Allerede scenografien lover godt. Et kæmpe klaptræ i sort og hvidt. Vi er i Aarhus omkring 1910 – dansk stumfilms guldalder. Historien begynder hos filmselskabet 'Jordisk Kompagni', der optager den ene melodramatiske film efter den anden. Med skønne heltinder, stærke helte og skurkagtige skurke med brændende bomber både her og der. Det hele akkompagneret af den skønneste stumfilmmusik.
Theatret Thalias Tjenere siger sjældent noget i deres forestillinger, og det passer jo ikke mindst perfekt til teater om stumfilm. Deres brug af store og udtryksfulde maskeansigter giver samtidig rig mulighed for de blot tre spillere til at skifte roller i et væk. Imponerende som de kan jonglere mellem skurke, filmdivaer, instruktører, politibetjente og andet godtfolk.
Melodrama for fuld skrue
Historien er lige så melodramatisk som sin spillestil. De unge elskende, frøken Asti og hendes instruktør, forlader 'Jordisk Kompagni' og etablerer deres eget filmselskab, der hurtigt bliver en alvorlig trussel mod mastodonten.
Her ser chefen, hr. Blümenheim, imidlertid sit snit til at stjæle den eneste kopi af det unge filmselskabs første store succes, så deres selskab krakker, instruktøren sparkes ud i kulden og frøken Asti må arbejde for Blümenheim, hvilket bestemt ikke bekommer selskabets aldrende diva specielt godt.
Da hun reduceres til slavinde i selskabets nye storfilm, 'Kleopatra', hvor frøken Asti spiller og mavedanser titelrollen, beslutter hun sig for et større ansigtsløft.
En skøn operationsscene får vi med såvel løsrevet ansigtshud som ploppende øjne og masser af bandager, inden resultatet åbenbares. Det er bestemt ikke blevet heldigt!
Flere dramatiske intriger udspilles, muligt opkøb fra Amerika, tilbudte og iturevne kontrakter, filmpriser og frøken Asti i fængsel, mistænkt for tyveri, inden hendes nu forsumpede instruktør-kæreste befrier hende med en stang dynamit.
Og sluttelig et drabeligt selvmordsforsøg fra divaens side, inden vi ender med, at de to filmselskaber slås sammen og den aldrende diva får en helt ny karriere – som monster!
Suveræn scenografi
En skøn forestilling er det. Med en overdådighed af flotte maskehoveder, kostumer og præcise rekvisitter foran det store klaptræ, der både gemmer rulletekster, avisoverskrifter, så vi kan følge med i det ordløse drama, en operationsstue, indgangen til en biograf og et eksploderende fængsel. Aldeles suveræn scenografi, lige som de tre spillere er sjove og udtryksfulde i alle rollerne.
Det lidt groteske masketeater er en helt speciel form, som Thalia Tjenere har rendyrket i efterhånden mange år. 'Store illusioner' er et flot bevis på, hvor meget de kan. Og så uden et ord!
