’PLATFORM: LIVE’ handler om at iscenesætte sig selv på alle platforme i håb om at blive den bedste udgave af sig selv. Og holdet bag udtrykker det nærværende og professionelt begavet i en krydsning af skuespil, LIVE-kamerafilmninger og publikumsinddragelser.
Udtrykket kommer vidt og vildt omkring, alt mens det underholder, svier og maner til eftertanke.
Virkningsfuldt dynamiske transformationer
Noget af det kløgtige og raffinerede ved forestillingen er, at den fra begyndelsen bliver introduceret som en konkurrence mellem de medvirkende to performere. En konkurrence, hvor publikum er både eksperter, dommere og nogle, der giver råd og bedømmer de to performeres indsats.
Som publikum bliver vi på energisk, humoristisk og seriøs vis tildelt alle disse roller. Vi skal rejse os eller bliver siddende alt efter om vi vil svare ja eller nej på spillernes spørgsmål. Nogle får knaldrøde kendisbriller på og udnævnes senere til dommere i en popularitetsmåling. Alt bliver brugt og inddraget.
Men gradvist toner det, forestillingen bagvedliggende vil sit publikum, tydeligere og tydeligere frem. Den vil eksponere alle de tanker og al den energi, der er bundet til den mangfoldighed af selviscenesættelser, som florerer i dag. Navnlig i ungdomsårene, men egentlig også i livet sidenhen. Den vil vise alle de kampe, som går for sig i bestræbelsen på at finde ud af, hvordan man skal gebærde sig, se ud, tale, være og agere. Skal man følge andres råd? Forsøge at efterligne kendisser? Gå ”fashion”-vejen ved at tage opsigtsvækkende tøj på? Prøve at være ærlig? Fremstå autentisk? Etc., etc.
Alle unge kender til tvivlen, indbildningen, forsøgene, rusen, nedturene og dilemmaerne. Det dygtige ved ’PLATFORM: LIVE’ er, at holdet har fundet og formår at transformere det vanskelige indhold om til en form, som er yderst dynamisk og som teaterformmæssigt peger fremad. Såvel dialogerne, arrangementerne og skuespillet dirrer af energi, relevans og substans.
En herlig og stærk performer-duo
Asger Kjær og Pernille Nedergaard Haugesen er i samtlige 50 minutter non stop intenst på som de to konkurrerende performere. De strutter af lyst til den selvoptimerings-undersøgelse, som publikum indledningsvis med ja-nej tilkendegivelser på deres spørgsmål hjælper dem på vej ud i. Udvalgte publikummers bliver kort spurgt til råds, og Kjær og Haugesen følger deres råd.
Højdeforskellen mellem Kjær og Haugesen virker i sig selv spændende, og det udbygges effektfyldt af de attituder, de to performere indtager. Kjær er den fysisk store og den umiddelbart og i første omgang mest kejtede og kiksede. Haugesen er den lille vævre, der sejt klarer ærterne.
Kjær vinder terræn. Haugesen taber point. Men undervejs bytter de taber/vinder-roller, og selvtilliden i dem begge slår sprækker. De udtrykker begge både udadvendt ekspressivt og tavst indadvendt, hvor skrøbelig og ultratynd identitetsisen er under deres mange vilde bestræbelser.
Fingeren på nutidspulsen
Grænsesprængende og vild er deres gøren. Men på ingen måde vildere end i ungdommens identitetssøgende land. Det ved forestillingsholdet. ’PLATFORM: LIVE’ er opvakt og varieret iscenesat af Steen Nedergaard Haugesen i et formsprog, som ækvivalerer unges brug af elektroniske medier.
Iscenesættelses-seancerne foregår 'alle steder': live på teaterscenen, i transmissioner fra 'backstage' via opstillede skærme, via livefilmninger fra publikumspladserne, hvor performerne også bevæger sig rundt og i form af livekameraers visninger af performernes optræden udenfor teatrets mure – ude fra gadebilledet, hvor performerne går i dialog med de mennesker, som tilfældigt er i nærheden.
Den mangestrengede udtryksform og de mange livefilmninger virker på intet tidspunkt hverken forvirrende eller manierede. Tværtimod. Teknikken og 'multi'-formen er med til at eksponere og understrege performernes identitets-boksekampe med sig selv – både når de eskalerer og beruser sig i deres egne opture, og når de synker dybt ned i noget, der er hudløst smertefuldt. Akkurat det, at begge sider af 'mønten' transmitteres og er LIVE, giver forestillingen ekstra stor kvalitet.
Nok en kvalitet er, at performerne ikke er sat til at spille teenage-unge. Nok joker (læs: lyver) Kjær sig indledningsvis 20 år yngre end han er. Men hurtigt forstår vi, at de to på scenen er henholdsvis 49 og 50 år gamle, og deres alder viser sig hurtigt at være uden betydning i et spil, man oplever primært, men ikke udelukkende, angår 14+ unge.
Mobile metalskabe og lystig fashion
Nana Andrea Tiefenböcks scenografi og de kostumer, som Lene Bek Nielsen har fundet frem, hjælper fint med til at gøre forestillingen vellykket. En håndfuld lysegrønne høje metalskabe uden sidebeklædning og med en semimat front danner via konstant nye rum. De sættes sammen som modeshowspodier, stilles lodret på række, udgør brikse for selveksponeringsvideoer m.v. Stilrent enkelt og effektfuldt.
Her boltrer performerne sig lystigt og konkurrence-kampberedt i røde trevle-rober, langhårede pelse, store glitrende tæppekåber, figursyede sorte frakker og kjoler i absolut slimfit.
Overraskende og lærerig
Jeg oplevede ’PLATFORM:LIVE’ til den lokale premiere i Thisted med et primært midaldrende publikum. Iblandt var også en del unge. Flertallet reagerede med stor udadvendt begejstring. Jeg er ikke i tvivl om, at reaktionerne fra en sal fyldt med 9.-klasses elever vil være anderledes. De vil også være på, men nok også iblandt være mere tilbagetrukne – netop fordi forestillingen rammer i et solar plexus, som er mere ømt, end midaldrendes.
Uanset alder vil man på grund af en undervejs frimodig og grænseoverskridende tilgang til emnet gå fra forestillingen med et anderledes forhold til både kæledyrshund, røde pølser og sågar kløe i skridtet. Og man vil se på selviscenesættelser og personlighedstræk med både en mere munter mavefornemmelse og et mere reflekteret blik.
