Hvor let må det være? Og hvad vil det sige at tale ned til publikum? De to tanker strøg gennem mit hoved under Randers EgnsTeaters forestilling, Åh, Din lille klovn!’.
Det er den rødhårede overalls dukke, drengen Jens, som er en lille klovn. For han spilder mælk. Hele tiden og hver gang. Hvorfor? Fordi han er så optaget af alt muligt andet. Fordi han er impulsiv og for lille til at fornuften endnu har fået et fast og kedeligt lystkværkende tag i ham.
Jens holder til i et cirkus. Han er omgivet af søde og sjove dyr. Dyr som han spørger til råds om hvordan han skal komme sin spildemani til livs. Det hjælper ikke stort, men til gengæld bliver han bekræftet i at alle er gode til et eller andet. Han er fx allerbedst til med artistiske klovnerier at få folk til at le.
Tøjdyrsattraktioner
Det lyder da både rigtigt, sjovt og helt humant. Hvad er det så den sure anmelder har fået galt i halsen? Hvorfor er ‘Åh, Din lille klovn!’ ikke alle tiders forestilling for de allermindste – og for os andre for den sags skyld?
Fordi forestillingen trækker på for ‘lette’ eller kendte heste. At lade Jens bo i et cirkus beboet af tøjdyr som dukker op og hver især ser søde ud og kan noget sjovt er en sikker billet til positiv publikumsopmærksomhed. Som de to dyr bag lågerne; den lyseblå elefant der er kilden på sin rideturssnabel og den gulbrune løve der har tandbørstefobi men lader sig narre af Jens som med en slikkepind som holdestolpe får adgang til gabets gemmer. Som den pjuskede sorte søløve med de skrå øjne og fodflapperne, som dukker op af manegens sæbeboblekasse og laver balancenumre. Og som det stive, stædige trææsel som triller ind på pisten og som med fjerpryd lægger ryg til Jens’ akrobatik.
Børn ler og forældre smelter åbenbart ved synet af dyrene, som uanset hvor vilde de er i virkeligheden her vækker sove- og kæledyrsassociationer.
De første tre dyrs råd til Jens om at være henholdsvis modig, stærk og stædig ender hurtigt i mælkesjask, for at give plads til søløvens balancelege som bringer Jens på sporet af de akrobatiske evner han pludselig opdager han har.
Babysprog
Den lille handlingsrække kunne måske godt falde heldigt ud scenisk. Men her bremses og blokeres den af en dukkeføring, som savner den professionalitet, gefühl og evne til at skabe magi der skal til for at vi følger dukken som levende væsen og ikke i stedet ser en dukkefører helt teknisk bevæge og løfte dukker og dyr rundt i spillet. Og af en skuespiller, som helt unødvendigt med en konstant anstrengt nasal stemmeføring og en pusse-nusse-attitude taler ned til sit børnepublikum i stedet for ‘med’ eller ‘op’ til dem.
To ting som også er med til at tage troværdigheden og glansen af den ellers så positive finale: Jens’ akrobatiske kolbøttenummer. Det er svært rigtigt at føle med og tro på glansnumret (og den båndede applaus); at glædes på Jens’ vegne og synes det er så fantastisk et nummer, når vi hverken ser drengens anstrengelser ved at udføre det, endsige oplever at det faktisk er ham, som udfører det.
