I 1994 havde lærer og dramatiker Kaj Himmelstrup en kronik i Information med overskriften 'Kulturpolitisk små sko', hvor han kritiserede den kortlægning af kulturlivet, som Kulturministeriet havde sat i gang under ledelse af kultursociolog Peter Duelund, og som endte med den 17 bind store skriftserie 'Kulturens Politik' (1994-96). Man havde nemlig helt glemt børnene!
Fadæsen var dog også nået daværende kulturminister Jytte Hilden, der fik læst og påskrevet ved en konference i Ebeltoft på samme tidspunkt, og så blev Beth Juncker fluks bedt om hurtigst muligt at udbedre denne mangel – som endte med at blive bind 13 med titlen 'Kultur for begyndere'.
Beth Juncker (f. 1947 og nu professor emerita i kulturformidling og børnekultur) har været børnekulturens særlige og absolut ikke grå eminence i årtier – som børnekulturforsker, børneteateranmelder og leverandør af et væld af artikler, foredrag og bøger. Og nu kan hun altså som medredaktør på 'Børnekultur' så at sige krone sin uvurderlige indsats med dette samlede overblik over dansk børnekultur gennem trekvart århundrede.
Kompleksitet
Det præsenteres på følgende måde i starten af værket, der er læsevenligt og pædagogisk anlagt med små informative indledningstekster til de fem hovedafsnit, der garneres af en opbyggelig indledning og en perspektiverende afslutning af de tre redaktører: Merete Dael (uddannet bibliotekar og bl.a. konsulent i Slots- og Kulturstyrelsen 2004-17), Jan Helmer-Petersen (udannet kultursociolog og ansat i Kulturministeriet som sekretariatsleder og specialkonsulent 1980-2009) & Beth Juncker:
'Historien om dansk børnekultur er kompleks og den er aldrig før skrevet' (…) 'Vi har ingen ambitioner om at fortælle 'sandheden'. Vi har til gengæld en vision om at løfte fortællingen om det komplekse med-, mod- og samspil mellem, børn, barndom, kunstnere, kulturformidlere, kulturinstitutioner, daginstitutioner, skoler, kultur-, social-, uddannelsespolitikere og deres ministerier, som har udviklet, fornyet og beriget danske børns kulturelle hverdag og skabt grundlaget for det internationale gennembrud'.
De tre hovedredaktører leverer også selv vægtige afsnit i bogen, hvor de får selskab af 15 andre skribenter, eksperter og fagfolk med baggrund i både den akademiske, organisatoriske og praktiske verden.
Revselsesret og helhedssyn
Bogens opbygning og indhold i form af relativt korte fagafsnit (se faktaboks) – omkring 20 sider til hver – inklusiv en gavmild billedflade, betyder både en hård prioritering og en vis overlapning, men man føler sig godt informeret gennem de i alt 400 sider, hvor de sidste 20 sider er helliget præsentation af skribenterne, litteraturliste og personregister.
Der er lagt væk på en sproglig formidling, som rækker ud til en bred læserskare og tilbyder det store samlende overblik. Og trods emneområdets kompleksitet er der heldigvis også gjort plads til anekdotiske og skæve indfald, mens barndommens historie oprulles – fra et udgangspunkt meget længere tilbage end Anden Verdenskrigs slutning, der ellers markerer starttidspunktet for bogens ærinde om at beskrive et børnekulturelt landskab under opbygning.
Således får man bl.a. den tyske pietistisk præst Johan Jacob Rambachs 12 'regler for gode sæder for børn' fra 1676, der skal hindre 'alle tølpiske Fagter og Gebærder i Skolen', herunder 'At udstrække Armene eller det gandske Legeme'. Sanktioner i form af korporlig afstraffelse var udbredt både i offentligt og privat regi overfor synderne. Men selvom revselsesretten rent lovmæssigt først blev afskaffet i 1997, ændrede synet på det uregerlige barn, der skulle blive fornuftsvæsen og voksen i en fart, sig især markant fra midten af sidste århundrede og gav plads til progressive ideer i synet på børns væren.
