teater. Drømmen om Københavns Teater som ét stort teater med mange scener, en værdig konkurrent til Det Kgl. Teater, droppes. Og så er det, man lidt djærvt må spørge: Hvorfor tager man ikke skridtet fuldt ud og nedlægger Københavns Teater? Det er og bliver jo en underlig støttepædagog- og krykhusar-ordning.
Københavns Teater mister i øvrigt de penge, man havde troet at kunne spare og omfordele ved at smide Det Ny Teater ud af ordningen. For de penge flyttes sammen med Det Ny Teater direkte ind som en selvstændig post på finansloven. Desuden skal Københavns Teater spare på administrationen i de kommende år, og gysserne skal bruges til en åben scene eller til at skaffe scenekapacitet på de store teatre for projektteatrene i hovedstadsområdet.
Og nej, der ændres ikke på billetstøtteordningen eller på placeringen af det store statsstøttede turnéteater, sådan som Seeberg-udvalget havde foreslået. Det sidstnævnte skal stadig ligge i København og forsyne teaterforeningerne med scenekunst. Så alle kan sove roligt i den kommende tid. Ingen ændringer, ingen forandringer. Alt fortsætter blegsotigt.
For børneteaterområdet er det af interesse, at egnsteaterkonsulentordningen nedlægges. Det må også betyde, at evalueringerne opgives. Og det må jo så betyde, at politikerne ikke længere lider af den ubegrundede, men yderst sejlivede mistanke om, at det er noget hø og hakkelse, der produceres og spilles på disse teatre. Desuden nedlægges UBOT, men opgaverne kører videre i Teatercentrums regi.
Den regederligt eneste teaterpolitiske beslutning i teaterforliget, der peger lidt fremad, er, at maksimumsgrænsen for hvad små storbyteatre kan få i støtte afskaffes helt, og at den for egnsteatre hæves med 1 mio. kr., dvs. fra de nuværende 8½ mio.kr. til 9½ mio.kr. Når det her peger en lillebitte smule fremad, så er det fordi, det gør det muligt langsomt, langsomt at bevæge sig hen i nærheden af det, nogen har kaldt regionteatre. Oven i købet kan Scenekunstudvalget give dispensation for egnsteaterloftet på de 9½ mio.kr. i offentlig støtte, hvis der er tale om flere kommuner, der går sammen om et teater. Måske ligger der i de her ændringer gemt nogle kunstneriske udviklingsmuligheder fx for Teatret Møllen og for Randers Egnsteater?
Og ellers afventer vi så, at der går en 4-8 år, før der nedsættes et nyt udvalg, der skal se på strukturen i teaterstøtten. Og det kommer der så heller ikke andet end lappeløsninger ud af. En fløs og en løjser kunne drømme om, at der skete noget, der ville tvinge politikerne ud af armene på de store teatres direktører og de faglige organisationer. Hvad med, at 2-3 store teatre eller Det Kgl. Teater gik fallit? Det ville være lejfigt, som forvorpne fynboer kunne finde på at sige.
—
Fra Dansk Sprognævns liste over 'Gamle og sjældne ord i Retskrivningsordbogen' er hentet: bajads, fusentast, døgenigt, flottenhejmer, vindbøjtel, kalas, negerbolle, dølgsmål, fjæle, trættekær, halsstarrig, obsternasig, knarvorn, sporenstregs, dølgsmål, gebommerlig, kålhøgen, dosmerseddel, forskertse, charlatan, dorsk, kanalje, djærv, blegsotig, fløs og forvorpen. I alt 26 ord af de 43, der optræder på Sprognævnets liste.
