Kim Westi er tryg. Helt tryg. Tryg ved sig selv, tryg ved sit stof, tryg ved publikum – børnene bliver trygge ved ham øjeblikkelig, og vi voksne også når vi – og det går hurtigt! – overkommer åbningsminutternes lidt i overkant hyggelige legeonkel.
Trygt er også det sceniske interiør: En stor bogreol med store, gamle, klassiske bogrygge, et lille tæppe, et lille bord med en enorm (og enormt spændende) bog, en læselampe og en lænestol. Her skal fortælles og fortælleren er sød.
Når det så viser sig, at den store bog indeholder et tredimensionalt panorama over en lille bondegård komplet med hest og stork og hyldebusk og kone og mand, – ja, så går vi et trin op fra det trygge til det forventningsfulde.
Kim Westi har sat sig i lænestolen, han er begyndt: Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille…” og vi er midt i H. C. Andersens allermest elskelige eventyr.
Bytte bytte købmand, bytte bytte hest
Fortællingen er elskelig, fordi den emmer af glæde, begejstring ligefrem, af positivitet og kærlighed. Den er sådan set fri for konflikter, men vi – publikum – aner instinktivt, at dette kan aldrig gå godt. Så vi sidder med livet i hænderne nede i salen, mens den gode bondemand henrykt går fra den ene katastrofe til den anden med stor entusiasme.
Han bytter sig fra hest til ko, fra ko til får, til gås, til høne allerede inden han når ind til markedet, og ender op med en sæk rådne æbler inden han får et krus øl på kroen.
Finanskrisen, Lehman Brothers og Bernard Madoff er det rene vand, når man tænker på tempoet i vores helts deroute.
Men så ender det ’godt’ for alle parter, også for os i salen. Når naivitetens – og godhedens og glædens – belønning til sidst bliver en relativt ufattelig mængde guld – ja, så bliver vi alle tilfredse. Undervejs i historien er den ’dumme’ bondemand nemlig blevet vores ven, og vi vil ham og hans begejstrede kone alt vel. Både kærlighed og velstand. Måtte det gå dem godt!
Dansk-tjekkisk dukketeater
Kim Westi er dansk og dejlig, og tjekkisk dukketeater er berømt. Og her er kvalitet i såvel dukker som dukkeføring. Den store bogreol lader sig nemt omskabe til et teater for marionetdukker til melodien ’”Bei mir bist du schön’, og det er tilpas stort til Folketeatrets børnescene og tilpas lille til at skabe fokus.
Dukkerne er sjove, og meget godt individualiserede, og Westi giver dem hver deres karakter og stemme. Specielt det viltre får med ringlende bjælde tager kegler hos publikum. Bondens vandring mod byen, fra den ene byttehandel til den anden, foregår med muntert musik-følge og et rullende dansk landskab.
Den multitaskende Westi bagved bogreolen synes at være meget glad for sine figurer, mennesker såvel som dyr, og forlener dem med liv og charme i det lille kukkasse-univers.
Den sceniske løsning på de øldrikkende engelskmænd i kroen skal ikke røbes her, men den er overraskende og ret genial.
Det er ikke den store teaterkunst dette, og prætenderer heller ikke at være det. Men det er sødt og sjovt, det er god underholdning, og det er fint udført. ’Og det er så fornøjeligt!’