Det anskueliggøres bl.a. i to informative afsnit om 'Børnepolitik', der viser udviklingen fra umyndiggjorte små borgere til hele mennesker – samfundspolitisk og internationalt bl.a. udmøntet i FN's Børnekonvention fra 1989 og rent børnekulturpolitisk kan aflæses i kulturpolitiske redegørelser og strategier nationalt gennem de sidste 50 år.
Som Jan Helmer-Petersen, der via sine næsten 30 års centrale placering i Kulturministeriet har det store overblik over støtte til børnekulturen, dog må konstatere, så er det markante fokus på, at de lovbundne midler til kultur skulle afspejle børns andel i samfundet, med årene forvitret og har gjort de statslige prioriteringer sværere at gennemskue. Det åbner for en diskussion af, om børnekulturen bør 'placeres i et reservat med særlige kvalitetskrav og kendetegn' – eller om udviklingen er nået dertil, at børn og unge selv 'kan handle og vrage mellem tilbuddene'.
Introduktionen og kontrakten
'Børnekultur' kridter herefter banen op for en række fagspecifikke indspark under kapiteltemaet 'Et kunstnerisk landskab under opbrud', hvor historie, udvikling og tendenser trækkes frem i behandlingen af de forskellige kulturområder.
Det er generelt spændende og egentlig også opmuntrende læsning, for der sker jo en masse på alle fronter, hvor nutiden naturligt får den største plads i de enkelte afsnit.
Ikke mindst omkring litteratur (børnebøger) ses tillige en stor afsmitning på børneteater, der dog også tager dans og musik og billedkunst til sig i sine valg af form og indhold, men med denne portals faglige tunnelsyn er det selvfølgelig mest interessant at se, hvordan børne- og ungdomsteatret præsenteres.
Opgaven er lagt i hænderne på Louise Ejgod Hansen (f. 1977), der har en ph.d. i dramaturgi og er forskningsleder for Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet, og som bl.a. medlem af Refusionsudvalget (2009-13) og medforfatter til samtalekonceptet 'Teateroplevelser' har hun også praktisk erfaring med professionel scenekunst for børn og unge.
Hun får får præsenteret særkender ved børneteatret: Introduktionen til forestillingen som en vigtig del af teateroplevelsen for mange børn, der her får det første møde med scenekunst; den kontrakt indgået mellem tilskuere og spillere, der er afgørende for forestillingens forløb (ikke mindst fordi børn i modsætning til voksne ikke har nogen bremse på deres adfærd, hvis de keder sig el. lign.) og at børneteater oftest produceres med en aldersmæssig specifik målgruppe for øje – selvom godt børneteater er for både børn og voksne er et bevidst mantra og bl.a. leveres af teatre som Teatret Gruppe 38 og Carte Blanche m.fl.
Mange nedslagspunkter og to ikoner
Louise Ejgod Hansen tegner et sammenhængende, historisk rids af børneteatrets udvikling, på genrer, indhold, formidling, økonomiske og lovmæssige rammer, kvalitetsdiskussioner, dramapædagogik og talentskoler, organisering – inklusive den aktuelle tilnærmelse mellem børne- og voksenteater – m.m.m., og konstaterer også, at områdets dogme om, at det er voksne, der spiller FOR børn og ikke MED børn, nu smuldrer med udbuddet af interaktive forestillinger, IRL-konceptet og begrebet publikumsudvikling.
Både danseteater og musikteater/opera bliver omtalt – førstnævnte får også gode ord med på vejen i det efterfølgende fagafsnit om Dans, mens det udøvende teater med musik og opera til gengæld er helt fraværende i det senere Musik-afsnit.
