(29.4.2011) OPRÅB! til teaterkunstnere, teatergrupper, anmeldere, journalister, formidlere.
Børneteaterfestivalen i Randers 2011 er slut. Jeg brugte syv intense dage på at være tilskuer, skuespiller, instruktør, kollega og kusine i denne skønne, brogede og levende organisme som festivalen er og står nu tilbage med en masse indtryk og spørgsmål, men frem for alt en stor trang til et kraftigt opråb:
Hvem sætter dagsordenen for, hvordan vi snakker om en teaterforestilling?
Hvor finder disse snakke sted?
Gør disse samtaler os klogere; bibringer de kunsten noget, den ikke havde før?
Bliver vores kunstneriske mod og søgning stimuleret og udfordret?
Kort sagt: Hvor er debatten og udvekslingen af kunstneriske processer og kvalitet inden for børneteatret??
GROFT SAGT kan man sige, at den kunstneriske debat, der foregår i øjeblikket, stor set kun handler om positiv eller negativ bedømmelse af den færdige forestilling, og at den kun foregår to steder, nemlig i anmeldelserne og i korridorerne. Det er efter min mening hverken kvalificeret eller inspirerende nok i forhold til, hvor lærerigt og udviklende sådan nogle debatter kunne være.
Hvem kender ikke dialogen:
’Skal du se forestilling X?’
’Det ved jeg ikke, jeg har hørt at den ikke skulle være særlig god, den fik også kun tre stjerner’.
’Nå, så tror jeg hellere jeg vil se noget andet….’
Hvor tit ved vi noget om et teaters arbejde og det de søger, frem for om deres forestilling blev en generel succes (hvad det så i øvrigt helt præcist er, ved jeg faktisk ikke!)
Anmeldelser kan være glimrende skrevet, oplysende og inspirerende, men vi kommer ikke bort fra (specielt med et stjerne-system) at deres opgave primært er at dømme. De giver forestillingerne et stempel, og står det i avisen, ja så bliver det for det meste betragtet som sandheden. Men det er en sandhed, der tager afsæt i et enkelt menneskes oplevelse en tilfældig dag. ’Sandheden’ kunne dagen efter med en anden anmelder se anderledes ud, hvilket man ville vide, hvis man f.eks. satte sig for at studere samme forestilling over mange gange.
KORRIDOR-SNAKKENE har selvfølgelig deres funktion og berettigelse pga. deres personlige, anarkistiske og ofte ustrukturerede tilgang, men netop fordi de er så personligt funderet, er de ikke nødvendigvis udvidende for den kunstneriske debat, men måske kun en bekræftelse i det, man i forvejen følte, da man så forestillingen.
Disse to måder at udveksle kunst og kvalitet på inden for børneteatret kan ikke stå alene.
Vi savner et supplement til den kunstneriske debat, der rækker længere, som udvider vores horisont og tilføjer os ny viden og indsigt og påvirker vores nysgerrighed og mod for kunstnerisk at komme længere og satse større.
Vi savner samtaler og møder der lægger vægt på det undersøgende i kunsten og ikke på et tilfældigt resultat.
Jeg nåede selv at se 12 forestillinger på festivalen, og den forestilling der gjorde det største indtryk, var ’I papirtræets skygge’ af Carte Blanche. Den forestilling satsede helt vildt og sendte mig til en fuldstændig fremmed og mageløs verden takket være sin fantasi, sin stoflighed og sit forrygende håndværk. At den krævede nogle dramaturgiske justeringer, overskyggede ikke det dragende indtryk, jeg sad tilbage med.
TEATRETer verdens vildeste legeplads.
Hvorfor så ikke satse røven?
Hvorfor være bange for at mislykkes?
Jeg synes, at teatrets rolle mislykkes, når man ikke søger, men i stedet prøver at ramme en formodet forventning hos sin modtager.
Dansk børneteater har masser af kunstnerisk potentiale.
I hvilke sammenhænge og hvordan får vi mere nysgerrighed, mere viden, større fordybelse og mere mod ind i vores arbejde?
Hvordan presser vi kvaliteten opad?
OPRÅB!
Ti forslag til at styrke debat og udveksling af det kunstneriske arbejde inden for børne- og ungdomsteatret på den årlige børneteaterfestival og løbende gennem året:
Børneteateravis:
–
Inviter en gang om måneden en skuespiller, instruktør eller scenograf til at beskrive en given kunstnerisk proces de har været igennem.
– Opret en blog, hvor der løbende kan udveksles og debatteres oplevelser fra forestillinger man har set, snakkes kunstsyn, reageres på andre artikler etc.
– Drop stjernesystemet, så vi tvinges til at studere anmeldelserne og evt. blive klogere.
Teatercentrum på festivalen:
–
Arrangér en åben samtale mellem tre markante instruktører.
– Lad en gruppe lave en offentlig fortælling/visning af deres forestillingsproces frem til færdig forestilling.
– Lav et arrangement der fokuserer på det kunstneriske møde mellem ’gamle’ og ’nye’ grupper.
– Lad en gruppe organisere en åben træningssession.
ASSITEJ på festival:
– Sørg for at der altid er et arrangement, der udveksler teater- og kultursyn mellem udenlandske gæster og danske teatre.
– Arranger f.eks. et uformeldt møde med folkene bag et af de udenlandske gæstespil, for at få et indkig i deres baggrund og proces.
BørneTeaterSammenslutningen:
– Genopfind kvalitetsdebatten og udvikl konceptet, f.eks. i samarbejde med nogle unge grupper.
MULIGHEDERNE er mange – mængden er underordnet, det centrale er, at vi arbejder for at udvide vores kunstneriske kompetencer og fremme kvaliteten.
I kraft af at være kunstnerisk leder i Forsøgsstationen vil jeg til næste børneteaterfestival meget gerne følge op på et eller flere af disse forslag og indgår gerne i et samarbejde med andre personer eller organisationer, der har lyst til at sætte tænderne i disse opgaver.
Teatret er verdens vildeste legeplads, lad os se at komme i gang!
Lotte Faarup er kunstnerisk leder af FORSØGSSTATIONEN og Det Olske Orkester.
