Af: Kirsten Dahl

2. oktober 2023

Styring og magtmisbrug i dynger af sort båndsalat

Med ’This is not a religion’ giver syv dansere i Bobbi Lo Produktion i kamp med hinanden udtryk for magt og magtmisbrug på en meget fysisk smittende vis.

Syv dansere androgynt klædt i rosa og lyserøde nuancer tager med meget imødekommende og kærligt varme udtryk imod publikum, som guides til at sidde rundt på lave bænke, langs et stort sort dansevinylgulv. Under bænkene strømmer lys i samme sart røde nuancer. Det synes at være til for at signalere, at vi som publikum er del af samme hele som danserne.

Indledningsvis sidder eller står flere af danserne – måske dem alle – også på eller ved bænkene. Så myldrer de op på det ganske lidt forhøjede dansegulv og kaster sig ud bevægelser, som alle har noget fredfyldt og – kraftigt understøttet af lydsiden – undertiden helt spirituelt klingende over sig. En tid siger de intet. De synger og danser med gestikker, som konnoterer medmenneskelig følelsesmæssig omtanke, nænsomhed og kærlighed.

Typiske bevægelsespositurer er, når en danser nænsomt placerer begge sine vidt åbne håndflader på en af de andre danseres ansigt; når en danser i en blød bevægelse lægger sit bøjede ansigt i hænderne på en anden dansers skålformede hænder,- eller når danserne placerer deres ene hånd på hjertet og udstråler fred, varme og ro.

Publikum tages med som del af den kollektivt fredfyldte samhørighed. Danserne bevæger sig ud mod os og siger blidt hviskende ”Yes” og ”Welcome, tonight we will…”

Den engelsktalte voice var desværre, da jeg oplevede forestillingen i Horsens, meget utydelig. Det var ganske svært at høre ordene tydeligt og at differentiere dem fra hinanden. Det vil nok have tilføjet en ekstra eller oplevelsesbekræftende dimension, hvis lyden havde været tydelig. Men danserne udtrykker heldigvis meget tydeligt med deres kroppe i et rum, som også betydningsguidende ændrer stoflig karakter, hvad forestillingen går ud på.

Kinæstetisk lussing   

Gradvist, næsten umærkeligt, men alligevel tydeligt, når man følger intenst med, skifter stemningen karakter. Fra fredfyldt kollektivitet – fra noget behageligt, mange deler med hinanden, – til noget ekstremt råt og noget, som nogen – flere – gør imod en enkelt, som lider kraftigt under det.

’This is not a religion’ er tredje del i en trilogi om magt og magtmisbrug. Det ses og sanses meget tydeligt. Forestillingen er – som i øvrigt også ’Do as I say’ meget kinæstetisk ekspressiv.

Man kan ikke undgå muskulært og helt ind i organer som åndedræt, hals og mave, at mærke et ubehag over det, som udspiller sig danserne imellem samtidig med, at man føler sig som en slags medskyldig og også mærker det som noget kropsligt ikke rart.

Lige før, for kort tid siden, var man en del af en gruppe, som holdt sammen og var gode mod hinanden. Smilende, samhørige, delagtige (enkelte publikummer bydes op at danse med i en lang række) og sågar materielt ofrende (danserne inviterer nogle publikummer op på scenen, hvor de får en lille origami-sommerfugl).

Lidt senere sidder man så og ser ind på dansere, som gør hinanden fortræd på skift. Typisk er det først én danser, som tryner en anden. Siden hjælper flere til i endnu mere hårdhændet grad.

Toptrænede dansere  

Michael Tang og Lava Markusson er kyndige koreografer ud i det gebet at skabe omskiftelige udtryk, der på den vis smitter helt fysisk kropsligt af på publikum, samtidig med tanker omkring netop de tematikker, som er i spil, – her magt og magtmisbrug – myldrer rundt.

De syv dansere, koreograferne inklusiv, er toptrænede og følger meget præcist koreografiens mange skift mellem synkrone bevægelser og individuelle trin. Samtlige dansere ‘glider’ hen over gulvet med trin, som hurtigt skifter retning og er meget dynamisk sammensatte i rytme og tempo. Undervejs bryder nogle dansere ud af det synkrone, en og en, eller i duetter. Til andre tider deler danserne sig i to eller flere grupper og danser simultant forskellige koreografier.

Undervejs tages enkle udvalgte rekvisitter i brug. En stor tyk bog, som får en til associere bibel. Og sækkevis af blanke sorte strimler, som spredt ud over gulvet i store dynger efterhånden tager sig ud som en forhindringsbane eller et morads af sammenfiltringer – et hav af dystert skinnede bånd, som får en til at tænke på affald, skidt – noget man bør skille sig af med.

Fortættet møde mellem dans, musik, lys og lyd  

’This is not religion’ er primært meget rå og uhyggelig. Og det barske bliver i altovervejende grad udtrykt gennem dansekroppe, som virker utæmmelige, men er styret af rytmisk præcist koreograferede bevægelser, lyd af åndedræt, musikalske kompositioner, som virkningsfuldt slår stemninger an og fastholder én i dem – og lys som blænder op og ned og som også rettes skarpt ud mod publikum.

Som publikum bliver man ‘slået’ af forestillingen. Man mærker den magt og det magtmisbrug, som kommer til udtryk meget stærkt i egen krop. Rart er det ikke, men det må være det forestillingen vil.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang