Nu, hvor Aprilfestival er lige om hjørnet, og Den Røde Brochure er dumpet ind ad brevsprækken over hele landet, er det vel et udmærket tidspunkt at gøre status over det danske teaterlandskab for børn og unge anno foråret 2015.
I den anledning er der en tanke, der presser sig på for mig, og som jeg lige vil have luft for: Jeg vil gerne råbe vagt i gevær overfor pjeceteatret.
'Pjeceteater' er et term, jeg selv er stolt af at have fundet på. Det skal dække over forestillinger, der tjener samme formål som pjecer. Altså forestillinger, der har til formål at oplyse om et givent emne, der er relevant for målgruppen og gerne et, der normalt indgår som en del af deres undervisning.
Pjeceteater sælges gerne til skoler med en formidling, der antyder, at et teater kommer til skolen og lærer eleverne om et givent emne på en meget sjovere og bedre måde, end lærerne selv kan gøre det. På den måde kan lærerne forsvare at bruge deres hårdt pressede midler på en teaterforestilling, fordi de kan sætte kryds i x antal fælles mål i folkeskolen.
Antallet af pjeceteaterforestillinger stiger. Og denne tendens synes jeg er uhensigtsmæssigt. Både for teaterbranchens og for elevernes skyld.
DET ER SVÆRT at generalisere om, hvad (scene)kunst kan og skal. Og jeg siger bestemt ikke, at en pjeceforestilling ikke kan være godt håndværk, gennemarbejdet og velspillet.
Men jeg vil vove at påstå, at de penge, der er sat af, både på skolerne og fra diverse støttemuligheders hånd, er sat af til kulturelle oplevelser, der netop giver eleverne noget andet end det, de får i biologitimen. At give dem noget, der stimulerer deres empati og fantasi, noget, der vækker deres følelser og giver dem rum til at forsøge at begribe den verden, de lever i, på godt og ondt.
Ikke for at give dem en teater-samfundsfagstime, der sikkert er sjovere end en almindelig samfundsfagstime – men som stadig er en samfundsfagstime, en biologitime, seksualundervisning eller hvad vi nu ellers snart føler os kvalificerede til at vikariere for.
DANSK BØRNETEATER er, som vi alle ved, kendt over hele verden. Fordi vi nemlig kan og tør noget andet her. Fordi vi (og nu siger jeg vi, men det hele skete længe før jeg selv blev født) gjorde op med læringsteatret og den løftede pegefinger. Og nu, hvor vi måske presses lidt på salgskurven, så strømmer vi straks til elevplaner og skimmer dem for emner, der ikke er blevet lavet forestillinger om endnu. Og så kalder vi det edutainment, teaterforedrag eller bare slet og ret forestillinger. Vi maskerer undervisning som teater og håber på en lang og indbringende turné i næste sæson.
Jeg synes, at det er uambitiøst. Og jeg kan blive helt ked af det på elevernes og branchens vegne. For jeg synes, at vi er bedre end det. Jeg tror på, at den danske børneteaterbranche er stærk og tør insistere på scenekunstens potentiale til at åbne verden for vores publikum og præsentere forestillinger med et mangefacetteret og komplekst udtryk. Forestillinger, som ikke bare formidler økologi, klimakrise, vikingetiden, intimhygiejne eller hvad ved jeg, så lærere kan holde fritime mens vi overtager undervisningen.
JEG ANSER IKKE vores opgave for værende at synge fotosyntesen, danse det periodiske system eller holde lange monologer om behandlingen af et lovforslag. Vores eksistensberettigelse som branche er ikke didaktisk funderet – det klarer lærerne langt bedre.
Jeg tror vi skal give børn over hele landet en kunstnerisk og kulturel oplevelse, der danner dem på en facon, som giver dem det ekstra, de ikke får fra deres daglige skolegang. Noget udefinerbart, der ikke kan måles i en PISA-test.
Derfor håber og tror jeg også på en sund modreaktion på den voldsomme vækst i pjeceforestillinger. Og jeg håber og tror på, at I teaterformidlere, der måtte læse med her, tør satse jeres trængte midler på forestillinger, der præsenterer jeres elever for kultur og ikke bare lærdom forklædt som kunst.
Niels Erling er skuespiller og leder af Teater Bloom
***
LÆS også debatindlægget 'Pjeceforestillinger' – en nuancering' fra Teater Uden Vægge
