Den forkælede dreng sidder på sin herskertrone. Han stirrer krævende ud på publikum bag de silkeglinsende kejsergardiner hos Anemonen. Han vil have mere og mere. Han keder sig. Og han kræver blind lydighed af sine voksne, der servicerer ham med nervøse blikke og villige hænder.
’Nu har han bestemt, at han gerne vil have en banan, inden han skal sove,’ siger den ene dukkefører undskyldende ud til publikum. Og vi tilskuere smiler forlegent tilbage – og genkender situationen.
For ’Diktatoren’ er en blændende og klog teaterforestilling om et barn, der forsøger at få magten. Både magten over forældrene og over kammeraterne. Pointen er, at dette barn bliver uhyggeligt ensomme af at insistere på at få særbehandling. For selv det allermest forkælede barn har selvfølgelig brug for at indgå i et ligeværdigt fællesskab – og for at opleve venskaber og kærlige følelser.
Det skønne er, at det lykkes teaterforestillingen at fortolke Ulf Starks børnebog så symbolsk på scenen, at fortællingen bliver til morsomt og underfundigt teater – og vidunderlig børnesatire. I Rolf Søborg Hansens sikre og billedklare iscenesættelse af ’Diktatoren’ vrimler det med muntre detaljer, samtidig med at den overordnede fortælling aldrig tabes af syne.
Her er desuden nogle raffinerede overgange mellem scenerne, som giver fortællingen et ekstra symbolsk lag. Og dramaturgen Sidsel Ramdal har været med til at skabe flot balance i forestillingen, så den uundgåeligt bliver en fortælling om det menneske, der bliver nødt til selv at blive afvist for at finde ud af, hvor slemt det føles.
’Jeg bestemmer alt,’ siger drengen nemlig diktatorisk. Og da ingen siger ham imod, sætter han trumf på med ordene: ’Jeg bestemmer mere end alt.’
Herskeren på potte
Scenografien af Sir Grand Lear har en flot og enkel symbolik over sig. Hovedeffekten kommer nemlig fra en stribe nedhængende scenetæpper i skinnende, silkeagtige, ensfarvede stoffer i klare nuancer: Solgul, lyserød, klarblå, græsgrøn…
Disse scenetæpper kan samles og draperes på alverdens måde. Dermed skabes hele tiden nye rum omkring den lille, vrede dreng, der kommanderer med hele verden – og som kun træder ned fra sin trone, hvis undersåtterne lægger bløde puder parate til at træde på. Eventuelt dog også for at lade sig placere på en farvematchende potte, mens han uforstyrret læser videre i sit Anders And-blad. Det er scenografi med kongehumor. Tilsat juicebrikker med sugerør som knitrende walkie-talkies med antenner…
Drengedukken har et herligt utilfredst udtryk i sine blå øjne – og en rastløs, rødhåret krølle øverst på hovedet. Han er på højde med et barn, der går i børnehave, og han har stofben, der vandrer og kravler akkurat som et barn, der er ved at udforske verden. Dukkemageren Katrine Karlsen har skabt ham netop så selvsikker og uempatisk, at man ikke kan lade være med at føle medlidenhed med dem, der er omkring ham. Han må virkelig være verdens mest forkælede barn.
Derfor bliver det også et meget følelsesladet øjeblik, da drengen pludselig indrømmer sin betagelse af pigen fra børnehaven. Hende med fletningen…
Med hilsen til Chaplin
Komponisten Thomas Dinesen har sørget for musik, der med fanfareeffekter og latinrytmer får alle omkring drengediktatoren til at adlyde. Iscenesættelsen har desuden ladet sig inspirere af Chaplins film ’Diktatoren’ og scenen, hvor Hitler-figuren danser rundt med en jordklode, som om den var en badebold.
Men det er dukketeaterskuespillerne, der gør ’Diktatoren’ til eminent dukketeater. Bo Carlsson, Pernille Nedergaard Haugesen og Tea Rønne er ekvilibristiske dukkeførere. Men de er også skuespillere med minutiøs kontrol over deres kroppe, så de kan videregive selv de mindste kropsforskydninger fra deres egne kroppe til dukkens krop.
Samtidig formår de at give dukken et væld af nuancerede udtryk og bevægelser, mens de nærmest gør sig selv usynlige. Alligevel kan de på et splitsekund forvandle sig til skuespillere, der optræder som jævnbyrdige spillere over for dukken.
Dette akkurate og raffinerede spil mellem dukkeførere og dukke er dybt fascinerende. I hvert fald for de voksne tilskuere. Børnene ser tilsyneladende ikke dukkeførerne, når de fører drengedukken omkring. De stirrer blot betaget på den urimelige dreng. Akkurat som om han var en rigtig og levende – og helt vildt irriterende – dreng.
Større ros kan disse suveræne dukkeførere nok ikke få.