Louise Ejgod Hansen har også fået plads til en selvstændig præsentation af to af børneteatrets pionerer, Ray Nusselein (1944-99) og Jytte Abildstrøm (f. 1934), mens fx. dansk børneteaters uomtvistelige succes som kultureksportør – hvor Nusselein i øvrigt var berømmet foregangsmand – ikke berøres, selvom det er et internationalt bevis på den synliggørelse, som det stadig kniber med i Danmark.
Men dette og andre fravalg af faglige punktnedslag må accepteres i en ellers meget informativ og veldisponeret gennemgang af et mangesidet børne- og ungdomsteaterliv.
Formidlingens særlige kunst
Man finder naturligvis også børne- og ungdomsteater i det omfangsrige hovedafsnit om den formidling af kunst og kultur, der skal sikre, at oplevelserne når frem til børnene på skoler og institutioner, på biblioteker og museer. Her er arkitektur og design stadig formidlingsmæssige stedbørn.
Mens litteratur har fyldt i skolerne og oplæsning af bl.a. eventyr fandt sted på biblioteker helt fra 1940'erne, kunne børn opleve bearbejdede klassikere hos Dansk Skolescene, der blev grundlagt allerede i 1924, inden de turnerende børneteatre tog over i slutningen af 1960'erne og bragte forestillinger, lavet specifikt for børn, ud til deres egne omgivelser på skoler og institutioner.
'Børnekultur' beskriver nogle af de mange formidlingstiltag, der er blevet skabt og ført op til nutiden – som kompetencecentret Teatercentrum (ikke som skrevet fra 1986, men 1983, og det eksisterede som formidlingscenter helt fra 1971 under navnet Samarbejdsudvalget for Turneteatervirksomhed – der også dækkede voksenteater), og som i et samarbejde med Levende Musik i Skolen (LMS) og Dansehallerne bl.a. har skabt konceptet Kulturpakker, hvor alle tre kunstarter præsenteres i skolerne.
Skismaet med, at det primært er voksne, der står for udvælgelse og program, er bl.a. af samme konstellation forsøgt imødegået med KulturCrews, hvor elever inddrages som værter ved kulturelle arrangementer mv.
Huskunstnerordningen (fra 2004 og som netop via finanslovsforhandlingerne har fået et fordobling af budgettet de næste fire år) er naturligvis også omtalt som det positive mulighed, der giver mulighed for, at projekter med alle kunstarter kan møde børnene i skoler og institutioner.
Motorvejen til børns oplevelser
Sidst i 'Børnekultur' er et selvstændigt kapitel viet det digitale univers, som siden årtusindeskiftet har indtaget en stadig større del af børns dagligdag. Og selvom de enkelte kunstarter forsøger at integrere sociale medier og computerspil, er udfordringen, at lege- og spillekulturen oftest foregår mellem børnene og på tværs af alder og unddrager sig relationer med og kontrol af voksne.
Denne virkelighed kommer givet til at fylde meget mere, når næste samlede værk om børnekulturen skal skrives…
Her og nu må man glædes over 'Børnekultur i Danmark 1945-2020' som et interessant og berigende værk, der kan læses af alle – både fagfolk og personer, der bare generelt er interesseret i børns oplevelser med kunst og kultur.
Og hvorfor ikke slutte af med et veloplagt citat fra slutteksten 'Linjer og Perspektiver' af de tre redaktører:
'Kunst og kultur er kultursektorens bidrag til variation og berigelse af børns liv. De bliver til på æstetiske vilkår, og de retter sig principielt mod børns egne interesser og behov i deres fritidsliv. De er ikke styret af daginstitutionernes sociale, sproglige og motoriske udviklingsmål. De er heller ikke styret af skolernes uddannelsesmål. De har helt deres egne. De er motorvejen til børns møde med betydningen af alle de andre alfabeter bevægelsens, stemmens, lydenes, tonernes, klangens, farvernes, formernes alfabeter. De skaber en professionel oplevelsesrigdom – indgange til oplevelser med liv, død, skønhed, ondskab, grin, gråd, tab, sorg, intensitet, nærvær – som ikke kan fås på andre betingelser eller andre steder'.